Uncategorized

Noget om tolerance


Her følger lige et indlæg, der ikke vedrører min forfattervirksomhed som sådan, men mere handler om min situation som indvandret østjyde til Sønderjylland. Noget, der ikke altid er let.

Siden jeg flyttede herned, har jeg reflekteret over dette: at jeg føler mig som i et fremmed land til tider. Hverken Danmark eller Tyskland, men noget helt tredje, noget sønderjysk.

Instiktivt er jeg altid på vagt over for enhver gruppering, enhver gravning af løbegrave mellem dem og os; enhver gang, nogen ikke forstår den vitale distinktion mellem det, grækerne kaldte doxa, og det, de kaldte episteme. Doxa er troen; episteme er den absolutte, uigendrivelige viden. Menneskehedens problemer opstår, når vi tager doxa for episteme, anser vores egen tro for at være ubestridelig sandhed. Faktisk tror jeg, at alle de største konflikter i vores historie kan koges ned til dette ene fejltrin. Det, vi tror, er ikke nødvendigvis endegyldigt sandt for alle til alle tider, og vi har ikke ret til at gå i krig for det. Doxa kontra episteme. Platons vidensideal er netop det; et ideal. Ikke en realitet.

Jeg havde forleden dag en intens diskussion med en særdeles overbevisende mand, en dygtig debattør. Vi talte om det nationale og det nationalistiske, og hans udgangspunkt var, at man skal være dansker før man kan være europæer, og gerne sønderjyde, før man kan være dansker, og så fremdeles.

Et meget grundtvigiansk synspunkt, naturligvis; og et, jeg aldrig rigtig har reflekteret over på den måde. Min moddebattør var for eksempel fortørnet over, at der kan optræde tyske soldater på Dybbøl 18. april.

Sagen er bare den, at jeg er uenig. Ikke alene er jeg uenig, jeg er også dybest set ligeglad. Jeg synes, det er fint, at der er tyske og danske soldater på Dybbøl. So what? Begge nationer led tab. I dag må vi skulle forsones. Ellers er vi fucked.

Et eksempel: Jeg ror tit i min havkajak i Sønderborg Havn. Der er umådeligt smukt, de to bredder, kirken, broen, husene, slottet. Og så de to roklubber. En dansk og en tysk.Lige ved siden af hinanden. Uden at have noget med hinanden at gøre.

Hvorfor pokker fusionerer de ikke og fordobler deres styrke, deres medlemstal, deres glæde ved deres fælles interesse? Jeg forstår det ikke. Jeg ror tit forbi Sønderborg Roklub og Ruderverein Germania; de ligger ved siden af hinanden på Sønderborg Havnefront, lige præcis ved siden af hinanden. Men de har hver deres lokaler, hver deres både. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg har lyst til at stige ud af kajakken og sige til dem: Slap dog af. Se på uret. Klokken er 2010. Er vi kommet videre? Eller er vi stagneret i fordums idiotiske løbegravegravning?

Min modpart virrede med hovedet og vrikkede med pegefingeren.

Roerne, siger han, er fælles om deres nationalitet. Ikke deres sport.

Jeg ryster på hovedet; fatter det ikke. Dybest set, fatter det ikke.

Grunden er, sagde han, at jeg er nørrejyde, som det hedder, hvis man stammer fra et sted nord for Kongeåen. Han lænede sig ind mod mig og sagde: Du er tolerant. Det kan vi ikke lide, os sønderjyder! Vi er frisindede, nogle af os, men ikke tolerante! Tyskerne i Tyskland, danskere i Danmark! Jeg var rystet. Ærlig talt troede jeg, de holdninger døde for årtier siden, men jeg tager åbenbart fejl.

Tolerance er det største plusord i mit vokabularium. Men andre mener andet. Fint nok.

Mit udgangspunkt i livet har altid været dette: At der skal være plads til alle, at ingen er bedre end andre alene i kraft af ordlyden i deres pas. Det er det enkelte menneskes gerninger, der tegner mennesket, ikke nationaliteten.

Jeg ved, jeg stikker hånden i en hvepserede med disse ord, som sikkert finder vej til en af mine klummer i JydskeVestkysten og en række rasende læserbreve (hvilket debatredaktøren vil elske), men her kommer de alligevel: Jeg tror på det enkelte menneskes værdi; nationalitet, hudfarve, religion underordnet.

Jeg vil blæse på nationalitet. Jo mere, vi graver grøfter, jo mere graver vi os ned i Dybbøl banke. Jo mere, vi graver os ned, jo mere pifter kuglerne os om ørene. Vi skal op af de forbandede løbegrave, op og give hånd. Uanset hvem vi er. Ellers er vi fortabte.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s