Uncategorized

Med Dan Brown i spjældet


I starten af april blev jeg interviewet til TV Syd om min debutroman, og det skulle foregå på Horsens Statsfængsel, hvor der var krimimesse. Det var en mærkelig oplevelse, for i fem år studerede jeg i Horsens og skrev speciale med en pige, der boede få hundrede meter fra fængslets mure og dets strittende pigtrådshegn. Når vi sad der om aftenen og arbejdede på vores afgangsprojekt, kunne vi se projektørerne deroppe på toppen af bakken, de gule lys inde bag ruderne, hvor morderne og rockerne og de pædofile sad. Nu parkerede jeg min bil lige foran hovedindgangen og gik ind.

Fængslet er lukket, eller måske rettere åbnet; nu er det museum og lægger hus til den årlige krimimesse. Jeg gik op til porten, præsenterede mig selv som en af de rigtige forfattere på gæstelisten, og så var jeg inde.

Hvis man ikke har været i fængsel, eller aldrig har besøgt Horsens Statsfængsel, så lad mig bare sige det rent ud: det er hæsligt. Der er intet formildende ved stedet. Det er ikke spor sjovt. Det er knugende i sin murstenstunge majestæt, det er afskallet puds, rungende korridorer, tunge døre af pladejern, det er vinduer med tremmer, hvorfra man kun kan se mure med flere vinduer med tremmer for. Endeløse gange og klaustrofobiske celler, hvor sådan en som jeg ville blive rablende, frådende vanvittig efter kun tyve minutter. Det er grimt, koldt og hadefuldt. Hele bygningen er sådan; arkitekturen er beregnet på at være sådan. Den, der sidder fængslet her, bliver mindet om sin skyld hvert minut døgnet rundt.

Og nu er jeg ikke Jesper Langballe, så jeg synes ikke, at noget menneske har fortjent det her. Der er ingen synd, der er så grusom, at synderen skal pines hvert minut resten af sit liv. Eller hvad? Man går her og tænker på barnemordere, voldtægtsforbrydere, narkohandlere og alle de andre, der har siddet her. Og jeg for min del kender ikke svaret; ved ikke, hvem der har fortjent hvad – ville nødigt være dommer over andre. Jeg ved kun, at selve stedet oser af straf. Murene sveder iskold fordømmelse.

Uanset hvad. Her har siddet mænd, der har brudt loven, og de har siddet her i årevis. I årtier. Hele liv, ødet væk bag de der høje mure, de fugtige pudsede vægge, møblerne, boltet fast til gulvet, tremmedørene, lys døgnet rundt. Fy for satan. Mink i et bur på en farm har et bedre liv. De tænker i det mindste ikke.

Nu, på krimimessen, traf jeg Frank Esmann, lang og fyldig i sin trenchcoat, Maria Helleberg i al sin veltalende forargelse, studieværter med mobiltelefonerne oppe ved ørerne ude i gården. Torsten Jansen. Adrian Hughes. Kritikere, boghandlere, boglæsere. Ingen af dem vidste, hvem jeg var, og det skal nok ændre sig. Taxierne foran indgangen spyttede kendte forfattere ud, og en af dagene skal jeg nok blive en af dem.

Nå, men det jeg ville fortælle om, var mit interview.

Jeg blev interviewet af en journalist fra TV Syd, og det foregik inde i en af de sale, hvor boglæsere fra hele landet sværmede om de kendte forfattere. Jeg fik microport på og snakkede om min bog, og det var alt i alt vældig udmærket.

Et spørgsmål har de dog klippet ud, og det er der, hvor journalisten siger: ”Hvis jeg nu siger Da Vinci Mysteriet og din bog, hvad siger du så?”

Min reaktion på det spørgsmål var vist – forhåbentlig – grunden til, at det blev klippet ud. Jeg kunne nemlig godt mærke, at jeg skar uklædelige grimasser, selvom jeg prøvede at svare diplomatisk.

Fra første færd har jeg vidst, at Tornmark kunne risikere at blive sammenlignet med Dan Browns bøger. Tornmark foregår i Rom, den trækker spor fra historien og arkæologien op til nutiden. På overfladen er jeg og Dan-drengen de rene soulmates, under huden kan vi ikke være mere forskellige.

Jeg kan ikke døje Dan Brown, og jeg hader at blive sammenlignet med ham. Manden har solgt tæt på 100 millioner bøger, og det må da være dejligt, men han skriver stadig lortebøger. At jeg tematisk set lægger mig tæt op ad ham, er et tilfælde; mine interesser for historie, arkæologi og Rom er ikke inspireret af ham, men er opstået gennem et langt livs kærlighed til nogle af de ting, han også beskriver i sine bøger. Et tilfælde; intet andet.

Tornmark og de bøger, der kommer efter den, er ikke, har aldrig været, og vil aldrig, aldrig blive et spin-off af Dan Brown. Så vil jeg hellere skrive brugervejledninger om guldfiskens rette pleje eller manualer til cykelpumper. Det er da i det mindste noget, nogle får glæde af.
Mit budskab i min fiktion vil altid være det humanistiske; menneskehedens muligheder, den indlejrede godhed på trods. Mine skurke vil altid være, som skurke er i virkeligheden: Komplekse mennesker, der gør onde ting for at gøre det gode, som de selv ser det. Skriver jeg om hemmelige selskaber, vil det være, som de er virkeligheden: en bunke amatører, der famler i blinde og skaber katastrofer, hvor de vil skabe indsigt.

Jeg elsker Rom, og jeg vil beskrive byen, som jeg ser den – ikke som en amerikansk 24-timers turist vil se den i vild galop fra Pantheon til Peterskirken, på jagt efter Dan Browns idiotiske, ikke-eksisterende sammenhænge. Jeg elsker historien om verden, og jeg vil skrive om den, som den er. Jeg elsker menneskeheden, og jeg vil gennemhegle dens tåbeligheder og prise dens visionskraft, vores alle sammens kapacitet for kærlighed og poesi. Det er mit projekt som forfatter.

Og det gør mig ikke noget, hvis jeg en dag kommer til at sælge millioner af bøger. Men jeg vil krafstejleme ikke sammenlignes med Dan Brown.

Jeg vil næsten hellere i fængsel. Næsten, men ikke helt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s