Uncategorized

Ventepositioner


Venter.

Jeg er nervøs, kan jeg mærke.

Mit forlag har haft min nye roman til gennemlæsning i fjorten dage nu, og i dag får jeg besked om, hvad de synes. Ikke at der er meget at rafle om; kontrakten er skrevet, og jeg ved, at forlaget i morgen har møde med grafikerne om omslag og produktion af bogen. Den skal præsenteres på Krimimessen til april. Så noget sker der. Det ryger vel næppe på gulvet på det her tidspunkt i processen, og forlaget har allerede set halvdelen af romanen, før vi skrev kontrakt.

Men mit hjerte hamrer, og jeg ved ikke, om jeg tør glæde mig. Det er i sådanne situationer, man virkelig mærker, hvor meget, man har investeret i sit manuskript. For mit vedkommende næsten to års arbejde – med afbrydelser, men to år ikke desto mindre, hvor jeg har spekuleret, skrevet, været frustreret, været begejstret, været oppe og nede. I det sidste halve år mest nede; historien har været så forbandet svær at få has på. Maria på forlaget er den første, der har læst det hele, og i dag falder dommen så.

Hun ringer om to timer for at snakke manuset igennem. Når jeg er så nervøs, skyldes det flere ting. Dels har jeg investeret så utrolig meget af mig selv i det her. Hele min selvopfattelse, som går på, at jeg godt kan skrive bøger, er på vægten lige nu. To års intenst arbejde. Min fremtid som forfatter – er der en, eller er der ikke? Jeg kan altid skrive andre bøger. Men hvis to års arbejde ikke resulterer i noget godt, er det så umagen værd? Kan det overhovedet betale sig at gå videre herfra?

Dels ved jeg ikke selv længere, om bogen er god. Jeg kan ganske enkelt ikke se det. Jeg ved, at den er velskrevet, og at jeg har nydt at skrive bogen på den måde, jeg har gjort det; med en førstepersonsfortæller, der causerer og dømmer og lyver og i det hele taget, synes jeg, har et flydende og morsomt sprog. Men kan andre end jeg selv se det? Ironi, sarkasme, humor; det er så personlige ting, og min fortæller bruger det hele tiden. Vekslende med passager, jeg selv synes er poetiske og intenst ladede; kan andre end jeg se det? Jeg ved det jo ikke.

Og så handlingen. Jeg har med vilje skruet ned for gassen og prøvet at lade dramaet udfolde sig i mindre ting; ingen eksplosioner, ingen hug -, stik- eller skydevåben; knap nok en dråbe blod. Til gengæld stærke spændinger mellem hovedpersonen og hans omverden; spændinger, der ofte blot antydes. Det er det, historien bygges op af. Er det nok? Er det godt?

På den anden side er det så sjældent, at der er noget, der kan mærkes. Som at være til eksamen, som at skulle ind og have foretaget et ubehageligt ambulant indgreb. Ingen ved, hvordan man vil have det bagefter; ekstatisk, nedtrykt, i jævn ligevægt? Kampklar, fuld af virkelyst til at få det skrevet om, der skal skrives om? Hvordan bliver det?

Må bare vente.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s