Rejsedagbøger

Tremosine dag 2


17. 7.

Morgen, klokken er 9, alle sover endnu i vores lejlighed. Drengene har været under nu næsten 12 timer; jeg selv gik ud det øjeblik, jeg lagde mig på den kæmpestore pude i den i øvrigt ret lækre seng. Vågnede halv ni og er stort set udhvilet – tror jeg da!

Lidt sol fra morgenkvisten, og cikaderne skræpper, men snart trækker skyerne op. Dagen viser sig at blive en doven dag. Børnene hopper og op ned; hvornår skal vi i poolen? Jeg synes ikke, det er det, der trækker mest på en gråvejrsdag, men vi har lovet dem og os selv ikke at gøre meget i dag. Det viser sig at være en god ide. Efter frokost kan jeg næsten ikke slæbe mig af sted for bare træthed. Jeg prøver at hvile i en liggestol, men fryser, når jeg falder i søvn, så jeg ender i soveværelset, hvor jeg sover uroligt i næsten to timer.

Lige før frokost når jeg en lille tur med bilen op til nogle af de andre småbyer, men jeg kører blot igennem uden at standse. Jeg tænder for radioen og forventer at fange P1, og da går det op for mig, at jeg slet ikke mentalt er ankommet endnu. Der er buler i landskabet og italienske skilte, men jeg trænger til at geare endnu længere ned i et tempo, hvor jeg hverken tænker på job eller hussalg eller noget af det andet og i højere grad formår at være til stede. Det er så populært at være til stede. Jeg vil dog altid tillade mig selv at tænke på at skrive; det er nemlig til enhver tid en både behagelig og acceptabel syssel.

Solen skinner gennem huller i skydækket fra tid til anden og så føler man varmen. Det er vidunderligt. Nu, hvor det er eftermiddag, træder konturerne på Monte Baldo tydeligere frem. Den pakker sig ind i skyer øverst oppe. Jeg må derop, det kan ikke være anderledes. Vi har en halv aftale med Jarl og Tine, vores venner fra Danmark, at mødes tirsdag. Der meldes regn og generel elendighed den dag, så vi tænker, at vi vil rende sammen, når vi alligevel kan forvente at trække børnene ud af poolen. Jeg har foreslået at vi mødes i Malcesine og tager svævebanen op til toppen. Jarl skriver tilbage: Malcesine godkendt, svævebane nedstemt. Godt så. Bare vi finder tid til at mødes.


Aften.

Regnen er kommet til Tremosine, og det med eftertryk. Jeg sidder under parasollen på terrassen med fødderne ude i regnen og mac’en på skødet.

Duften af regn, som Emil siger, våd hund. Skyerne hænger lavt over bjergene. Jeg kan lugte trækulsgrillen fra restauranten ovre på den anden side af vejen ved poolen.

Vi er lige kommet hjem fra vores første egentlige restaurantbesøg. Miralago hedder stedet. Et hotel og en restaurant, hvor man kan sidde i et lokale der i bogstaveligste forstand hænger i det rene intet. 400 meter over søen sidder man og kan se hele vejen til Sirmione i syd, hvor landet bliver fladt. Langt nede her og der en enkelt hvid skumtop på søens overflade. Ovre på den modsatte bred Malcesine som et af de her togpanoramaer, man i gamle dage kunne se på Århus Banegård, put en krone i og se toget køre mellem bjerge af papmache. Små glødelamper gav en vis atmosfære.

Drengene har fundet nogle venner – veninder, rettere. To piger fra Fyn med deres morfar, mormor og forældre. Pigerne er på alder med Emil og Mathias, og de leger i timevis i poolen, selv i gråvejr, selvom de er de eneste, der holder ud.

Vi går ned i byen og finder et bord længst ude ved kanten i Miralago. Børnene er trætte, de lægger hovedet ned på bordet og kan ikke samle sig om at spise eller for den sags skyld at nyde udsigten over søen fire hundrede meter nede.

Et hollandsk marchorkester larmer gennem de smalle gader og over det lille torv foran restauranten. Herfra går vejen op til landsbyens kirke, placeret velvalgt på den yderste klipperand. Den er hugget ud af samme fjeld som resten af byen. Den har en lille hattepuld af et kirkespir oppe over klokkespillet. Som en softice rullet i rødt og grønt drys står den og er sært organisk oven på selve tårnet, som er drevet af de samme hvide sten, alting her består af.

Lige neden for kirken går en sti ned over bjergsiden. 40 minutter til den gamle havn, står der, og jeg har pludselig en plan for i morgen. 40 minutter ned – men hvor lang tid op? Det vil vise sig.

Tremosine er hyggelig på en tuttenuttet og særdeles overskuelig facon. Der er husmure af klippekvadre; tagskæg, der næsten mødes over smalle gyder, overdækkede stræder med gadelamper af smedejern; de gløder varmt i skumringen og kaster skygger af kæmper, når vi går forbi.

En lille, bitte by på toppen af sin klippe og med udsigt over stort set hele Gardasøen.

Drengene smutter allerede efter vores forret; de skal ud på torvet og ud til pigerne, som heller ikke kan sidde stille. Det føles trygt. Her er ingen biler, og byen er så lille, at de næppe kan fare rigtig vild.
Fra det ene torv er der mindre end halvtreds meter til det andet torv, og det er i al sin enkelthed byens udstrækning. Så er der alt det udenom; bjergvejene og de mere moderne residences til turisterne.

Regnen pisker ned. Lysene fra nabobyerne er det eneste, man kan se i alt det sorte, der favner himmel og jord, bjerge og skyer. Camilla læser for drengene; vi går alle i seng inden længe.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s