Rejsedagbøger

Tremosine dag 4


Det regner igen. Det har regnet hele aftenen.

Jeg har opgivet min eneste bog, som jeg havde taget med: Jonathan Lethem, Chronic City. Jeg kunne ikke holde den ud. Jeg hader fremmedgjorte individer i fremmedgjorte storbyer; hvorfor fanden skulle jeg gide læse om dem? Lethem begår efter min mening én eneste, gigantisk fejl som forfatter. Jovist. Han kan tegne karakterer. Han kan tegne miljøer, så selv en som jeg, der kun har været i NY en gang, kan sanse og lugte og smage. Bevares, det er alt sammen meget fint håndværk. Men han begår en fejl, som er graverende: Han er røvkedelig. Han fortæller ikke en historie, der river mig med. Det rager mig en papand, hvem Chase Insteadman er, selvom navnet er meget godt fundet på (om end lidt for cute). For han er flad, flad, flad. Det samme gjorde sig gældende med American Psycho. Hovedpersonen interesserede mig ikke for fem fladtrådte ører. Alle hans mord og forbrugseskapader lod mig kold; der er måske en pointe i det, men det er frem for alt ikke spændende. Jeg lader Chronic City ligge i en pøl af poolvand, og der hører den vist hjemme sammen med alt, jeg har læst af John Irving og andre, moderne, kedelige, verdensfjerne og røvsyge amerikanske forfattere. Bogen er ødelagt, vi smider den ud, og jeg har ingenting at læse i.

Børnene og jeg var de eneste i poolen klokken 18; vandet var varmt og blødt, og regnen var for en gangs skyld ligegyldig, fordi man i forvejen var våd. Euforisk, sådan at være indifferent over for de grå skyer og de tunge regndråber, der får småbitte gejsere til at rejse sig i den blå vandoverflade, der hvor de træffer. Som at være usårlig, og vi legede og grinte, følte verden var vores alene. Folk gik forbi oppe på vejen i regntøj og tykke sokker, så ned på os og rystede på hovedet. Vi følte, vi var de eneste, der kunne være ligeglade med regnen, fordi vi gav os tankeløst hen til den.

Dagen begyndte ellers varm og lovende. Vi var i poolen allerede ved 9-tiden; jeg selv sprang morgenmaden over. Kort før elleve kørte vi ned gennem Brasaslugten til søen og sydover mod Saló. Man føler virkelig, hvor meget man bor på en bjergtop, når man kommer længere sydpå. Alting synes meget mere middelhavsagtigt; husene, palmerne, selv temperaturen var næsten 10 grader over den gennemsnitlige temperatur i Tremosine, som virkelig er gennemsnitlig.

Mødtes med Jarl og Tine og alle deres unger lige ved domkirken i Saló. Det er en pragtfuld middelhavsromance af en by. Den var Mussolinis sidste drøm om et mægtigt, nyromersk imperium, og det er lidt trist at tænke på, at Mussolini her sad og i virkeligheden ganske realistisk og tragisk-heroisk opererede med en buffer-stat mellem det frie Italien og det mere og mere frådende gale tredje rige. Hitler havde meddelt Mussolini, at uden en sådan fascistisk stødpudestat ville han, Hitler, lægge Torino og Milano og Padova og Cremona og alle de andre kulturbyer i Norditalien i ruiner, når han havde sendt de allierede hjem i skam og skændsel.

Det var Hitler, der tonede klart flag, og det var Mussolini, der impotent og udedømt måske indså, hvilket galskab han selv havde været en del af. Mange italienerne forguder Mussolini den dag i dag og ser ham som en tragisk helteskikkelse. Hvem ved?

Og det var i denne by, han drømte sine sidste kejserlige drømme, før han endte i en lygtepæl ovre ved Comosøen.

Saló. En, lang, hvid strandpromenade med elegante huse i pastelfarver. Søens grønne vand og både, der ligger og vugger. Barer og restauranter under persienner, promenaden belagt med glat travertin, der indbyder til bare at slentre, ikke til at skynde sig.

Jeg tænker, at her vil jeg gerne bo.

Men hvor mange steder har jeg ikke tænkt det?

I Rom, i Nice. I Cori. I Villefranche-sur-Mer. I Korfu By. Og nu her i Tremosine og i Saló og for den sags skyld i enhver flække langs Middelhavet, jeg nogensinde har været i. Min drøm om det gode liv omfatter huse og torve af sten. Promenader og kaffebarer. Stejle gader og orange gadelys, torve og trapper. Duften af stegt fisk og vild timian. Mit hjerte banker for varmen og dvaskheden, for bjergvejene og de mørke skove.

Jeg er ikke til LA eller New York; gigantiske metropoler befolket af navnløse originaler, retningsløst drivende på en sky af stoffer og popkultur. Det er mig inderligt frastødende.

Jeg er middelhavsmand helt ind i min inderste sjæl.

Også når det regner.

Mit hjerte banker for at sidde en hel dag og se på en bjergside, i sol og i regn, se den forsvinde og se den tone frem i skærende klart lys. Som nu, hvor Monte Baldo er forsvundet bag drivende regnskyer. Dis, der stiger op fra Brasakløften og skjuler kirkerne og husene højere oppe i kommunen.

I Saló er det bedste, der er at gøre, at slentre på havnepromenaden. Vi bænkede os, ti mand høj, i en restaurant og fik pizza. Så daskede vi byen rundt, fik en is på Piazza Vittoria, hvor der var en lejlighed til salg på første sal med udsigt over havnen og søen.

Jeg finder en boghandel, salighed … Jeg køber to bøger: Night Shift af Stephen King og Heart of Darkness af Joseph Conrad. Ny- og gammelklassikere på engelsk. Hold kæft, hvor jeg beundrer Stephen King. Han er så klar i mælet. Han fortæller historier, gør han. Og skaber stemninger. Jeg ved, at jeg er godt underholdt og i hænderne på en mester, når han tager ordet. For det alene fortjener han hver en milliard, han har tjent.

Vi handlede ind i et Upim-supermarked på vejen hjem fra Saló. Her må jeg ned igen. Der er olie i dunke på fem liter til en hundredekroneseddel, den gode, krydrede lokale ost og den liflige citronlikør, de gør i her, alt til det halve af hvad det koster i vores lokale butikker.

Fra sydenden af Gardasøen op langs vestkysten til Riva er der intet mindre end 80 tunneler at køre gennem. De har dekorative navne; en hedder Efialti, hvilket undrer mig, da det kun kan referere til Ephialtes, den græske forræder, der viste perserne stien bag om de spartanske stillinger ved Termopylæ. Hvorfor har man navngivet en lokalitet efter ham? Har det noget at gøre med, at også disse veje har sprængt sig gennem ubrydelige forsvarsværker?

Den centrale piazza i Tremosine hedder Piazza Cozzaglio. Arturo Cozzaglio er byens største søn. Han var ingeniør, naturforsker og ikke mindst manden, der planlagde vejen op fra søen hertil i 1913. Før det var der kun stien, vi gik ad i går.

Arturo Cozzaglio hædres over hele byen. Der findes et billede af manden, en skægget, elskelig særling, der boede i et hus med en rund trappe. Huset og trappen findes endnu. Måske var han Tremosines Ephialtes, manden, der viste vejen bag om de uovervindelige fortifikationer? Måske er selv den mest elskelige og filantropiske nissemand en forræder; en budbringer for fremskridtet? Måske var byen død uden ham. Hvordan skulle jeg have det endegyldige svar på disse ting?

Jeg elsker dog at køre bil i disse bjerge. Jeg sender en tak til Arturo Cozzaglio.

Tunneler og skarpe sving, smalle veje, duften af blomster og sol og regn, når man ruller vinduet ned, fordi man heldigvis ikke har aircondition i bilen og derfor er tvunget til at svede, fryse og indånde dufte.

Vi spiser til aften i lejligheden, mens regnen pisker ned og skyerne driver op gennem dalen. Melon og skinke, bucatini all’amatriciana. Rødvin og sodavand. Vi putter ungerne i sovesofaen, efter vi har skubbet spisebordet til side.

Emil ked af det, fordi en tysk pige i poolen har været sur på ham. Han hilste hende ellers på sit fine engelsk: It’s very nice, sagde han, da de hoppede i under regnvejret. Men så sprøjtede han vand i hovedet på hende uden at ville det, og siden gjorde hun sure tegn til ham, prikkede sig på panden, og han blev såret. Der skal desværre ikke så meget til. Han er følsom og kvik og støder sig tit på andre; vi gør vores bedste for at styre ham gennem tilværelsen med råd og inspiration. Mathias er af en helt anden støbning. Han er ukompliceret og tryg – han ved uden skygge af tvivl, at alting former sig til det bedste. Mathias får det let i livet, og det har vi altid vidst, lige fra han var lille. I dag i Saló kunne Jarl næsten ikke få et ord indført. Jarl, ved du hvad? Jarl, hvordan er det lige med dit, og Jarl, hvordan stiller det sig med dat? Mathias ser op til enhver, der vil ham det godt, og det vil de fleste; enhver, der ved noget og kan forklare det, og det kan Jarl. Han kan smile til folk på en måde, så hele hans ansigt stråler af glæde og tillid.

Emil registrerer verden med enorm intensitet, alt for stærkt for en lille dreng. Men han rummer kærlighed og godhed, og han elsker at snakke med folk. Han siger ciao og grazie og prego og slynger om sig med gloser på tysk, italiensk og engelsk i flæng. Han er den, der mere end nogen anden kan få sin bror til at grine højt og hjerteligt.

Nu sover Emil på sofaen med sine bamser og med Mathias ved siden af sig. I morgen vurderer vi vejrliget; der er udflugter nok. Der er en bådtur til Malcesine og en vandretur i Brasa-slugten. Der er en ekspedition til Tremosines lille, fine kirke og små gyder, som vi ikke har udforsket helt til bunds. Der er også poolen og maden på restauranterne nede i byen. Det er trods alt kun tirsdag, og vi har en uges ferie endnu, før vi tager den hårde tur hjemad.

Måtte resten af ugen gå langsomt, langsomt, minut for minut.

Sådan går det nok ikke. Men man kan da altid prøve.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s