Uncategorized

Jeg er ikke en jumbobog


Da jeg udgav min første roman Tornmark tilbage i 2009, var mit forlag egentlig meget begejstrede for tanken om at den skulle være en serie. At bogen skulle være den første af mange, centreret om det samme persongalleri og de samme steder. Jeg var selv også begejstret for ideen, hovedsageligt inspireret af de mange forfattere, der for tiden skriver i serier. Men jeg var også nødt til at stoppe op og tænke efter. Som læser er jeg selv dybt skeptisk over at læse bag på en bog, at dette er den første i en serie på otte bøger om den unge retsmediciner/journalist/dommer/politikvinde m/k og hans/hendes personlige pinsler over den overstående/lurende skilsmisse og de to/tre/fire børn og disses fremtidige skæbne. Deres trængsler med børnehave, med mænd, med kvinder, med uønsket hårvækst – ærligt talt. Det gider jeg sgu ikke være en del af.

Som forfatter skal jeg primært skrive det, jeg selv gerne ville læse, og dette er ikke sådan noget. Og!

Som forfatter er jeg oprigtigt talt uforstående over for kolleger, der ved med sikkerhed hvad de skal lave om otte år, når de skriver sidste bind. Jeg tænker altid, at de til den tid får skiftet bind i stedet – hvordan pokker kan man som kunstner og menneske vide, hvad man vil lave om otte-ti år? I virkeligheden minder den slags serieproduktion mig om Anders And, hvor man har det samme persongalleri, der aldrig ældes, aldrig forandres, men bliver udsat for hårrejsende ting hver eneste mandag.

I krimiverdenen er det bare hvert år.

Selv da jeg (med fryd) læste Sjöwall/Wahlöö tænkte jeg, at Martin Beck ligegodt fik sin bekomst mere end andre politimænd, og at han og hans Stockholm mindede mig om hr. And i Andeby. Også de serieforfattere, jeg har nydt i fulde drag – Mankell, Rankin – bliver trætte til sidst, langt trættere end deres livstrætte hovedpersoner.

Jeg vil meget, men jeg vil ikke skrive jumbobøger. Jeg kan ikke med god samvittighed gentage mig selv. Det lader jeg de andre forfattere om. Jeg gider ikke læse det. Jeg gider ikke gøre det. Jeg vil fornys.

Jeg prøvede faktisk – jeg har en håndfuld kapitler til en Tornmark 2 liggende på harddisken, og de er såmænd ikke ilde. De fungerer som spændingslitteratur, måske også bedre end de ting, jeg skrev i Tornmark 1. Men …

Jeg vil det ikke. Jeg kan ikke med min bedste samvittighed skrive fiktion som en bestillingsopgave, ikke engang fra mig selv til mig. Når jeg ikke kan det, skal ingen bestille fiktion hos mig, for det kommer aldrig til at fungere. Jeg vil mit nutidige projekt, fordi det giver mening for mig. Jeg skal ikke leve af det; jeg skal skrive af kærlighed til det nu, der opstår, når jeg skriver.

Jeg prøver at vokse med min produktion hver eneste gang, jeg skriver noget nyt. I min kommende roman prøver jeg at gå helt nye veje og lade mine personer føle og tænke snarere end at handle.

Jeg ved jo ikke, om det lykkes. Det er muligt, kritikerne ikke kan lide det. Eller publikum. Eller lektørerne. Eller mit forlag. Måske ikke engang jeg selv, i sidste ende.

Og jeg skriver den heller ikke færdig uden en vis hjertebanken, for den er anderledes.

Uden bankende, dirrende hjerte bliver ingen litteratur rigtig god – det tror jeg på.

Det kræver, at man tør turde frygten at skabe noget, der måske er kunst.

Det kræver også en accept af den lurende fiasko, alt imens man håber og tror, man har gjort det rette.

I næste uge, på Hald, vil det vise sig, om jeg kan gøre det færdigt, som jeg er
begyndt på.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s