Uncategorized

Fase 1 – om checks og gummichecks


Det er svært, det der med forventninger.

Da jeg startede med at skrive min bog, delte jeg fremtiden op i faser. Mit mål var at tage en fase ad gangen og så gå derfra og til den næste. Jeg så fremtiden som inddelt i fem faser.Fase 1 var klart defineret: Det handlede om at vise for mig selv, at jeg kunne skrive en roman, kort og godt.

Det, der satte mig i gang, var erkendelsen af, at jeg risikerede at blive en af dem, der sad som 65-årig og stadig troede, jeg havde en forfatter i mig, selv om alle kunne se, at gaven længst var passeret forbi mig. Hvis den nogen sinde havde været der. Måske blev jeg en af dem, der sidder og er vred på alle, der skriver bøger, fordi jeg aldrig fik gjort det selv. Nej, så hellere gøre det og kvaje sig end at miste kærligheden til bøgerne og til dem, der skaber dem.

Sådan tænkte jeg. Jeg startede nok i virkeligheden mit skriveprojekt som en art protest mod den gryende forstening i mig selv. Jeg fornemmede, hvordan årene strøg forbi mig, mens jeg ventede på at banken ville indfri den check, jeg gik rundt med i tegnebogen – den check, der stod Den Ægte Morten på. En dag gik det så op for mig, at banken ikke af egen drift indfrier noget som helst. At checken kun kan indfries af mig selv.

Men når man står der og vifter med checken, risikerer man også at finde ud af, at det er en gummicheck; at der ingen dækning er, og at man må gå ud af banken med en lang næse og ingen Ægte Morten. Men hvad er alternativet? En check, der visner hen i tegnebogen, er med garanti værdiløs; man er nødt til at finde ud af, om den har værdi eller ej. Det gør man kun ved at tage den frem i dagens lys og smide den på disken.

En bog er mange ting, men den er også et landkort over hvem forfatteren egentlig er, og hvad nu, hvis man ikke ønsker, at nogen skal kunne se det? Hvad så? Så er det for sent, allerede den dag, man første gang erklærer, at man er i gang med at skrive en bog. Og så kunne man bare lade være, gå i haven eller bygge en motorcykel eller træne op til en Ironman i stedet.

Ja, det kunne man. Men lidt snobbet sagt: hvis man er en ægte kunstner, gør man sit stuff, selv om det gør nas. Jeg plæderer ikke for, at man skal være smurt ind i weltschmertz for at skabe noget som helst originalt. Det er jeg heldigvis heller ikke. Men man skal kunne sætte sig selv på spil, når man vil skabe noget, og det kan altså give nogle hak i tuden. Dem må man så kunne tage; det er også hakkene i tuden, der gør, at man kan mærke, at man er i live.

Så altså: Fase 1 var at se, om jeg virkelig kunne knalde checken i disken og veksle den til en roman. Og det kunne jeg godt. Selv med to små børn, en kone, der var selvstændig erhvervsdrivende, et krævende fuldtidsjob og et omsorgskrævende hus på 270 kvadratmeter formåede jeg at skrive en roman på næsten 100.000 ord på knap fire måneder. Jeg gik glip af en hel del fjernsyn og en hel del fitness. Men jeg gjorde det, og det er det sjoveste, jeg har gjort i mit liv i påklædt tilstand, og det smagte slet, slet ikke af arbejde.

Fase 2 var at se, om jeg så kunne få et forlag til at antage bogen. Det kunne jeg, og det er en historie helt for sig selv. Den kommer en anden dag – den er helt sikkert værd at høre og værd at fortælle.

Og faserne 3, 4 og 5? Dem kommer jeg til, hvis vi nogensinde når så langt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s