Uncategorized

Nedtælling til Mindset


Mindset er titlen på min nye roman, som udkommer engang i marts.
De sidste rettelser er udført, og manus er nu sendt til sats. Snart får jeg det i nakken igen med masser af røde streger, snart skal jeg til at forholde mig til omslag, satsbillede, markedsføring, lancering og en million store og små detaljer.
Det sidste, der skete, efter at forlaget og jeg var enige om teksten, var, at Marie Louise Toksvig fik bogen.

Hun var konsulent på Tornmark og skrev en begejstret udtalelse om bogen. Desværre, på en måde, for hun er også anmelder på Ekstra Bladet og kommer derfor ikke til at anmelde mine bøger!

Jeg vil tillade mig at citere fra hendes konsulentrapport om Mindset, som indledes således:

”Jeg synes, det er en fremragende roman! Det er så stilsikkert og velskrevet, underholdende og spændende, levende og veldrejet. Jeg læste den på en dag og følte mig i så godt selskab, at jeg havde svært ved at lægge manuskriptet fra mig. Jeg kunne rigtig godt lide Tornmark – men det her er bedre!”

Derpå havde hun skrevet hele fem sider med kommentarer – alle de inkonsekvenser, redundanser, logikbrister og småfejl, der var i bogen, har hun naglet, en for en. I bogen er en af de vigtige personer en journalist, som skriver om den mordsag, bogen drejer sig om. Som journalist har Marie Louise kunnet fange steder i dialogen, hvor det journalistiske fagbog og den journalistiske jargon kunne gøres mere autentisk; i det hele taget har hendes kommentarer om stort og småt kun gjort bogen bedre. Hun er uvurderlig, og det viser bare, hvor vigtigt det er på det rette tidspunkt (dvs. når forfatteren føler sig klar til at dele) at få andres øjne på.

Hvorfor Mindset?
Jeg har det altid svært med titler. I min tid i reklamebranchen var jeg aldrig den, der fangede de fede slogans. Jeg var ham, der kunne forklare og redegøre og formidle klart og præcist, og det er vel også min force som forfatter.

Mindset er et ord, hentet fra engelsk, som vel nok mest af alt betyder tankegang. Det er et ord, der florerer i managementvokabulariet, hvor det er udtryk for den måde at se verden på, en virksomhed helst ser hos sine medarbejdere. Hvis man som jeg har arbejdet på en stor, international virksomhed, støder man på ordet eller en variation heraf, hver gang man er til røvfuld hos chefen, fordi man ikke gør, som han siger eller opfører sig som virksomheden mener er mest hensigtsmæssig.

I min nye roman – med titlen Mindset – havner hovedpersonen i netop en sådan stor virksomhed, hvor ledelse er en religiøs besættelse, og hvor en bestemt lokal sprogbrug har sneget sig ind. Mindset er en del af virksomhedens værdigrundlag og bliver en omnibushammer med hvilken enhver kan slå ethvert udsagn eller enhver adfærd ned.

Da jeg skrev romanen, var ordet Mindset det første, der faldt mig ind. Jeg ønskede ganske enkelt at skrive en roman, der hed Mindset – så måtte jeg se, hvad den kom til at handle om. Den kom til at handle om at være ansat i en stor virksomhed. Men den kom frem for alt til at handle om min hovedperson, Anders Egholt. Han er et spejl af den, jeg selv var engang, men bogen er ikke selvbiografisk. Jeg henter snarere nogle vage erfaringer og følelser fra mit eget liv og planter dem om i Anders’ sind.

Romanens omdrejningspunkt er den historie, Anders fortæller os. Meget af romanen kredser om hans sindsstemninger og hans følelsesliv. Hans tankegang. Derfor titlen Mindset.

Først og fremmest er Mindset en kriminalroman, men (håber jeg) en utraditionel sådan. Vi følger ikke som sådan opklaringen af en mordgåde; vi oplever, hvordan det er at stå midt i en mordgåde som dybt involveret person. Hvor involveret Anders Egholt egentlig er i de to mord, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre – det er trods alt det, bogen handler om.

Jeg har gjort mig meget umage med at beskrive Anders’ oplevelser set gennem hans øjne – hans holden verden på armslængde, hans ironi, hans bitterhed over et forlist kærlighedsforhold, hans indestængte vrede. Men også hans tørre humor, hans poesi og refleksioner over stort og småt i livet. Det er bogens egentlige ærinde – at beskrive en for mig interessant og levende persons sjæleliv, sat ind i en ramme af nogle dramatiske begivenheder.

Jeg har også haft som endeligt mål at skrive en bog, hvis handling er så kompleks og bestående af så mange lag, at læseren dels er fanget fra start til slut, dels først kan se alting falde på plads, når sidste linje er læst. Idealet var at skrive en bog, i hvilken det allersidste ord vender læserens opfattelse af det skete på hovedet – det må blive næste gang. I Mindset skal læseren have sidste afsnit med, før alt falder på plads. Eller retter: måske falder på plads, for der er også plads til fortolkning og en mental genlæsning af det passerede.

Jeg har brugt næsten to år på at skrive Mindset og på at være i selskab med Anders Egholt.

Nu er det snart tid til at han må klare sig selv.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s