Uncategorized

Hald


Hald.

Nu skal jeg derop. I morgen tager jeg til Hald Hovedgård for at skrive, og kun for at skrive.

Min erfaring med Hald begrænser sig til en enkelt episode, måske to, hvis man er generøs.

I meget gamle dage var jeg en dreng, der gik i folkeskole på Nordre Skole i Hobro. Jeg var sådan en, der spillede guitar og hørte musik fra tresserne, selvom vi var i halvfjerdserne, hhv. firserne, så jeg var en anelse aparte. Følte jeg selv, i det mindste.

Engang tog vi på skoleudflugt. Vi besøgte Hjerl Hede, og jeg kan huske, at vores lærer ville vise os en karte, to tunge træplader med lange spidse pigge hamret i, som man brugte til at karte uld med. Idet han bar den rundt i skolestuen på Hjerl, tabte han den ene del af karten. Et halvt hundrede søm i en sort træklods, og den tegnede en kurve fra hans hånd, vendte sig i luften med piggene nedad og tog retning direkte mod issen på den mest irriterende pige i klassen. Hvis navn jeg ikke husker.
I et sekund hang karten der i luften, lige over pigens hoved. Fem centimeter lange syle i frit fald.

Jeg sad der og håbede, at de nåede deres mål. Det gjorde jeg faktisk. Lige der håbede jeg, de ville bore sig ind gennem det irriterende farvede hår, den tynde hjerneskal, og ind i tomrummet bagved. Jeg har ikke indrømmet det før for nogen. Men det var, hvad jeg tænkte i det nu. Siden fortrød jeg, at jeg kunne tænke sådan.

Min lærer, som de ansvarlige på Hjerl Hede således havde udstyret med potentielle mordvåben, reagerede på rygraden. Det er til dato en af de hurtigste bevægelser, jeg har set nogen udføre – han lammede simpelthen den faldende karte en på siden, så den fejlede sit mål og faldt til stengulvet med en skramlende lyd. Og pigen, hvis navn forbliver lige på tungen, opdagede intet. Ærgerligt, egentlig.

Siden tog vi til Hald. Jeg husker det kun svagt. Jeg skrev en stil om vores oplevelser bagefter, og nu jeg tænker efter, er det måske en af de tidligste erindringer, jeg har, om at det skrevne ord har magt. Jeg beskrev nemlig i min stil det sensationelle fund af en stålorm ved bredden af Hald Sø. Jeg beskrev det i, skal vi sige, en anelse opblæste vendinger; noget i retning af:

Og så så vi den! Lige midt på stien! Vi stod stille som havde vi set en elefant gå på line! Ingen rørte sig. Det var en stålorm. Vi var lammet, og så gik vi hen og en af os samlede den modigt op

som jeg lige husker det. Jeg husker, at jeg fik ros af min lærer for fremstillingen, og at jeg følte mig som en svindler, fordi jeg bevidst havde ophøjet en minimal hændelse til en chokerende, sensationel, livstruende krise. Vi var i livsfare! Kun en enkelt drengs ukuelige mod tvang bæstet til underkastelse!

Men det viste vel et vist litterært talent.

Siden stod jeg med en lærer på ruinen ved Hald. Hvilken lærer, det var, husker jeg heller ikke. Jeg har en tendens til at huske i fragmenter fra den tid. Det ene øjeblik var vi der. Det næste var vi et andet sted.

Læreren sagde, at de røde sten i ruinen hed munkesten. De andre drenge løb rundt og sparkede hinanden i skridtet, jeg stod der og var et dydsmønster og lyttede efter, hvad læreren sagde, og jeg syntes ikke, jeg var ret sej. Munkesten, sagde han, det hedder de, fordi de blev lavet af munke, og jeg nikkede og sagde noget med, at det da gav god mening. Jeg kan huske fornemmelsen af, at det her var noget, han fortalte mig, fordi det interesserede ham, og fordi han antog, det interesserede mig, den nørdede dreng med brillerne, der læste besynderlige bøger. Som om vi var fælles om en interesse, som om vi var to ligesindede, der fik en lærd snak. Jeg følte mig hverken særlig godt tilpas som nørd eller som en af dem, der løb og sparkede hinanden i skridtet. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg følte mig.

Det er ikke en særlig god historie, erkender jeg, det er bare den eneste, jeg kan fra Hald. Endnu, da.

Det var Hald.

Min eneste oplevelse med stedet til dato.

Og nu skal jeg bo der i en uge, og jeg har pakket vandrestøvler, lune sokker, fyrfadslys. Jeg skal sidde deroppe helt alene i fem dage med kun et for øje, nemlig at skrive, og det skræmmer mig lidt. Så megen tid. Hvad nu, hvis det ikke duer? Hvad nu, hvis jeg går kold og synes, min historie stinker tirsdag klokken seksten tredive? Hvad gør jeg så?

Men alligevel. Hvad nu, hvis det bliver fantastisk?

Luk nu røven, Jacobsen, og få fingeren ud, siger jeg til mig selv. Skriv, for fanden. Drik te. Sov længe. Gå en tur. Læs nogle af de bøger, du tager med. Burkes A Grammar of Motives, selv om den er lige så kedelig som at være tilskuer ved en græsgroningskonkurrence; nej, ved du hvad, tag den med som den eneste bog, du har med. Hvis du vil læse overhovedet, må du læse i den.

Savn din familie. Mærk, at du lever. Nyd, at du faktisk har gjort dig fortjent til at leve som forfatter en uges tid.

Okay, siger jeg, så gør jeg det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s