Uncategorized

Den svære toer


Jeg er godt i gang med en toer. Den svære toer, som det vist nok hedder.

Status i skrivende stund er den, at jeg har godt 110.000 ord på pc’en; ord, der danner en sammenhængende fortælling med start, opbygning, afslutning, miljø, personer, det hele. Og så skulle man jo tro, jeg var ved at være færdig. Men det er jeg ikke – slet ikke.

Det hænger lidt sammen med den måde, jeg har skrevet romanen på. Jeg er bare startet med en titel og en antydning af en ide, ikke mere. Så skrev jeg på livet løs, fulgte mine indskydelser, udforskede terrænet, skrev om mine personer og lod mig overraske. Med den arbejdsform ender det med, at jeg mere eller mindre arbejder i blinde; aner ikke, hvor jeg skal hen. Det viser sig så hen ad vejen, hvor rejsen fører mig hen. Den måde at skrive på er morsom og spændende, men man må regne med at fare vild adskillige gange.

Fra tid til anden er jeg stoppet op, har holdt en pause, taget manus frem igen og læst i det. På baggrund af det, jeg læser, skriver jeg så en synopsis, ikke omvendt. Her får jeg øje på alle hullerne og på alle de løse ender, som der stadig er mange af. Men efterhånden viser der sig en tegning til en handling.

Lige nu har jeg et helt afrundet handlingsforløb, der viser sig at dreje om to mord.
Begge mord bliver begået i umiddelbar nærhed af min hovedperson, som også er jeg-fortæller. Han bliver mistænkt for det ene, siden det andet mord. Og så stikker han af og løser op for gåden på egen hånd. Kort fortalt.

Men da han nu er en jeg-fortæller, kan han lyve, fortie og fordreje – og det gør han. Også for os, læserne. Og for mig, forfatteren. Så læseren skal selv på banen og gætte med; og jeg kan garantere for, at det er en svær måde at skrive en bog på. Uden sammenligning i øvrigt minder fortælleformen om Max Frischs Homo Faber, hvor jeg-fortælleren fortier og fordrejer og nægter at se ting i øjnene – før til allersidst. Læseren skal selv lægge til og trække fra for at finde ind til sandheden. Det er den fortællemåde, der fascinerer mig; det er virkelig en skriveteknisk udfordring af de helt store, når også miljø og personer skal fremstå troværdige og interessante.

Ambitionen med bogen har flyttet sig lige så tit som handlingen har ændret sig. Fra starten ville jeg skrive en kort roman, baseret på nogle af mine egne oplevelser. Men det viste sig hurtigt ikke at holde vand. Hovedpersonen er, som jeg selv var for ti år siden, en ingeniør, der ikke helt kan huske, hvorfor han er endt som ingeniør, og som egentlig har lyst til at bruge sit liv på noget andet. Det var egentlig det, jeg ville skrive om; det, og så mine egne oplevelser på arbejdsmarkedet. Navnlig de dårlige, navnlig alle de lunefulde ledere, der har udsat mig for management gennem tiden. Men hævn er en dårlig energi at skrive på. Vrede du’r ikke i længden som drivkraft for ret meget. Drivkraften er, som jeg gentager igen og igen for mig selv, lysten til at fortælle.

Så i stedet skiftede jeg fokus og valgte at skrive en klassisk kriminalfortælling med det twist, at det er den formodede morder selv, der fortæller sin historie. Og at få ting er, som de egentlig ser ud til at være.

Lige nu arbejder jeg på persongalleriet. Jeg har fem-seks markante hovedkarakterer i bogen foruden min hovedperson, og udfordringen pt. er at gøre dem levende og facetterede. Desuden er der et par plotmæssige ting, der lige skal bikses på plads. Det kommer alt sammen. Så jeg er tæt på mål, men det føler jeg bare ikke, at jeg er.

For jeg har arbejdet med den her historie i snart to år, og den sætter sig fast i hovedet på mig og vil ikke give slip. Jeg tænker på den hele tiden; så kunne man skrive dit, og så kunne man skrive dat.

Derfor er jeg ved at nå dertil, at jeg skal trække en streg i sandet og få sendt hele balladen over til forlaget; friske øjne på, det er nok det, der skal til inden alt for længe. Jeg har for længst stirret mig blind på den her komplekse bunke ord på min pc.

Men når jeg får den lidt på afstand, lader den ligge et par dage og sætter mig til at se på den igen, så er det slet ikke dumt. Faktisk slet, slet ikke dumt. Faktisk det bedste, jeg nogensinde har skrevet, når jeg selv skal sige det.

Så selvom jeg er ved at være godt slidt, begynder jeg alligevel at glæde mig så småt. Til den kommer ud og bliver set af andre. Og til jeg er færdig, ikke mindst

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s