Uncategorized

Lidt backstory – dagbogsnoter fra efteråret 2008


I efteråret 2008 kom der efter lang tids venten hul igennem til et forlag – Verve Books.

Jeg skrev løbende dagbog i den periode, og her kommer et par temmelig omfangsrige uddrag:

19. januar 2009:

Det er spændende dage, jeg går i møde.

Min bog er lige på trapperne – faktisk er vi færdige med at redigere den, og den anden dag fik jeg tilsendt de første forslag til coveret fra forlagets grafikere. Så er det, det begynder at blive meget virkeligt, det hele. Det er spændende, at mennesker, jeg slet ikke kender, pludselig begynder at forholde sig til det, jeg har skrevet helt for mig selv nede i vores gæsteværelse i kælderen, og som startede som en fiks ide for halvandet år siden.

Det er spændende, at jeg inden længe skal i gang med PR og markedsføring af bogen; hvordan bliver den modtaget? Får den gennemslagskraft eller ryger den ned i udsalgskassen efter tre måneder? Er der nogen, der har lyst til at læse den, og måske få fornøjelse af den?

En ting er at sidde i kælderen og grine i skægget og finde på en historie, som man skriver for sin egen fornøjelses skyld. En helt anden ting er, når det pludselig kommer så vidt, at bogen faktisk skal til at udkomme – når døren bliver slået op, og alle skal ind for at se, hvordan man har pyntet juletræet, så at sige.

For at bruge en anden metafor, svarer det lidt til at sætte en annonce i avisen, hvor man bekendtgør, at man vil stå nøgen nede på torvet den og den dag, og alle er velkomne til at komme og kigge.

Nu skal jeg læse den endelige korrektur, og så skal jeg prøve at forholde mig konstruktivt og kritisk til grafikernes layout-forslag.

Om en lille uges tid skal jeg en tur til København og mødes med forlaget igen, og her skal vi lægge planer for lanceringen af bogen.

Vi endte med at kalde bogen Tornmark – en lidt besynderlig titel, fyldt med prægnans og konnotationer. Jeg kan godt lide den, og når man kommer lidt ind i bogen, er titlen ikke så sær endda, for det er efternavnet på hovedpersonen.

Jeg havde ustyrlige kvaler med at finde et navn til hende (det er en hun). Det var først, da jeg i en telefonbog så efternavnet ”Tornmark”, at jeg vidste, at det var det, hun hed. Hun er også selv ret strittende og afvisende på overfladen; en kantet person, jeg godt kan lide, fordi hun også rummer meget godt.

Forlaget synes, det er en fed titel. Det gør jeg sådan set også.

30. 10. 2008:

Her kommer lige en opfølger på de sidste dages sindsoprivende aktivitet, som er resulteret i at forlaget har accepteret min bog efter vores møde sidste fredag.

I morges åbnede jeg min pc og startede mailprogrammet. Det tager en fandens tid. Der var en mail fra Elisabet med titlen din bog.

Fuck, tænkte jeg, der kommer svaret.

Jeg har efterhånden lært at mistro min intuition. Hvis jeg ønsker noget stærkt nok, sker det ikke. Hvis jeg forestiller mig et specifikt scenarie, sker det ikke. Så jeg skyder alle positive tanker fra mig. I stedet erstatter jeg dem bevidst med sådan en rigtig onkel-motherfucker stemme, der siger: Det går ikke. De kunne ikke lide det. Det var en fejl. Du må nok hellere se dig om efter et andet forlag.

Og netop, da jeg har overbevist mig selv om det, åbner mailprogrammet Elisabets mail op, og der står det, jeg havde bestemt ikke kunne stå der.

De vil have den. De synes stadig, den er god – nej, den er fantastisk! De har haft en ekstern konsulent på, og hun (endnu en hun; det er dem, der læser bøger – vi mænd ser smadrefilm og spiser osterejer) var vild med den.

Hun havde lige en stribe rettelser og indvendinger; alt sammen noget Elisabet slog hen: Det er rigtigt, men det kan du sgu hurtigt fikse. Bare du holder fast i dit sprog, for det er godt.
Jeg sprang rundt og ringede igen til nogle af dem, der skulle høre det. Jeg var mærkeligt til mode, glad, men udmattet!

Men nu er det altså afgjort, og jeg har talt med Elisabet i telefonen. Hun kaster 1. marts ud som en mulig udgivelsesdato. Vi snakker om de konkrete tiltag, der skal til for at klarlægge nogle af bogens centrale temaer endnu skarpere, primært Signes forelskelse, som jeg har skrevet set gennem kvindeøjne. Der har kvindelige forlagskonsulenter nogle gode bud.

Jeg må sige, at konsulenten er kvik i pæren. Hun har fået øje på de der huller i plottet, jeg ikke selv har kunnet se gennem næsten halvandet år. Heldigvis kan jeg forholdsvist let lappe dem, og bogen vil kun blive bedre derved.

Jeg er helt rundtosset. Jeg har ikke rigtig kunnet føle den eufori, jeg havde forestillet mig. Jeg kan huske, at jeg læste om JK Rowling, at alle hendes milliarder og berømmelse og alt det her intet er ved siden af følelsen af at få lortet antaget. Der er jeg klart anderledes. Jeg har nok hele tiden vidst, at bogen var god nok. Jeg har bare frygtet, at ingen af de stressede forlagsredaktører kunne se det, og mine forsøg hos L&R og Rosinante har klart vist, at jeg havde ret.

Jeg har nok været heldig med Verve, fordi det er nystartet, idealistisk og fordi de stadig har forholdsvis god tid til at læse det, de får ind. Som min kone Camilla siger: Der er aldrig noget, du har sat dig for, sådan for alvor, som ikke er lykkedes for dig. Hvorfor skulle det her være anderledes? Og jeg har aldrig villet noget mere end dette i hele mit liv. Jeg vil skide på karriere og ledelse og biler og flotte visitkort; det er tomt og hult og ligegyldigt. Jeg kærer mig om min familie, mine venner, og så om at realisere det potentiale, jeg ved jeg har. Alt andet er skidehamrende underordnet. Og nu er jeg på vej.

Jeg er træt. Glad, forvirret og træt. Det her opstod som en sindssyg drøm for 8 år siden, og siden har jeg sat mig for at lære faget. Det er jeg ikke færdig med endnu, men jeg er trods alt nået langt.En dag, når jeg skal skrive min autobiografi, vil jeg starte da vi var på Ægina i 2000. Jeg vil skrive om den tomhed i hovedet, der kom af sorg, af smerte og af fortvivlelse over den vej, mit liv var ved at tage. Om hvordan, på den sidste dag på øen, jeg blev ramt af noget, jeg ikke kan forklare med andet end guddommelig inspiration. Jeg så mig selv som forfatter, og jeg havde en fantastisk ide. Var euforisk i flere dage, men gjorde intet ved det. Hvorfor? Fordi jeg ikke havde redskaberne stående i skuret, nyslebne og ivrige efter at komme i jorden. Så skete det igen året efter i Provence. Og her var sorg ikke et element, tværtimod. Camilla var lige blevet gravid med vores store dreng, og vi var lykkelige, havde masser af penge, alt det her.

Tre ugers ferie, tre ugers ro i hovedet, og så – bang!

Inspiration.

Igen. Jeg kan huske, hvordan Camilla sad ved siden af mig i Xantiaen og sov, hvordan vi kørte gennem forbjergene til Alperne nord for Milano, hvordan jeg så mig selv som forfatter og tænkte; Hallo, det her har du prøvet før. Denne gang holder du fanden galeme fast!

Og jeg holdt fast. Lærte at holde på inspiration, lærte at fryse tordenkilen fast i nuet.

Hjemme igen prøvede jeg faktisk at skrive den historie, jeg havde set i et lynglimt der i bilen i Norditalien. Men den ville ikke. Nu ved jeg godt, hvad jeg gjorde forkert: Jeg forsøgte at favne det hele på en gang. Ville kende alle fakta, ville skabe kunst første gang jeg skrev en sætning, ville se det hele liggende foran mig som et kendt og elsket landskab, jeg bare skulle rapportere hjem fra, og det var det, jeg gik død på. Så jeg droppede ideen, og i stedet gjorde jeg det helt rigtige: jeg begyndte at skrive noveller. Dagbøger fra rejser, små observationer, tanker om alverdens ting, sådan noget.

Mine første noveller var noget lort. Det kan jeg se nu. De var for anstrengte, prøvede for hårdt at være gode og endte med at blive elendige.

Så en dag ramte jeg det rigtige. Jeg fik en god ide, så en historie for mig, og så skrev jeg den ned og tænkte, at jeg ville fikse detaljerne bagefter.

Men se: Der var ingenting, der skulle fikses bagefter!

Jeg var målløs over at jeg havde kunnet skabe en historie af voldsom kraft i første hug, bare ved at fortælle den inderste, simpleste historie uden udenomssnak.

Jeg fortalte bare en historie, og jeg morede mig som en masturberende chimpanse undervejs, fordi det var sjovt. Det var sjovt bare at fortælle den mest ude-i-hampen spøgelseshistorie (for det var det, jeg skrev), præcis som om jeg selv sad og læste den for første gang. En novelle skal ikke pilles, rodes, rages i; den skal høvles af. Helst på mindre end ti minutter. Så bliver den bedst.På samme tid, sådan cirka, læste jeg Stephen Kings ”On Writing.” Ingen bog har betydet så meget for mig nogen sinde, jeg sværger.

Jeg har meget godt at sige om Stephen-drengen, men navnlig dette: Han skriver organisk. Det vokser frem af et lille korn og bliver til noget, han ikke selv kunne se fra starten. Han kan starte en 800-siders roman ved synet af to mennesker i et busskur, der står og diskuterer. Han bliver nysgerrig; hvad har de gang i? Så starter han der, og så observerer han, hvad der sker, hvad der flyder fra hans fantasi gennem fingrene ned i tastaturet og op på skærmen lige foran hans øjne, og han er syg af længsel og begejstring, vil se hvad der sker. Sådan skal det være.

At det hele ender i dæmoner, der vælder frem, og at det hele reddes af en eller anden usandsynlig Deus Ex Machina-ting er lige meget; han ved hvad han gør, og han elsker det.

Som den diametrale modsætning følger her nogle tanker om Hanne-Vibeke Holst.

Jeg læste for nylig et interview med Hanne-Vibeke Holst, som har solgt ca. 900 milliarder bøger. Og det provokerede mig ud over enhver grænse. Konen er journalist, og hun opfatter det at skrive som et arbejde!

Hun har gået på kurser, hvor hun har lært at man skal kortlægge og plotte alting. Man må aldrig skrive et eneste skide ord før man ved alting. Man skal kende enhver persons motivationer i detaljer, før man skriver det første ord, og man skal have kortlagt plottet, helst på whiteboards. Så kan man sætte sig ned og begynde at skrive.

Gud fader bevares, hvor er det fattigt og sølle, og hvor er det bare … et arbejde! Trælsomt, journalistisk og planlagt. Om otte måneder skal du skrive det der kapitel, hvor han siger til hende, at han elsker hende. Men først skal du gennem fase A og B og C.

Fri mig for plot. Fri mig for fucking Dan Brown og hans stygge slags. Og jeg er ligeglad med at den slags bøger kan sælge 50 millioner eksemplarer; det er ikke kunst, det er spekulation.
(Ikke at jeg ikke gerne ville sælge 50 millioner bøger, altså. Og hvis jeg kunne skrive en bog, der var noget hø, men som solgte en fantasillion kopier, ville jeg blæse på hvad folk sagde. Men det er en anden snak.)

Lad mig få passion, smerte, længsel, kærlighed og jubel.

Jeg vil have det sådan, at jeg sætter mig ned for at skrive en aften, og så vil jeg overraskes over det, jeg finder på. Det, der sker, mens jeg skriver. Jeg er nemlig så tilpas naiv, at jeg tror på, at den følelse jeg oplever, mens jeg skriver, siver ud til læseren. Hvis jeg er vild i varmen og ikke kan sidde stille på stolen, og sidder der og spilder min te, så smitter det af på sproget, og læseren føler det samme. Hvis ikke vi føler noget, mens vi skriver eller læser, er det hele lige meget.

Jeg har sjældent oplevet sådanne følelsesmæssige op-og-ned-ture, som mens jeg skrev min første roman. Jeg blev så glad for min hovedperson, at jeg næsten ikke kunne bære at sige farvel til hende. Jeg blev overrumplet over de twists i historien, jeg fandt på, at jeg måtte, måtte, måtte få dem skrevet ned, jo før jo bedre. Man lærer meget om sig selv på den måde, og man skaber en historie, der er uforudsigelig og som dirrer af liv for ens øjne.

Jeg er overbevist om, at de bedste historier bliver skabt sådan: med passion, med intuition, i et arbejdsraseri, der brænder alt andet væk. Romerne guddommeliggjorde passionen og kaldte den Sol Invictus, den uovervindelige ild, der brænder. Sådan er en god historie. Den brænder, og den kan ikke holdes nede.

Føl det, eller lad det ligge, Hanne Vibeke.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s