Mine bøger · Rejsedagbøger

Hald, 2011, første dag


Jeg har for vane at blogge væsentligt mere intenst når jeg er her på Hald end normalt. Det hænger nok sammen med det, et ophold på Hald gør ved en: Det fokuserer skriveenergien.

Det er aften, og det er min første dag. Jeg har set frem til at være her og til at kunne koncentrere mig om arbejdet. Det smukke ved at være her er at her vitterlig ikke er andet at gøre end at skrive, sove og gå ture. Landskabet udenfor kalder på vandrefuglen i en; Hald Sø og Dollerup Bakker er lige uden for døren, bogstaveligt talt. Man har lyst til at gå derud og til at ligge i græsset og se ud over landskabet. Her er fugle, der ikke findes mange andre steder i landet, som isfuglen. Når man sidder med rumpen mellem lyng og blåbær, kan man høre fuglestemmer, man ikke hører andre steder. Ikke at jeg kan identificere dem, kun høre, at de er særlige og anderledes. Hele verdens overflade krænger sig op og ud i dette landskab. Det er vildt og råt; i dag er det vådt og fugtigt og lodret. Vinden pisker søen, og de lysegrønne bøge klager og bøjer sig.

Jeg kom hertil i dag ved middagstid. Da jeg kørte ned ad vejen til Hald, må jeg indrømme, mit hjerte hamrede hårdere end normalt. Hvorfor?

Ganske enkelt fordi jeg har dedikeret en hel uge til kun at skrive. Og det at skrive er altid forbundet med en dyb usikkerhed – om den historie, man er i gang med, er en stor blindgyde; om man kan, når man skal.

En uge på Hald er en uge, man ofrer af sit liv. Jovist, et eller andet sted nyder man det. Det der med at kunne sove længe og følge en indskydelse om at måtte ud at gå. Ingen pligter. Det nyder man da.

Men tiden er dyrebart købt. De fleste forfattere, også jeg, har jo et job. En uge taget ud af sammenhæng kræver, at den bliver brugt og udnyttet.

De første timer her har jeg brugt på at læse i mit manus; ikke det hele, det er for omfangsrigt. Men jeg har noteret og studeret min mangelliste og vurderet, at jeg kan nå det.

Derefter gik jeg ned langs vejen en kilometer eller så. Ud til starten af stien rundt om Indreøen. Men jeg var for træt. Her i weekenden har jeg vandret 14-16 kilometer hver dag, langt mere end jeg er vant til. Mine fødder er ømme, og jeg er træt. Så jeg måtte vende om, og da jeg kom hjem, sov jeg næsten to timer i værelset lige under klokken.

Stod op og satte mig til at skrive i natbukser og sokker. Og nu har jeg skrevet 3000 ord, og jeg har slettet godt 1000, der ikke hørte med.

Det er sådan, det skal være. Kan jeg holde en kadence på 3000 til 5000 ord dagligt mens jeg er her, så når jeg i mål.

Og så bliver det en forbandet god bog.

Det bliver en bog om kærlighed. Det bliver også en bog om min kærlighed til at skrive.

Jeg har skrevet mig ud af mine skrivenerver fra tidligere i dag. Det er et spørgsmål om erfaring. Man er altid nervøs, når man skal stå nøgen over for sig selv og gøre virkelighed af drømmene om at skrive for fuld skrue. For det er så sjældent, man får lov til det. Men har man gjort det før, kan man også gøre det igen.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s