Uncategorized

Hald – 3. dag


Min historie er ved at blive rund. Det er det, jeg har savnet hele tiden.
En rund historie er noget særligt taktilt, noget, jeg kan føle. Det er, når det begynder at flaske sig, at forme sig. Som når man har en klump ler, der stritter i alle retninger, og når man så klapper den her og der, gnider lidt på den, smører lidt vand på, stryger den blidt. Efterhånden bliver den rund.
Sådan skal en historie, der fungerer, føles. Rund.

Ikke, at den ikke må stritte. Den skal bare stritte i læserens bevidsthed, ikke i min. I mine tanker skal den være rund og glat som en bowlingkugle. Formfuldendt, lækker at røre ved. Så ved jeg, jeg er ved at være der.

Min kommende roman har strittet ad helvede til. Og det må den ikke. Så er der for meget, der ikke hører med, for meget, der ikke duer.

I dag er første gang, den begynder at vise tegn på rundhed. Jeg gjorde det, at jeg angreb den som et objekt, der kan rubriceres, katalogiseres, fragmenteres. Lavede simpelthen en liste over kapitler. Kapitel for kapitel fik titel og overskrift og synopsis. Jeg er normalt meget lidt begejstret for at opfatte det at skrive som et arbejde, som et projekt. Det er en tilstand, hvor man har det fedt, når det kører, og elendigt, når det ikke gør. Men en vis disciplin og distance giver alligevel overblik. Det har jeg måttet sande.

Da historien hang der frit i rummet, rund som en planet i min bevidsthed, vidste jeg, at jeg havde nået en milepæl. Så gjorde jeg det, jeg altid gør, når jeg er lige ved at være der. Så lægger jeg det fra mig.

Gik en tur. I støvregn, med kasket på, med mine vandrestøvler og lune sokker. Ned ad vejen til Niels Bugges Kro. Det glødede hyggeligt derinde af stearinlys; klokken var kun halv fire, men det var skyet og allerede ved at blive mærkbart mørkere. Jeg fulgte de gule markører ad stien langs Hald Sø. Mudder og brune bøgeblade. Væltede træer lå ude i søen, grønne af mos. Vandet helt, helt blankt. Dollerup Bakker stod som en mur bag skoven; det ligner grangiveligt et parti fra Skotland. Jeg tænkte på Glen Coe og massakrerne på klanmedlemmerne i 1700-tallet. Så tænkte jeg på Baskervilles Hund. Hede har det med at vække fantasien til live.

Jeg sad oppe på Kvindhøjene på Stanghede. Tre skøre forskere sendte for hundrede år siden balloner op her; de første forsøg med varmluftsballoner som meteorologiske målestationer. Bagefter syntes de, de måtte markere deres egen indsats med at rejse en dysse med deres navne indhugget. Den sad jeg på, dyssen, og så ud over heden og de drivende skyer.

Jeg gik ned gennem Troldeslugten tilbage til Hald Sø. Tænkte på, at jeg burde have mine børn med her; det er det mest spøgelsesagtige sted, jeg har set i Danmark. Hvis der findes trolde og spøgelser, elve og dværge, så bor de her. I tågen lå væltede bøge hen over stien og lignede vilde bæster, Minotaurus med enorme horn.

For enden af stien ligger Niels Bugges Kro. Jeg fulgte stien nedad gennem slugten, bækken løb sammen med mig. Løb ud i en dam med et vandfald mellem de grå bøge. Jeg kom uvilkårligt til at se mig om; sad han ikke her et sted, Schuberts maniodepressive møllersvend, og stirrede ned i dammen? Hinunter und immer weiter, und immer dem Bache nach …

Jeg gik hjem til min lille lejlighed på Hald. Og nu har jeg skrevet 2.000 ord mere, og kuglen bliver rundere og rundere.

To dage endnu. Så tilbage til verden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s