Uncategorized

Om nummer to




Da jeg afsluttede arbejdet med Tornmark tilbage i januar 2008, var det med en vis bævren i knæene, at jeg proppede de knap 200 uhæftede A4-sider med bred venstremargin og en linjeafstand på halvanden i en kuvert, der lige akkurat var stor nok til at rumme de mange ark uden at man kom til at lave for mange æselører.

Formen var alt, på det tidspunkt; jeg ville under ingen omstændigheder have mit manus afvist, fordi jeg ikke overholdt visse formmæssige krav til manusset. Så ingen hæfteklammer, ingen clips, bare 200 A4-sider i 12 pkt. Helvetica og en venstremargin på 5 cm og et gult plastchartek – et brugt et; det eneste, jeg lige havde og mit eneste brud på princippet om formmæssig perfektion. Sammen med et høfligt, men endelig ikke slesk følgebrev. Syntes jeg. Klonk, sagde det i bunden af postkassen, og så var den, om end ikke hjemme, så dog godt fulgt på vej. Troede jeg. Otteogfyrretimer efter Klonk begyndte jeg allerede at vente på det der berømte telefonopkald, selvom jeg vidste, det var til grin. Otte-ti dages ventetid på en kvittering på at manus var modtaget, det stod der, man skulle regne med. Men jeg regnede selvfølgelig med et åndeløst opkald fra en redaktør, der ville lægge hænderne på guldet en gang for alle, inden andre kom ham i forkøbet.

Hvor lang tid ventede jeg? 8 måneder? 9? Mindst. Uden svar, trods adskillige telefonopkald og en viden om, at mit manus faktisk rent fysisk lå på bordet hos en redaktør; det sagde sekretæren. Flere gange.

I dag har jeg været til møde med mit forlag. Nu føler jeg, det er mit forlag; og det er ikke det samme, som sad på hænderne i 8-9 måneder i stedet for at lægge dem på guldet og ikke give slip. Nej, mit forlag er et, jeg ikke vidste eksisterede, da jeg hørte det første postkasseklonk, men i dag priser jeg mig lykkelig for mine første afslag (og jeg har stadig ikke fået afslag fra det første forlag, dem med de 8-9 måneder; mig bekendt har de manuskriptet endnu).

For nu, hvor min bog har været ude et halvt års tid, er der sket noget fantastisk, noget, jeg håbede på, da jeg tog mine første tøvende skridt ind i løvens hule (hvor der som regel ikke sidder løver, men venlige mennesker, der elsker bøger). Der er sket det, at jeg er inde i varmen for alvor. Allerede efter et par måneder talte jeg med forlagsdirektøren i telefonen, og hun gav udtryk for, at de hjertens gerne ville udgive en ny bog fra min hånd, gerne allerede et år efter den første. Et år til at skrive en roman, få den redigeret, tilrettelagt, markedsført og udgivet er faktisk ikke ret lang tid.

Selv meget produktive, fuldtidsprofessionelle forfattere skal lægge fra land for at holde den frekvens. Men jeg vidste, jeg kunne gøre det.

I skrivebordsskuffen havde jeg nemlig noget liggende. Noget, jeg havde arbejdet på siden januar 2008, hvor det sagde klonk og jeg pludselig havde sendt mine personer og en stor del af mit liv over det forgangne halve år med posten. Så stod jeg der og savnede noget at skrive på, et savn, der er råd for.

Jeg satte mig ned og skrev ordet ”mindset” på den første blanke side, og så var jeg i gang. Det var titlen, jeg havde til en bog, og det er også arbejdstitlen til den, jeg stadig er i gang med her halvandet år efter. Og det var den, jeg præsenterede forlaget for lige før sommerferien i den form, den nu engang havde, nemlig 65.000 ord, der mest består af miljø og personer og en lille, bitte smule handling. Men forlaget var præcis så gode som deres ord: De ville gerne se det, de kunne sagtens abstrahere fra det forhold, at bogen (hvis man kan kalde den det allerede) så langt fra er færdig. Og vupti; nu er den antaget til udgivelse med en tidshorisont, der hedder ultimo marts 2010 eller deromkring.

Det betyder, at jeg skal transformere 65.000 ord plus det løse, plus de løse tanker og ideer, til et bogmanuskript, der kan redigeres og korrekturlæses fra den 1.1. Det betyder, at jeg får travlt som bare fanden. Håber meget på en uge på Hald Hovedgaard med snuden helt nede i tastaturet, uden viden om vejr og vind og verdens vederstyggelighed bag vinduet (indrømmet; en kvalmende gang allitteration, men jeg kunne ikke lade være).

”Mindset” – hvis det er det, den ender med at hedde – er ikke en fortsætter til Tornmark. Det er der ellers adskillige, der har spurgt efter. Og jeg har også en Tornmark II (og muligvis også en III) i tankerne, om end det er fremtidsmusik lige nu. ”Mindset” har presset sig så meget på i mit hoved, at jeg ikke kan se andet alternativ end at skrive den færdig; persongalleriet forfølger mig dag og nat i mine tanker, jeg undrer mig over hvem, der har gjort hvad, og jeg vil finde ud af det. Og jeg glæder mig som en vild abe til at skrive den færdig, få den ud af systemet, til at lægge puslespillet færdig og – til allersidst – til at finpudse og ornamentere, til at skabe de der små symmetrier i teksten, jeg godt kan lide at lægge ind; de små tråde trukket fra start til slut, der mest er der for min egen perverterede fornøjelses skyld.



Dermed har jeg også afsløret, at den er kriminalistisk orienteret, ligesom Tornmark. Den foregår i Danmark og kræver, i modsætning til Tornmark, ingen research af betydning. Alt er skabt i mit eget hoved og født af egne erfaringer og tanker og impulser. Tornmark II vil kræve bunker af research, også af den rare slags, der foregår on location i Rom, og det har jeg hverken tid eller råd til lige nu. Så det ligger måske et år ude i fremtiden. Nu handler det hele om ”Mindset”. Og den bliver god, den bliver knaldgod.




Det ved jeg bare. Og nu skal vi i sving!


Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s