Uncategorized

Paprika Steen og passionen


Jeg er vel nok en anelse paradoksal på mange ledder og kanter – jeg tror nok, jeg udadtil virker som en stilfærdig type, en jysk familiefar med egen trailer og et solidt og fornuftigt job, der så sætter sig ned i kælderen og går skriveamok de få timer om ugen, jeg har til min egen rådighed, og hvad er det nu for en uorden? Bliv klippet (er ikke nødvendigt med min 42-årige svindende hårpragt) og find et arbejde (tak, har rigeligt) har dog aldrig været omkvædet i min familie eller hos mig – omkvædet har været find passionen.

Ved mit bryllup sagde min ven Jarl, at jeg er et raptussernes menneske. Jeg har brændt som en fakkel for dette og hint sære projekt i fire-fem måneder ad gangen, så længe jeg kan huske. Jeg er en af dem, der køber tennisketsjere og jetski og hjemmebrænderudstyr, kaster mig frådende over det og lader det dø en sagte død under et tykt lag støv bagefter. Jeg er drevet af passion i alt, hvad jeg gør. Det øjeblik, passionen forsvinder, forsvinder jeg også – ind i kedsomheden og trivialiteten. Når jeg skriver, skriver jeg ikke med en plan eller et plot for øje eller med bogsalg for øje, men fordi jeg brænder for at fortælle lige netop den historie.

Det er jeg tvunget ud i at skulle formulere i disse dage, fordi jeg går og forbereder mig på at skulle på Krimimesse. Her skal jeg interviewes af Marie Louise Toksvig, som kender begge mine bøger ud og ind og som desværre også er anmelder på EB – desværre, fordi hun med sit indgående kendskab til mine skriverier er afskåret fra at anmelde dem i anstændighedens navn … Det ville ellers have været godt!

Marie Louise sendte mig et citat fra et interview med Paprika Steen, hun skrev i efteråret – og det, frk. Steen siger her, er sagt så klart og så smukt, at jeg ikke kan gøre det bedre, så hun får ordet:

“Jeg researcher ikke – jeg er ikke journalist. Og i øvrigt ser jeg da fulde mennesker hele tiden, men det er ikke det, det handler om. For vi skal jo ikke vise en konkret virkelighed – film er ikke tv! Og hvis film skal være kunst, skal der være noget abstrakt, noget trylleri. Hvis man hele tiden tænker på, at skuespillerne vel nok er dygtige, så er magien væk – så sidder man bare og bliver imponeret over, at hun har tabt tyve kilo til rollen eller at det er dygtigt håndværk. Jeg er ikke håndværker, jeg er kunstner. Når jeg som barn Gene Kelly og Ginger Rogers danse på film, troede jeg, at de fandt på trinene undervejs. At få det til at se naturligt og let ud! Så bliver det ægte – og det var det, jeg ville. Og derfor oplever publikum, at det ér mig, der er Thea. Så det med, at man skal bo en måned på et alderdomshjem, før man kan spille gammel – helt ærligt, find dog følelsen i dig selv.” (Paprika Steen i Ekstra Bladet, efteråret 2009)

Passion og følelse, selvopfattelsen som kunstner, er måske noget, man mere forbinder med en kartoffelrække-elite-skuespillerinde med Bodil’er nok til at fylde en Christianacykel og mindre med en snart midaldrende jysk trailer-cum-kædesavsejer med en ikke længere så hemmelig skrivekælder, men alligevel – jeg skriver under på den prikkede linje.

Kom og lyt med, når Marie Louise og jeg snakker passion, plot og (måske) lidt Paprika på søndag på Krimimessen i Horsens.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s