Uncategorized

Jyllands Forfattere



Jeg har netop meldt mig ind i forfatterforeningen Jyllands Forfattere (www.jyllandsforfattere.dk), en ret så løst sammensat skare af forfattere, der har det til fælles, at de bor eller har boet i Jylland eller på anden måde har jyske rødder, jyske rødder, forkærlighed for alt, der er jysk og så videre (jeg selv bor på Als og derfor teknisk set ikke i Jylland, men alligevel). Vi mødes to gange årligt, altid på Hald Hovedgaard, og så – ja, hvad gør vi så? Jeg ved det ikke, for jeg er først lige kommet med, men en ting ved jeg, og det er, at jeg glæder mig.

Enhver, der har prøvet at skrive, ved, hvor ensomt, det kan være. Chefguru Stephen King anbefaler, at man som forfatter skriver med døren lukket, både i billedlig forstand og bogstaveligt. En ny historie på vej er en umådelig sart og delikat sag, og der skal ikke meget til at bryde den smule selvtillid, forfatteren får bygget op under arbejdet. Jeg oplevede det meget stærkt under arbejdet med Tornmark og også nu, hvor jeg er i fuldt sving med en ny roman: Det er umuligt at dele ud af, før det er færdigt. Ikke engang min kone Camilla fik meget at vide om det, jeg skrev på, og hun er ellers den største støtte, jeg kan få. Forklaringen er sådan set meget enkel: Det, man skriver på, lyder også i egne ører fuldkommen idiotisk, når man skal prøve at gengive det i synopsisform. Idiotisk, plat, fortænkt og bare gennemført dårligt. Og selve den handling at udtale de første ord om den historie, man brygger på, kan være nok til at man ser stilladset ramle sammen for det indre blik. Mere skal der ikke til, selv om man har nok så monumental en selvtillid.

Det er den ene ting, der er også den grufulde risiko, at folk, man fortæller historiens handling til, siger: Det lyder godt – det minder mig om den bog, jeg læste i sidste måned, og den var sådan og sådan. Eller: Ja, okay, men hvad nu hvis du gjorde sådan og sådan i stedet? Hvad nu, hvis det faktisk er ham og ham, der er morderen, hvad nu, hvis du skifter din helt ud med en lilla dinosaurus? Så står man der og vrider sig og ved ikke helt, hvad man skal sige.

Faktisk vil jeg holde på, at det at spørge en forfatter ud om den bog, han sidder og er i gang med, er noget, man bør undlade. Forfatteren harker og hoster og øhm’er og jamen’er og begynder måske ligefrem at undskylde: det er ikke noget, det er også bare noget pjat. Det er fordi, stilladset vakler inde i den arme mands hjerne.

Nul. Niks. Ikke noget af det. Derfor siger jeg aldrig et pip om det, jeg skriver, før jeg selv føler, jeg er færdig. Så står bygningen der; den skal muligvis males og der skal flyttes et par vinduer og døre, men bygningen står der, og ingen kan pille den ned.

Derfor er det så ensomt at skrive. Og netop derfor glæder mig til at få et netværk blandt forfattere, folk, som også selv har prøvet det på egen krop. Uanset hvad vi så end skal lave, når vi mødes, så glæder jeg mig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s