Uncategorized

Genre skal dø!


I en optaktsartikel til årets krimimesse her i weekenden skriver Leonora Christina Skov i Weekendavisen i dag en artikel med titlen ”den danske statslitteratur.”

Artiklen har vakt en del jubel i mine facebookkredse, og det kan jeg godt forstå.

For det første fordi mine facebookforfattervenner alle kan henregnes til dem, der begår de såkaldte ”genreromaner”, som LCS skriver om. Der er forfattere af krimier og børnebøger og fantasy, og ingen af dem har mig bekendt nogensinde fået en øre i støtte fra fonde eller fra statens litteraturfonde. De må klare sig selv.

Leonora Christina Skov skriver i artiklen – med krimimessen som anledning – at så vidt hun kan se, er betegnelsen ”genrelitteratur” et misfoster. Betegnelsen er dukket op, fordi der i mange anmelderes og kritikeres øjne må drages en skillelinje mellem ægte litteratur og det, der er mindre end ægte. Mellem de litterære romaner og dem, der er baseret på plot eller på et tåget genrebegreb; netop: krimier, kærlighedsromaner, fantasy og anden angiveligt middelmådig litteratur. Der kan grupperes som henhørende til en genre.

Nu har jeg nok altid selv opfattet Leonora som en del af parnasset og en af dem, der ser ned på den såkaldte genrelitteratur (som det nu er døbt, fordi et hvilket som helst andet begreb er mindst lige så ufyldestgørende), så jeg klappede i mine hænder af glæde, da jeg læste artiklen. Jeg synes, den er lige så sympatisk som den er godt ramt.

Fordi, skriver hun, al litteratur er jo genrelitteratur. Også bekendelsesromanen, kortprosa-fra-forfatterskolen-romanen, alt det, der får kunststøtten. Det kan alt sammen henregnes til en genre.

Dermed retter hun også et angreb mod genrebegrebet som sådan. Og det med rette.

Genre er en forbandet spændetrøje, som vi forfattere må slås med. LCS’s artikel er jo foranlediget af krimimessen i Horsens, og det er jo et genreudtryk, så det basker – alle forfattere, der deltager, er pr. definition krimiforfattere. Fint nok – vi har alle noget til fælles, os, der kommer. Men forskellene er så sandelig også til at tage og føle på.

Genre er en kasse, vi propper ting ned i, fordi kasser nu engang er bekvemme. Men genren er også et diskursivt konstrueret areal i det rene intet; en nuldimension, hvis vægge smuldrer mellem fingrene på os, når vi prøver at finde ud af, hvor grænsepælene skal plantes. Jo mere, vi studerer begrebet genre, jo mindre værdi har det.

Jeg har selv oplevet, hvor besværligt genrebegrebet er at danse med. En anmelder af min debut skrev, at Tornmark var en genrehybrid, svær at placere, en krydsning mellem mange genrer. En anden skrev, at Tornmark var en roman uden ambitioner om at udfordre genren, en roman, der kun ville følge en skabelon.

Kan begge anmeldere have ret? Eller er der noget grundlæggende galt med genrebegrebet? Jeg tror det sidste. Krimimessen som genreudtryk er helt i orden; vi forfattere, der kommer der, har alle noget til fælles. Vi skriver bøger, i hvilke noget kriminelt er sket. C’est tout. Dét er genren. Det er godt nok en bred formulering. Den kan ikke gøres smallere. Og dermed er den meningsløs i al sin vidtfavnende uformelighed.
Det ville sådan set inkludere Peter Høegh, Haruki Murakami, Henryk Sienkiewicz, Hemingway, selv Hans Hellighed Johannes V. Jensen. Hvor går grænsen?

Jeg er, vel som så mange andre af de forkætrede ”genreforfattere”, hamrende irriteret over at se den smalle litteratur få tildelt alle støttemidlerne, og det er jo det, Leonora Christina Skovs artikel handler om.

Bare se på et andet udtryk af den samme frustration:

Sussi Becks og Mette Finderups forbistrede forfatterinde til reception i Ex Libris i Weekendavisen i sidste uge. Alle dem, der vil skrive en novellesamling om deres families tarmflora i tretten generationer tilbage, får støtte. Alle dem, der har fået støtte tres gange før, får støtte. Men forfatterinden, som skriver en ”genreroman”, får en lang næse og en indebrændt kulør i fjæset. Hun er ved at granulere det drinkglas, hun har i hånden, af bare indestængt galde, når de snakker forbi hende om deres ligegyldige og selvsmagende, men ægte litterære projekter.

Hvor jeg dog forstår det.

Død over genre.

Det er et begreb, der er til mere skade end gavn. Især for os genreforfattere.

Reklamer

3 thoughts on “Genre skal dø!

  1. (hvorfor kun fokusere på Kunstfonden – krimigenren får jo i disse år uanede mængder medieopmærksomhed, også de mange sløje. Krimigenren er jo kendetegnet ved en ganske forudsigelig udfyldning af genre-skemaet – og dét belønnes ikke af Kunstfonden, der har højere litterære parametre, sorry guys! Leonora forsvarer i øvrigt primært genrelitteraturen fordi hun selv har forsøgt sig i selvsamme.)

  2. Højere litterære parametre? Der eksisterer ikke noget genre-skema, min ven, for genre er en idiotisk konstruktion uden hold i den litterære virkelighed. Nogle skriver romaner, hvor der opklares mord, nogle skriver romaner, der går videre ind i sindet og i samfundet; alle kaldes de krimier, alle er de forskellige og alle er de udtryk for den samme menneskelige længsel efter at fortælle og at forstå verden gennem historier. Der findes ikke genre, der findes god og dårlig litteratur. På begge sider af det fiktive skel mellem genre og ikke-genre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s