Uncategorized

Antiklimaks


Det er mandag formiddag, og jeg er tilbage på mit kontor.

Det er de samme ting, der ligger på mit skrivebord, de samme mails, jeg ikke har svaret på endnu, de samme problemer og opgaver, der stadig ligger der.

Jeg er lige vendt hjem efter en uge på Hald Hovedgaard, en uge i skriveeksil. En uge, hvor jeg har levet som forfatter, fulgt min egen døgnrytme, skrevet, gået og tænkt. Siden en weekend i København på Bogforum, der var lige så hektisk som Hald var fredelig. Fantastisk middag med forlaget lørdag aften; søde mennesker, godt selskab. Kom hjem søndag middag og var mere død end levende af indtryk, af omvæltninger. Sådan var den uge.

Men det var også en uge, hvor jeg blev ganske utrolig meget klogere på mange ting.
På vejen hjem i bilen i går prøvede jeg at opsummere, prøvede at nå ind til kernen. Hvorfor sad jeg der og følte mig lidt trist til mode, når jeg nu havde oplevet så meget i den forgangne uge, ting, jeg har drømt om? At få lov til bare at skrive, at præsentere min bog på Bogforum. Møde ros, møde spændende mennesker og få lov til at blive fejret en lille smule for det, jeg har gjort?

Dybest set tror jeg, det handler om, at jeg nu har forstået en vigtig ting om det at være forfatter. Man bliver ikke forfatter for at blive medlem af en klub eller et fagligt fællesskab. Noget sådant eksisterer simpelthen ikke.

Er man for eksempel i selskab med lyrikere, mener de som oftest, at romaner er for lange og for almindelige, og at krimier i særdeleshed er en ynk og en hån mod litteraturen; den, de er vogterne af. Det har jeg oplevet i den forgangne uge. Gik således i seng torsdag aften med følelsen af, at det, jeg har gjort, er forkert, og at jeg ikke hører til i det selskab. Heller ikke i det selskab. Det handler selvfølgelig om, at jeg som forfatter er ny og usikker, og at jeg bare skal lære højt og larmende at stå ved det, jeg gør.

Men måske handler det om noget andet også.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg som forfatter føler, at jeg står i udkanten af livet og kigger ind. Jeg havde ikke regnet med, at jeg stadig ville stå i udkanten og kigge ind på det, andre forfattere gør. Et fagligt fællesskab er der ikke tale om; der er fanden til forskel på at skrive voksenromaner, lyrik, børnebøger og dokumentaristiske bøger; selv blandt romanforfattere er der fanden til forskel. Jeg havde nær skrevet selv blandt os romanforfattere er der forskel, men det ville være forkert; der er intet os. Kun et jeg. Det er en trist erkendelse, synes jeg.

Jeg tror, jeg er lidt vemodig, fordi jeg har erkendt i hvor høj grad, det er ensomt at være forfatter. At det er ensomt at skrive ved jeg; og sådan skal det også være. Jeg havde bare håbet, det ikke var helt så ensomt at være forfatter. At der var et fællesskab, en klub. Noget, man kan dele med ligesindede.

Det er der vist ikke.

Så jeg hænger lidt med skuffen. Må finde ind til kernen af hvorfor jeg egentlig skriver. Hvorfor jeg gider.

Måske er jeg bare nede, fordi det er mandag, og jeg er tilbage på kontoret.

Reklamer

One thought on “Antiklimaks

  1. Kære dig, maqn skriver vel, fordi man er nød til at skrive. Fordi man må forme verden i sætninger, for i det hele taget at kunne fatte den? Ensomheden…den er vel typisk for de fleste forfattere. Måske er det derfor, de bliver forfattere? Og usikkerheden har de også alle sammen, særligt dem, der vogter deres egen genre. Ikke tænk på det! Skriv. Måske finder du dine ligesindede et sted i mangfoldet af forfattere, men jeg tror ikke, at det er så enkelt. Der er meget på spil: Tænk nu, hvis du skulle gå hen og sælge mere end dem! Uf uf…de ryster i bukserne, for de ved det godt: Krim sælger ALTID mere end lyrik.Jeg sad en gan i selskab med en række kendte forfattere i Norge. Jeg var kommet for sent, og blev ved en fejl sat ved forfatterbordet. Middagen var arrangeret af Gyldendal. Nå, menjeg sad nu der og bestemte mig for at observere. Og ved du, hvad? Jeg blev simpelthen så trist. De var onde ved hinanden. Hånlige og arrogante. Særlig mod børnebogsforfatterne. En sagde: Jeg skulle ønske, jeg kunne være børnebogsforfatter. Det må være så dejligt at kunne skrive en bog på en dag! Jeg sad der og følte mig lykkelig udenfor! Det bør du også være. 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s