Uncategorized

Om hvor langt modet rækker


Jeg gjorde en mand meget vred i går.

Endda en mand, jeg holder meget af og altid har betragtet som en venlig og rummelig, og – vover jeg at bruge ordet? Så lad gå. – holistisk mand. En af den slags, der altid har et venligt ord til overs. En af dem med velovervejede, erfarne meninger, sådan en, jeg ville ringe til, hvis jeg stod på gaden og mit hus var brændt ned, sådan en, der ville tilbyde mig en sofa og en vej tilbage til livet.

Så det kom bag på mig, at han blev så vred over det, jeg havde sagt.

Det, jeg sagde, skal lige sættes ind i en kontekst. Den kommer her.

Jeg holder koncertintroduktioner nogle gange årligt i kraft af mit job i symfoniorkestret i Sønderborg, og her taler jeg gerne om den værdi, jeg mener, kunsten og musikken har. Jeg er ikke bleg for at bruge en sjat patos her og der; det får tilhørerne med. Jeg elsker at give folk en god oplevelse, og selv om jeg er jyde og egentlig et beskedent menneske, så vil det være absurd at sige andet end sandheden: Jeg er en helvedes god formidler. Jeg er aldrig nervøs, selvom der sidder 200 mennesker i salen og lytter. Jeg ved, at jeg måske glemmer lidt her og der, men at jeg i sidste ende nok skal få alle med. Jeg anser ellers ikke mig selv som et frembrusende eller udpræget arrogant menneske, men jeg ved, hvad jeg kan, og kunsten at formidle er selve blodet i mine årer. Når jeg holder tale eller skriver, gør jeg bare det, jeg ved, jeg er født til.

I går talte jeg om Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Den skrev han i den periode, hvor Stalin var allermest paranoid. Sjostakovitj var Sovjetunionens fornemste kultureksport i årene efter 2. verdenskrig, men Stalin hadede og frygtede moderne kunst og moderne musik. Han var tonedøv som en spand cement, men grunden til, at han havde så stor succes som diktator, var, at han forstod, at kulturen definerer mennesket, og når kulturen definerer mennesket, kan diktatoren ikke gøre det. Derfor må den ambitiøse diktator først og fremmest sørge for at undertvinge kulturen. Ellers kan folk jo gå hen og erfare noget om livet, som ikke passer i diktatorens kram, og så gør diktatoren ikke sit job ordentligt. Så mister han måske grebet.
Man kan ikke forstå Sjostakovitj uden at forstå hans tid og hans forhold til Stalin.

Så det talte jeg om. Jeg talte om, hvordan Sjostakovitj skrev nogle af sine bedste værker til skrivebordsskuffen, vel vidende at tiderne ville skifte, diktatoren ville forsvinde, og viljen til at udtrykke sig kunstnerisk ville sejre.
Selv en diktator som Stalin frygtede kunsten, fordi han intuitivt forstod, hvor vigtig den er, hvor stærk den er.

Det var mit tema. Og fordi jeg synes, at demokrati og et frit samfund er en skrøbelig ting, så drog jeg – med en vis bæven, det skal jeg indrømme – en parallel til Danmark i 2010. Jeg fornemmede på publikum, at de var med mig, så jeg sagde det, jeg ikke vidste, om jeg ville sige, nemlig:

Vi i Danmark i dag har svært ved at forestille os, at en politiker kan finde på at bestemme over kulturen. Et vildt eksempel: Det ville være utænkeligt, at en politiker i dag ville finde på at foreslå, at bestemte befolkningsgrupper ikke må se bestemte tv-programmer fra bestemte lande. Noget sådant ville vi aldrig acceptere i dag, i vores land. Vel?

Latter, jubel; jeg havde tilhørerne med mig. Flere kom efter foredraget og sagde, at de syntes, det var alle tiders, at jeg turde sige, hvad jeg havde sagt.
Flere, men ikke alle. Min gode bekendte konfronterede mig efter foredraget, og han var rødglødende rasende.

Her gik han og betalte til alle disse mennesker, der sad og nassede og fik gratis tv og ikke gad bestille noget, og hvor vovede jeg at sætte mig sådan op og være smagsdommer?

Han pegede på mig med en pegefinger som en revolver og sagde:

Det er dig, der er som Stalin. Dig med dine smagsdomme. Det er dig.

Jeg ved godt, at når man provokerer, som jeg gjorde i går, så får man hug for det. Det fortjener man, og det forventer man. Men det gjorde mig alligevel lidt ked af det; mest fordi jeg bagefter tænkte, at man kan sgu aldrig vide, hvor folk egentlig står. Ikke før de provokeres. Selv de, man holder af, kan vise sig at indeholde noget, der overrumpler.

Jeg nåede ikke at gøre diskussionen færdig.

Men pyt med det. For det handler jo ikke om gratis tv. Eller gratis cykler, for den sags skyld, eller saftevand og kage. Det handler om, at vi lige nu oparbejder en konsensus om, at det er i orden for politikere at blande sig i hvilke kanaler, der må ses i Vollsmose, og at det er i orden, at politikere halvt i spøg blander sig i, hvordan DRs søndagsdrama skal skrues sammen.

Det er ikke i orden.

Det frygtelige er ikke, at det finder sted, for snæversynede mennesker med magt vil altid prøve at blande sig i kulturen. Det frygtelige er, at ingen råber op og drager parallellen til tidligere tiders diktaturstater. Det er der, miseren og smerten stammer fra. Ingen siger stop, så det kan høres.

Jeg talte i går til 200 mennesker og mumlede mit eget forblommede aber dabei. Det eneste, jeg skammer mig over, er, at jeg ikke råber højere, når jeg har ordet.

Sjostakovitjs historie og liv og værk er uadskilleligt fra politik. Musik er uadskilleligt fra politik; litteratur, teater og kunst er manifestationer af politisk kritik og har alle dage været det. Hvis ikke vi forstår det, forstår vi ikke Sjostakovitj – forstår vi ikke Sjostakovitjs historie, lærer vi intet af vor egen.
Magthaverne frygter den frie kultur og det frie ord. Og de, der vil lægge bånd på menneskers kunstneriske udfoldelse, menneskers trang til at fortælle, taber. Altid. Historien vil altid dømme dem ude.

Det var bare det, jeg ville sige i går.

Og jeg holder ikke min kæft. De kan fyre min røv, men jeg siger, hvad jeg vil. Indtil den dag, der kommer en dansk Stalin strygende ind fra højre og indfører nogle ordentlige repressalier, og tro mig, de står klar derude i kulissen og tripper.

Indtil den dag vil jeg sige, hvad jeg mener.

Indtil den dag. Så må jeg se, hvor langt modet egentlig rækker.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s