Rejsedagbøger

Tremosine dag 5


Eftermiddag.

”Lake Garda in front of you/more beautiful than Paradise/and my life was changed for ever.”

På en væg i slottet i Malcesine hænger dette citat, som er fra et brev af Ezra Pound, skrevet i 1920.

Jeg tænker på det citat nu, hvor jeg sidder på balkonen. Jeg kan høre cikaderne. Fra tid til anden et whop! fra en tennisketcher, biler, børn, der leger i poolen. Kort regn, nu skinner solen igen på Monte Baldo. Jeg kan ikke samle mig om at læse. Det kan man altid gøre. Jeg kan samle mig om at se og dufte og at skrive mine indtryk ned.

Jeg får en kold øl og en kop kaffe, Emil har lavet til mig. Han har lært at lave espresso på italiensk maner, og nu er han gået i bad. Camilla og Mathias bader i poolen.

Vi er netop kommet tilbage efter en ekskursion, først ned ad bjerget, siden til Limone, 12 kilometer borte. Fra Limone med færgen over søen til Malcesine. Målet var at se borgen i Malcesine, kigge butikker (gud ske tak og lov at jeg ikke er gift med en kvinde, for hvem shopping er enhver feries ypperste klimaks; vi har nærmest ikke været inde i en eneste forretning endnu efter andet end vand, vin og brød), og endelig at tage svævebanen op til Monte Baldo, til de forjættende grønne sæterenge deroppe, som ser så venlige ud i solskinnet på toppen af bjerget. Det blev ikke til noget med svævebanen. Den afgår en gang hver halve time, og da vi nåede derop, var køen i middagssolen uoverskueligt lang. Jeg vedtog, at vi nok får lysten stillet i Dolomitterne om nogle dage, og vi gik ned i byen igen.

Dagen varm og mild.

Startede ellers mindre lovende. I går aftes begyndte det at regne, og det fortsatte hele natten. Vågnede ved fem-tiden i et frygtindgydende tordenvejr; en guddommelig larm, der drønede mellem bjergene; vi kunne høre vandet fosse og plaske og klukke over alt. Jeg opgav at sove halv syv, stod op, tog tøj på og paraplyen under armen og gik en tur i landsbyen. Den ser helt anderledes triviel ud en morgen i regn, hvor alting er lukket. Jeg stod og så ned på søen under den tunge, grå himmel. Vejr gør noget ved én, og jeg følte mig lige så tung og grå som skydækket over vandet, pludseligt bekymret over alting.
Jeg fandt Arturo Cozzaglios runde trappe, der glinsede vådt, opdagede, hgggat denne lille by kan være en veritabel labyrint af gyder, passager og af middelalderhuse bygget oven på gyder og passager.
Da jeg kom tilbage, sov Camilla igen og børnene endnu. De ser så fredfyldte ud, side om side på sovesofaen, deres ansigter tonet let orange af lyset gennem gardinet. Jeg stillede mine indkøbte æg, yoghurter og druer og gik i seng igen. Vågnede til sol ved 9-tiden; så hurtigt skifter vejret her.

I Malcesine spiste vi spaghetti og pizza helt nede i vandkanten. Byen er en myretue af turister, sådan som også Limone er det. Men ubestrideligt smuk og charmerende, set fra tårnet i borgen en labyrint af terrakottatage under grønne bjergskråninger. Borgen med dens imposante tårn er også et museum – uden at de ved det, sniger vi en sjat kultur og viden ind i ungerne. Det lillebitte naturhistoriske museum i borgen er i perfekt børnestørrelse. Søens geologiske historie, flora og fauna vist overskueligt og letfatteligt for ungerne, og Emil kunne næsten ikke løsrive sig fra udstillingen af egnens dyr, alle udstoppede og med lyd på – ræven, bjerggeden og ikke mindst murmeldyret med sine pift og gnavertænder. Her har Goethe også aflagt besøg, og et helt rum i borgen er dedikeret til det første geni i den moderne æra, som kom forbi og endda skrev om byen i sin Italienske Rejse. – Nu får du noget kultur, siger jeg til Emil. – Hvad enten jeg vil eller ej, sagde han. Og så fortalte jeg ham (kort) om Goethe og digtene og viste ham busten af forfatteren.

15.30 en yderst adstadig sejlads med færgen over den turkisfarvede sø til Limone. Bjergsiderne, der drev forbi, de dovne både. De solblegede kulører på husene i Malcesine og borgen med sit stentårn.

Endnu en på listen over steder, jeg gerne ville …

Sådan.

Jeg har lige vasket op. Alle de andre er ved poolen; Emil fes af sted, da han så de fynske piger gå derned. Så var han med et slet ikke spor træt længere eller i humør til at hygge alene med farmand. Sådan skal det også være; det er okay. Han er en selskabspapegøje af den anden verden.

I aften – hvad? Ingen planer. Vi dasker nok ned i byen og ser, om vi kan finde et sted at spise. Med kun fire restauranter i Pieve di Tremosine og en røvfuld turister er der kamp om pladserne, især de steder, der fører pizza. Ellers må vi ind til hotel Miralago igen. Det er slet ikke et ringe alternativ. Selvom de ikke fører pizza.

Aftensmad hos Trattoria da Angelo inde i labyrinten under det hvælvede loft – antipasto misto og Saltimbocca. Pizza til børnene, som ikke kan sidde stille, de skal ud og opsøge deres nye venner henne på torvet. Vi taler om, at når de husker tilbage på denne ferie, vil de muligvis kun kunne huske det ene: At de løb omkring på torvet i skumringen og legede med nogle danske piger, mens de voksne sad og var kedelige. Hvis det, der kommer ud af denne tur, for deres vedkommende er et sådant minde, så er det alt rigeligt og det hele værd.

Alle i seng klokken 11. Kold aften, stjerneklar himmel. Dyne og pude og vinduet åbent ud mod bjergluften.

Reklamer

One thought on “Tremosine dag 5

  1. Hej Morten. Jeg nyder at læse om jeres tur til Italien :-). Du skriver så godt at man nemt kan forestille sig hvordan det ser ud der nede :-). Får helt lyst til at tage der ned selv :-). Fortsat god sommer!!Jorunn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s