Rejsedagbøger

Tremosine dag 3


18. 7.

Vi er vågne inden 8, alle af huse. Børnene sidder i sovesofaen med tv’et tændt og ser Scoobydoo på italiensk; de fatter ikke en bønne, men fjernsynet drager uanset.

I dag stråler solen fra en stort set skyfri himmel. Skybanker driver ind fra syd og klæber til bjergtinderne, men der er langt mere plads for solen at skinne ned end der hidtil har været. Det bliver en varm dag, kan man fornemme. Ikke varm på samme måde som i Grækenland eller i Spanien. Når solen går bag en sky mærker man, at der trods alt kun er etparogtyve grader. Børnene vil i poolen kl. 8. 15, men det er ikke vores dagsorden i dag. I dag skal vi ud og vandre. Der er indædte protester; forskelige opfattelser af hvad ferie er for et begreb mødes og brydes, men i sidste ende vinder den betalende part. Vi, dvs. familien som sådan, skal ud og opleve noget. Ud at vandre i en modvind af protest.

Vi gejler os ud i vandregrej. Jeg pakker så meget vand, juice og boller med syltetøj, som jeg kan have i rygsækken, og vi smører børnene ind i faktor 30. I dag skal vi ned ad bjergsiden til søen ad den gamle sti herop. 400 famøse højdemeter ned. 400 højdemeter op.

Stien begynder lige neden for iscafeeen med en af Europas vildeste og smukkeste udsigter, direkte på sin terrasse over søen langt, langt nede. Vi går i formation ned ad bjerget. Løse sten, en evig nedstigning, der er ingen flade stykker, det er maksimal skråning klistret til bjergets bryst. Det er hårdt, og det er varmt. Jeg begynder allerede et stykke nede ad klippen at spekulere på, om vi nu har vand nok med. Solen brænder på de hvide klipper, den stejle sti under bjerget. En grotte med en madonnafigur giver lidt skygge.

Undervejs passerer vi under stålkabler, der er fastgjort i bjergsiden. De holder solide net fast, hvis opgave det er at hindre klippestykker i at styrte ned på vejen. Jeg træder forkert på en hvid, flad sten og hører den falde ned over bjerget, længe, det her er ikke for sjov.

Det tager os en time at vandre helt ned til søen. Her er den gamle havn, og der er vitterligt intet at se. Her går vejen, og går man helt ud til brystværnet, står man en meters penge over søen og kan se rustne beslag og stenkvadre i vandkanten, og her er vandet dybt. Med lidt fantasi kan man godt se for sig en mole her i gamle dage, hvor fiskere lå til og overlod det til bærere at slæbe fangsten op ad den lodrette klippevæg under solen til landsbyen, der først fik en vej i 30’erne.

Det er varmt. Vi har det varmt. Og vi har ikke ret meget vand tilbage. Klokken 11 kalder jeg til opstigning, og vi begynder at gå op. Det bliver en prøvelse, i hvert fald for mig, jeg er for tung og i for dårlig form. Jeg kan ikke følge med børnene. Jeg må lade dem følge deres eget tempo op ad, lader dem få vandflasken. Jeg sveder som en bryggerhest og har det i det hele taget elendigt hele vejen op gennem krattet, den stejle sti, hvor der aldrig kommer så meget som tre meter, der er bare lidt flade. Jeg vil tro, hele stien i sin fulde længde er højest to kilometer lang. Men den går 400 meter op. Over sig aner man hele tiden bjerget; det er mere end lodret, det læner sig ud over stien og vejen og søen. Jeg tænker på de programmer, jeg har set fra USA med det sindssyge bjerg Half Dome. Det her er lige så vildt, bare en anelse mindre højt.

Jeg kommer op ti minutter efter børnene. Det har taget 70 minutter at gå op, og jeg er drivvåd af sved og komplet udmattet. Det gode er, at der hvor stien slutter, er byens lækreste is- og kaffebar. Bogstaveligt talt der hvor stien slutter. Man tager de sidste to-tre skridt op, går fire meter og dumper ned i en stol, hvor børnene og Camilla allerede sidder. De ser nu heller ikke for godt ud. De er røde og svedte, og børnene har lagt hovederne ned på armene. Jeg stiller min vandrekæp fra mig og bestiller en liter vand, som jeg bælger i mig på godt fem minutter.
Sikken fryd. Selv Emil synes, det har været sjovt og spændende, om end han ligegodt hellere ville have ligget i poolen sammen med de fynske piger.

Trattoria da Angelo ligger i en af de små gyder i Tremosine. Der er en lille gårdhave, kranset af stenfacader med krybende potteplanter. Jeg kan lugte min t-shirt; den er våd af sved. Men de serverer en pizza, så mundvandet driver, og deres hvidvin, un mezzo di bianco, perler af dug på karaflen. Vi æder, så vi styrter, og det er vidunderligt.

Langsomt traver vi hjemad. Vi har været væk i fire timer.

Resten af dagen går med at ligge ved poolen på skift, mens drengene bader. Poolen ligger i sig selv vidunderligt smukt med bjerge til alle sider. Man kan ligge i vandet med hovedet på kanten og benene plaskende, mens man ser solen bage den hvide klippe og de grønne skove, de finurlige kirketårne og de hvide cumulusskyer.

Jeg går ned til supermarkedet og handler vand, vin, toiletpapir og lignende dagligdags föremål.

Drengene bader sammen med de to søde piger, de har mødt. I timevis, og da badeturen er slut, aftaler de, at de skal lege nede i gården bag ved lejlighederne. Der er en falsk brønd, spraglede blomster og et par madonnastatuer med røde lysdioder brændende døgnet rundt, så der er hyggeligt.

Vi spiser til aften på Hotel Miralago igen. Antipasto, rødvin og for mit vedkommende noget kalvekød i hvidvin. Drengene sover næsten hen over bordet, lige til vi møder pigerne fra Fyn igen.
Som sagt, byen er så lille, at det er umuligt at undgå. Camilla og jeg spiser færdig, mens de render rundt på torvet og leger.

Så står vi på terrassen ved isbaren og ved stien og ser lysene tændes langs Gardasøens østbred. Vi sludrer med de fynske pigers forældre og mormor og knap så meget morfar. Det er mormor, der fører ordet. Søde mennesker. Vi siger godnat og forkæler os selv med en isdessert fra baren på en af de mest dramatiske terrasser, jeg har oplevet. Jeg får en gin-og-tonic is. Det vidste jeg ikke fandtes, men det laver de her. Den er syrlig og læskende. De serverer overpyntede isdesserter i vanvittige glas; jeg tænker mere og mere, at Tremosine er den mest perfekte lille by, jeg har været i. Restauranter, torve, huse, gyder og stræder og denne svimlende udsigt over søen. Småt, men godt, men flot og på samme tid trygt. Fra torvet og hen til vores lejlighed er der vel 300 meter. Og det er, som nævnt, hele byens udstrækning. Og alligevel tusser gamle damer rundt, ulasteligt klædte. Man ser dem højt oppe, de vander deres altankasser med håret flot sat, og de lukker deres skodder til.

I morgen er det tirsdag. Jeg mærker allerede det her feriefænomen, hvor tiden accelererer nådesløst, indtil man pludselig skal tage herfra igen. Men i morgen skal vi til Saló og mødes med Jarl og Tine. Det er et kompromis. Ingen svævebaner, og lige langt at køre for begge hold.

Det gælder om at malke hvert minut for sin betydning, for sin værdi.

Derfor denne dagbog.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s