Uncategorized

Om at elske at skrive


Jeg læste engang om en forfatter, som hadede at skrive. Hvem det var, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske det udsagn: Jeg hader at skrive.

Og jeg tænkte, som enhver nok ville tænke, hvorfor fanden skriver du så? Hvorfor er du ikke revisor eller bedemand i stedet? Gode, faste job, hvor du kan lægge hverdagen fra dig sammen med slipset og bare chille ud og gøre det, du elsker at gøre?

Hvorfor pine sig selv hver dag for at skrive bøger, få alligevel læser; hvorfor tvinge sig selv til noget, man knap kan leve af alligevel, og som kræver dit yderste og dit inderste?

Som jeg husker interviewet med den ukendte og uerindrede forfatter, lå svaret i selvrefleksionen. Når man skriver, står man ansigt til ansigt med sig selv i fuld figur, nøgen og fejlbehæftet. Det er ikke altid et kønt syn. Der er de der drømme, inden man smider kludene. Man er en Adonis, man er fucking Hemingway; men det viser sig, at det er man egentlig ikke. Man er almindelig danskergrim, man er en imbecil primat, der tamper i tastaturet og prøver lidt for hårdt hele tiden. Det er smerteligt at se sig selv i spejlet, malet virkelighedstro i grelt og gråt og gustent fejlbarligt.

Sådan havde denne forfatter det, den forfatter, hvis navn, jeg ikke kan huske. Hun (det var en hun, nu husker jeg det) satte sig til tasterne hver dag kl. 8 og hadede hvert et øjeblik.
Jeg husker artiklen om den forfatterskabshadende forfatter så klart, fordi jeg selv elsker det.
Jeg elsker at skrive.

Det bedste, jeg ved, er når jeg sidder for mig selv i kælderværelset med en kande te, og jeg bare skriver. Jeg har måske et kapitel i hovedet, som jeg har grublet over i dagevis, og endelig er tiden inde. Jeg bærer min pc, min kop, min kande, mine øretelefoner ned ad trappen til kælderen, og jeg kan næsten ikke vente. Det kilder i maven; endelig skal jeg ind i mit fantasiunivers igen. Der kan alting ske.

Nogle gange kan jeg ikke følge med. Tankerne løber hurtigere end fingrene, og tiden flyver af sted. Jeg skal minde mig selv om at gå i seng i tide, så jeg ikke er for træt på arbejde næste dag. (Jeg er udpræget A-menneske. Hader at gå sent i seng, men det kræver forfattergerningen, når man ikke hedder Stephen King og får buler af penge for at skrive).

Når det er bedst, er skrivningen som at drømme. En drøm, hvor du selv bestemmer det hele. Du gør ting, siger ting, hvor du bagefter tænker, hold da kæft, hvor var det sejt. Eller, det var smukt.

Den forfatterskabshadende forfatter hadede at stå ansigt til ansigt med sin egen fejlbarlighed. Jeg må sige, at jeg elsker det. Når jeg skriver, udforsker jeg min fejlbarlighed, jeg støver af i mit sinds loftsrum, og nogle gange ligger der de rådne skrog af nattefugle, der er fløjet derind og aldrig er kommet ud igen. Så er jeg nødt til at bøje mig ned og samle dem op med mine bare hænder – se på dem, genkende dem, smide dem ud. Hvis jeg tør, og det kræver den blanke skærm; at jeg tør. Så jeg er nødt til at turde, og jeg bliver bedre til det for hver dag, der går.

Men det er ikke derfor, jeg elsker at skrive. Det er bare en sidegevinst. Jeg skriver på den måde, tegnere tegner på: De ser verden. De træner sig i at se. Når jeg sidder alene i mit kælderværelse med te og musik, så ser jeg verden. Den, der er derude, og den, jeg skaber selv.

Jeg elsker at skabe verdener for mit indre blik, og jeg må også indrømme, at jeg elsker, når jeg rammer en formulering lige i røven, så den stryger direkte i mål, og jeg ved, at det her er sagt så godt og klart, som det kan siges. Så får jeg gåsehud over mig selv, og det hører også med.

Jeg eksisterer tvangsløst i skønheden, og jeg betragter smerten, og jeg træffer mine valg om hvad, jeg bedst kan lide. Valget falder altid ud til skønhedens fordel. Jeg maler skønhed for mit indre øje, når jeg skriver, og det er svært at hade.

Det er til gengæld let at elske.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s