Mine bøger · Rejsedagbøger

En forfatters møde med virkeligheden


Jeg går rundt med blandede følelser i maven i disse dage.

Jeg kommer ikke til Iowa. Heldigvis. Desværre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene.
Tilbage i marts blev jeg kontaktet af Den Amerikanske Ambassade i København. De ville gerne indstille en dansk forfatter til det prestigefyldte International Writing Program på University of Iowa i Iowa City, et 10 uger langt residency for (som det hedder) ”emerging writers”, altså forfattere, der ikke er alt for etablerede endnu. Og de ville altså gerne indstille mig til at være det danske bud på en deltager. De syntes, jeg passede godt dertil, og de syntes, at mit aktuelle skriveprojekt var tilpas lovende.

Jeg var smigret og ikke så lidt oppe at køre; en stor ære, en kæmpechance, alt det der. Det er fem år siden, det sidst lykkedes at få en dansker med på programmet (Mathilde Walter Clark), og der ville være mulighed for at koncentrere sig helt og aldeles om at skrive i 10 uger i et formentlig særdeles frugtbart miljø. Coaching af nogle af USA’s bedste internationale forfatternavne, oplæsningsturné, deltagelse i workshops, skrivefredogro – og i øvrigt med alt betalt. En forfatters vådeste drøm, syntes jeg (udover at sælge en million bøger, selvfølgelig).

Det var lige, så jeg dirrede over det hele. Den første egentlige anerkendelse af min forfattergerning ud over en stribe fede anmeldelser; jeg kunne fornemme, at det var stort.
Men samtidig står der jo også en virkelighed derude og vil ind.
Der er job. Der er familien. Der er pengene.

Pengene først. Selvom alt er betalt, skulle jeg stadig på en eller anden måde skaffe mig nogle skillinger at leve for derovre; man kan ikke sidde i USA i 10 uger uden en rød reje. Og så er der hele maskinen derhjemme – der er hus, der er en budgetkonto, der skal fodres, og næsten 3 måneder uden en indtægt – hvad gør man så? Ambassaden lovede mig et venligt brev at sende ud til fonde og potentielle sponsorer, men tiden ville være umådeligt knap. Alt, alt for kort tid.

Jeg skyndte mig at skrive en tilføjelse til min ansøgning til Statens Kunstfond – jeg nåede det lige inden første april. Fik en lettere pikeret mail tilbage, at sådan gjorde man altså ikke, men de skulle se, hvad de kunne gøre. Jeg tillod mig et fesent håb. Det må da få tremandsudvalget til at se mere end blot kursorisk på ens ansøgning, at man sådan er indstillet til den slags? Det er muligt, de kiggede mere end kursorisk. Men brevet, der kom sidst i maj, havde samme ordlyd som altid: Vi beklager at måtte meddele dig. OK. Det var så heller ikke det, der skal til. Gad vide … men det hører ikke til denne historie.

Så var der familien. Her er jeg rigeligt udstyret på både den ene og den anden måde. Jeg har små børn og en kone med job, et hus, en trailer, en have, en kanin og en parabol. Hvordan skal det ikke gå uden mig og min indtægt? Min kone så mig i øjnene og sagde, selvfølgelig skal du det. Hvis du bliver valgt ud. Selvfølgelig. Sådan er nogle af os så heldigt stillede, og hvis jeg selv skal give kommende forfattere et godt råd, må det være dette: Find dig en god ægtefælle, der ikke spørger, hvad i himlens navn det her skal til for.

Så er der job. At skrive er ikke mit job, det er bare min passion. Så jeg tjener penge ved et fuldtidsjob og sniger mig til at skrive om aftenen og i weekenderne. Og her er endnu en lærdom, jeg har draget: Der findes ingen regler om hvad man kan og ikke kan som forfatter. I debatten sidste efterår lød der klynketoner fra flere kolleger: Man kan, kan, kan ikke være forfatter og have et job ved siden af. Det er noget vås. Jeg kan. Leif Davidsen kunne, indtil han havde skrevet 7 romaner og gik ind for at sige op. Kafka kunne, uden sammenligning i øvrigt. Man kan, hvis man vil, og lad ingen sige andet. Jeg fik en aftale med min chef om at jeg kunne få orlov. Så vidt, så godt. Sagen var bare den, og det vidste min chef jo ikke, at jeg havde fået et jobtilbud, som jeg havde ventet på i et par år. Fedt job i Århus. Drømmejob, faktisk. Med start 1. august. Der var lagt op til det store karriere- og interessesammenstød; hvad fanden skulle jeg stille op, hvis jeg blev valgt til Iowa? Hvad skulle jeg stille op, hvis jeg ikke gjorde?

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde været modig nok. Så havde jeg sagt nej til job i Århus og satset på at komme til USA. Men man kan være nok så modig, hvis man er fri. Hvis man nu var 25 og boede alene, ikke. Hvis man var så meget. Men jeg er velsignet med familie og evnen til at skrive ved siden af mit job. Så jeg er ikke mere fri, end jeg har gjort mig selv til over de sidste femten år. Det er bare realiteterne i mit liv, og jeg må tilpasse mit skriveri dertil.

Jeg blev ringet op af Ambassaden. Desværre. Jeg var ikke blevet valgt ud.

Det er svært for en dansker at blive udvalgt til den slags, kunstneriske meritter uagtet. Det handler om demokratieksport, politik, alt muligt, og der har man alt andet lige større chancer, hvis man stammer fra Pakistan, og det forstår jeg så udmærket. Jeg vil heller ikke stå i vejen for nogen. Jeg ville bare gerne. Eller også ville jeg ikke.

Jeg ved ikke om det kun er mig. Men jeg synes, virkeligheden er noget juks.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s