Rejsedagbøger

Tremosine dag 1


Dagbog, sommerferie 2011

16. juli. Tremosine.

Jeg er i Italien.

Jeg har tænkt mig at føre en form for feriedagbog her på bloggen. Det har måske ikke så meget med mine skriver at gøre, Men også det er en art skriveri. Så, here goes. Min dagbog, blad nr. 1.

Lejlighedskomplekset er spritnyt, så nyt, at der er flere effekter i lejligheden, der aldrig har været i brug og nogle er slet ikke pakket ud af deres plast endnu. Inde i ovnen ligger et energimærke; den har endnu til gode at blive tændt for første gang. Man har indtryk af, at der er blevet udøvet den største omhu med hensyn til materialer og håndværksmæssig omhu. Tagrenderne er af kobber. Alt er i dyre materialer, bygget til at holde. Terry Apartments ligger spektakulært. Andet ville være en underdrivelse. Fra min balkon på tredje og øverste etage ser jeg over mod Monte Baldo; i skumringen er bjergmassivets hvide farver gledet over i lyserøde og nu gråblå toner. Jeg kan ane svævebanen fra Malcesine. Den trækker en unaturligt lige linje gennem skovbevoksningen over den stejle bjergside – her, set lige forfra og et ukendt antal kilometer borte, ser stigningen næsten lodret ud. Jeg ved der er 2000 meter fra Malcesine og op til toppen. Abstrakte tal, men Monte Baldo-kæden er ubestrideligt imponerende, især når man tager med i betragtningen, at jeg kan se en lille bitte stump af kysten på den modsatte side. Bilerne og lygterne tager sig umådeligt små ud mod den titaniske bjergvæg.

Rundt om os i tusmørket tændes lysene i de små byer, der er kommunen Tremosine. Alt i alt 18 frazioni; klatter af huse, der er for små til at kaldes paesi; landsbyer. Kun Pieve, hvor vi bor, er stor nok til at kvalificere sig, ikke blot til en landsby, men oven i købet og med slet skjult praleret en af Italiens smukkeste ifølge en undersøgelse, hvis opdragsmænd, deltagere og kommissorium er mig ubekendt.

Smukt er her. Og dramatisk. Vejen op gennem Brasaslugten er den vildeste bjergvej, jeg i mit liv har kørt. Den er kort og i for sig uproblematisk, så længe vejen er tør og de modkørende kører lige så overforsigtigt som man selv gør. Den smalle vej klæber sig til den lodrette bjergvæk i abrupte fald og gennemskæringer af bjergvægge; vandfald, slugter og overhængende næsten tropisk frodighed.

Jeg sidder her på balkonen med lugten af den nærliggende restaurants trækulsgrill i næsen. Det er store ankomstdag og lejlighedshotellet er fyldt til randen. De fleste er gået ned til restauranten ved poolen, og når jeg skriver ned, mener jeg ned. Næsten intet er horisontalt i dette voldsomme landskab. Restauranten ligger vel tredive meter under mig nede ad en skråning lige ved vejen.

Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal se hen. Showet skifter hele tiden. Man kunne se på Baldobjerget hele dagen, i skyer og sol, morgen og aften, og det vil altid fremvise en ny og fascinerende facade. Lige i dette nu tænder de lys i svævebanestationen helt oppe på toppen. Den er så langt væk, at jeg selv med kikkert kun kan se glober af dirrende lys.

Børnene er puttet på sofaen i stuen. Vi har flyttet spisebordet, så vi kan slå sofaen ud. Vi håber, de må sove længe og godt. Alle trænger til det.

Jeg selv sidder her med en abstrakt fornemmelse af tidens gang. Jeg kan ikke stykke begivenhederne sammen fra i går morges og til nu; som om tidens kæde er sprunget af tandhjulene og har kilet sig fast.

Fra en ende af.

En hektisk sommer og et endnu mere hektisk forår er kulmineret med denne rejse. Målet er at være sammen, opleve noget nyt, komme hjem med helt rene hjerner og nye kræfter at tære på. Så megen surhed og mistro at lægge bag mig; så meget godt at gå ind til.

Men altså, dette er en rejsedagbog. Og det skal handle om rejsen, selvom jeg lige nu ikke kan rumme den del af den, der allerede er overstået. Først og fremmest er jeg træt lige nu. Jeg stod op fredag morgen klokken halv otte, og fra da og til nu har jeg vel sovet sammenlagt en times tid. Nu er i øvrigt lørdag aften klokken 22.

Der var pakning af bilen, fodring af unger, oprydning i det hus, der skal vises frem til mulige købere i morgen. Der var indstopning af børn, bamser og tæpper og puder og tasker med svømmefødder indtil hver en ledig kubikcentimeter af den toptrimmede bil var fyldt op med mennesker eller deres ragelse.

Så var der bevidstheden om, at fredagen den 15. juli ved 16-tiden nok var det dårligste tidspunkt på året at forsøge at trænge gennem Elbtunnelens forsvarslinjer. Der var de tredive kilometer før tunnelen, hvor køen pludselig stod der, og der var tankerne om, at det her kan ikke være rigtigt. Der var erkendelsen af, at det var rigtigt. Næsten to timers erkendelse.
Der var første rast ved Harburg; fire timers møje udmøntet i lidt over to hundrede kilometers fremdrift. Der var åben motorvej til Göttingen; seks timer i alt ved rattet. Der var Burger King og tissetår i hegnet, fordi 70 cent alligevel er meget for at få lov til at pisse. Der var børn i nattøj og børstede tænder og putning med tæpper og flere bamser.
Der var Camilla ved rattet gennem Kassel Bakker og mig, der desperat prøvede at lukke mine sviende øjne. Der var ingen succes hvad det angår.

Der var førerskift præcis ved midnat et sted nord for Würzburg. Der var klar himmel og fuldmåne.

Sovende familie i bilen og ingen, stort set ingen andre end os på vejen. Månen, der skinnede på landskabet og timerne, der gled forbi i den korte sommernat.
800 kilometer. 900 kilometer. Nulstillet triptæller ved 1000.

Så var der det første skilt med Østrig og silhuetterne af Alperne, blå kulisser i måneskinnet.
Kirkespir i dalstrøg og lavthængende mosekonebryg.

En tunnel, og motorvejen var slut og Østrig begyndt. Hårnålesving og Zugspitze som en vældig pyramide i mørket. Fernpass, 1210 meter o.h., og klokken var fire og alle var vågne og sludrede løs om Alper og bjergveje.

Der var en hurtig beslutning. Efter fire timer nonstop ved rattet siden midnat blæste vi forbi Innsbruck og gik efter Brennerpass inden de andre nåede så langt. Vi steg og vi steg i sommernatten, og det lysnede bag natsorte bjergskygger, og månen var lige fuld.

Klokken ca. 05.00 gled vi umærkeligt ind i Italien, her hvor der i fordums tider, før Schengen, var et karneval af mennesker, hvis levebrød det var at opholde andre på vej sydover og at få dem til at stå i kø og skrive med blokbogstaver på formularer med respektindgydende våbenskjolde påtrykt. Der var penge i lortet. I dag blæser man lige forbi tomme betonbarakker, ingen åbenbart gider rive ned. Måske, tænker de, får man brug for dem igen en anden god gang, når de gode tider med kontrol og mistillid igen skaber arbejdspladser i afsides egne under himlen.

Halv seks, og vi holder ind syd for Brennerpasset. De andre tre lægger sig prompte til at sove; kun jeg, som har kørt de 1000 af de foregående 1200 kilometer, natten igennem, kan ikke finde ro. Jeg jager desperat enhver antydning af søvn, men rammer altid lige forbi. Familien sover, ruderne dugger, solen stiger på himlen og jeg tager en beslutning. Jeg går rundt om bilen og får selerne på de tre sovende, og så kører jeg videre sydpå. Først ved Bolzano overlader jeg rattet til Camilla; de to små sover og går glip af Dolomitterne i al deres knusende pragt.

Vi får vores første smag af noget italiensk, da vi standser ved Trento og køber doppio espresso, per favore, og jeg skyller scenevant den stærke kaffe ned stående ved et højt cafebord omgivet af hjælpeløse turister, der ikke ved, hvad de skal stille op stillet over for den højt udviklede italienske kaffekultur. Jeg gør og jeg nyder bevidstheden om det. I øvrigt er jeg nu så træt, at jeg begynder at have fornemmelsen af at gå et par centimeter ved siden af mig selv som en dårligt fokuseret smalfilm. Det summer i hele kroppen. Her er klokken lige knap 7 morgen. Jeg skriver dette femten timer senere og har i mellemtiden blundet godt tredive minutter. Mine øjne svider; mine kontaktlinser er fedtet til og skal blinkes rene med jævne mellemrum, og alligevel kan jeg ikke løsrive mig fra det sceneri, der omgiver mig. Nu er mørket totalt og småbyerne gløder på deres bjergtoppe.

Tidligt i morges gjorde vi vores første holdt i Limone sul Garda, hvor jeg aldrig har været før. Det er den kønneste lille middelhavsidyl, næsten for køn og renskuret, for effektiv og nem. Et par minutters gang fra et moderne p-hus gennem hysterisk skrubbede gyder som taget ud af en manual over den perfekte måde at konstruere italienske kystlandsbyer på, ned til havnen og til en cafe lige ved den mest nuttede lille bådehavn; ikke meget større end vores baghave, pæn, ren og med den mest uhyrligt dramatiske naturlige kulisse omkring sig i form af lodrette klippevægge, søen selv med dens urolige, flaskegrønne vand og Baldomassivet på den anden side af søen som en klippetsunami over sagesløse Malcesine.

Vi bløder euro på en cafe i vandkanten, sopper på byens officielle badested og bliver enige om at køre længere ned ad kysten for at bade rigtigt i Campione del Garda, som jeg har udspioneret på Google Earth. Det er dog en skuffelse. Entreprenante individer har smidt et bjerg af grus ud i søen lige under en fem hundrede meter overhængende klippefacade og her bygget det italienske idealsamfund. Her er etageejendomme, der kun ved nærmere øjensyn viser sig at være helt nybyggede og ikke seks hundrede år gamle. Her er et torv med alt, hvad der skal være, inklusive en flok gamlinge, der sidder og hænger, bortset fra at disse gamlinge tydeligt nok er ved muffen, nys pensionerede direktører og højt placerede offentligt ansatte, der nok er pensionister, nok sidder og hænger, men er lige så autentisk placerede i dette Disneyworld som alt det andet er det, og det vil sige slet, slet ikke. Her er umuligt at bade. Her er surferskole og to hold insisterende sommergæster, der ligger på skærverne i den pæne grusgrav og lader som om de er ved vandet. Vi kører igen. Jeg betaler 1 euro for at parkere.

Så er det, vi kører op gennem Brasa og kommer til Tremosine klokken 12. Femten minutter efter er vi i poolen, som vitterlig er både lækker og stor og har den mest guddommelige udsigt over bjergene.

Og så er det, at klokken er blevet mange på denne min første aften i Tremosine. Jeg føler, jeg har været her en måned. Jeg føler også, at jeg ikke er kommet endnu. Jeg er nok bare dødtræt, i virkeligheden.

Orange mod sort, sådan gløder husene og de små byer mod det natsorte. Over mig stråler stjernerne.

Inden for sover min familie, trætte og allerede solbrændte.

På halvandet døgn har jeg sovet godt en lille times tid; jeg har egenhændigt kørt 1200 kilometer; jeg har okset rundt siden vi kom og før vi tog af sted, og alligevel sidder jeg her på min italienske balkon og tror ikke, jeg kan falde i søvn.

Vi får se. V høres ved i morgen.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s