Mine bøger · Rejsedagbøger

Klokken på Hald


Lørdag:
Jeg har ringet med klokken. Her til eftermiddag hev jeg i rebet, og den lille klokke over kapellejligheden kimede. En symbolsk handling, og så endda i regnvejr.
Jeg brugte formiddagen på at rette de sidste ting på plads. Vi er det på niveau, hvor en sætning her og en sætning mindre der gør en verden til forskel i forfatterens hoved. Jeg har rundet de 80.000 i det samlede manus, så det er ikke en kæmpe, det er faktisk den korteste bog, jeg har skrevet. Det gør ikke spor. Hellere for lidt end for meget er reglen.

Lige omkring middag mailede jeg til min forlægger og trykkede på send. Og så sad jeg bare og så ud på regnen på ovenlysvinduet.

Det er en underligt tom følelse. Jeg kan kun dårligt forklare det. Det handler om, at man har gået rundt med den her historie i hovedet i godt et år, skrevet lidt her, tvivlet på, om det nogensinde blev til noget.

Jeg ved endda præcis hvornår kimen til bogen blev lagt. Det gjorde den i februar 2010; altså inden min 2. roman, Mindset, udkom. Jeg var på sidste seminar af min masteruddannelse og boede den weekend på Århus Universitets gæstehus på Trøjborg. Alene på et værelse – med ovenlysvindue – og jeg gik en aftentur ned langs vandet. Badeanstalten Den Permanente stod sort og ensom i regnen; jeg tror nok, den lignede meget mine egne tanker den aften. Jeg var træt; jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kunne knap nok slæbe mig af sted. Der var vandpytter og plamager af gammel, halvt smeltet sne på stien. Passager med hårdnakket is, hvor man måtte tage bittesmå skridt. Foråret syntes langt borte. Jeg tænkte, at jeg med et følte mig som en mand på firs år. Alene i et værelse på Trøjborg. Jeg længtes efter at bo i Århus igen, savnede min familie, som jeg altid gør det, når jeg er væk fra dem i nok så kort tid. Havde det i det hele taget skidt.

Så gjorde jeg det, som nok reddede den aften. Jeg gik på Englen, ind i lyset og varmen, snakken fra de mange gæster. Jeg fik god mad, en sludder med tjeneren. Da jeg gik hjem, følte jeg opløftet. Der var altså andre mennesker end mig i verden.
Før jeg fik set mig om, var jeg ved at skrive en historie om at være gammel, om at være ensom og at bo på Trøjborg. Om at dumpe tilfældigt ind på en cafe og der møde menneskelig varme. Det gode ved at være forfatter på den måde er, at alting er tilfældigt. Jeg skriver bare, og personerne vokser frem. En gammel mand og en cafebestyrer. Så får de navne, de får en historie, tanker, følelser, ting, de savner, holder af, længes efter, sørger over.

Det er, kort fortalt, den historie, jeg lige har skrevet færdigt. Den handler om sorg over at miste, om længsel, om kærlighed til sine børn. Men den er også morsom, grov og tilpas kantet til at der er masser af gods i den.

I sidste ende, og vigtigst: den er forhåbentligt også spændende og vedkommende, og hvad den i øvrigt handler om, det opdager jeg først, når selve skriveprocessen har bundfældet sig. Det lyder mærkeligt, at en forfatter ikke ved, hvad han skriver om. Men det forekommer ganske ofte, især man (som jeg) ofte kører af sted på en bølge, drevet af det underbevidste. Temaer dukker op som allerede etablerede sammenhænge i teksten til forfatterens forbløffelse. Det lyder som noget sludder. Det er det ikke.

Den tomme følelse kommer af at have sagt farvel til noget, man har levet med på godt og ondt i lang tid. Jeg har færre tvivl, færre kvababbelser med denne tekst end med mine to foregående romaner; jeg ved, det er godt og at det giver mening, i det mindste for mig.

Jeg har elsket min uge på Hald, og jeg har brugt tid på det, jeg holder allermest af at gøre. Kunnet fokusere helt og holdent på det, så meget, at jeg på et tidspunkt måtte tænke mig godt om for overhovedet at huske, hvilken årstid vi har lige nu.

Jeg gav cremant d’alsace til holdet på Hald: fribyforfatterne, deres mentor Karsten og min skrivekollega i Smedehuset. Vi sad i køkkenet på Hald og sludrede, tre danskere, tre afrikanere med tre meget forskellige kulturelle baggrunde. Vi grinte og drak cremant, og vi observerede Noufel, der lavede couscous til os. Vi tændte stearinlys, os seks, tænk at have en hel herregård helt for sig selv. Udsigten over parken, rødvin, mad, godt selskab.

Jeg tænkte, at det er dette, min bog handler om. At være isoleret med sine tanker, som jeg har det været på Hald. At komme ind i varmen og være sammen med andre, erfare dem, høre deres historier, rystende som de er. Disse fribyforfattere; deres historier fra i aften er ufattelige. Dem håber jeg at høre mere til. Deres vilje til at klare sig gennem uhyrlige vilkår og deres gode humør, deres ligevægt, deres evne til at være til stede i nuet. Måske skal man fængsles, trues, få sin arbejdsplads brændt ned af regeringens egne mænd, før man påskønner det enkle øjeblik. Jeg føler mig oprigtigt privilegeret over at have kunnet være sammen med den en aften. Og over at være forfatter og skribent i Danmark, ikke der, hvor de kommer fra.

Nu skal jeg hjem. Hjem til min familie, som jeg savner, som jeg savnede dem den aften i Århus.

Jeg er forløst, men også sært tom. Min bog er skrevet færdig.

Nu er det hverdagen, der venter mig.

Reklamer

One thought on “Klokken på Hald

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s