Anmeldelsens retorik part 2

Anmeldelsens retorik part 2 – etos

I min undersøgelse af anmeldelsens retorik lagde jeg især vægt på et gennemgående træk, nemlig den måde, anmelderne argumenterer på.

I en konventionel analyse af argumentation ville man fokusere på den klassiske opdeling i påstand, belæg og hjemmel. Normalt fremsætter man en påstand, som så bakkes op af belæg og hjemmel, hvor begge ofte kan være implicitte, og hvor hjemmel ofte har sit udspring i holdninger. Sidstnævnte skyldes jo, at når vi taler med hinanden og argumenterer med hinanden, har vi næsten aldrig fast rod i noget absolut, men stort set altid i noget, om hvilket vi kan være uenige eller usikre. Der er ingen grund til at diskutere, om 2 plus 2 er 4, men næsten alt, der vedrører mennesker og deres liv og indbyrdes forhold, kan diskuteres. Og bliver det. Derfor argumenterer vi mennesker med hinanden – fordi der er noget, vi er i tvivl om og måske gerne vil overbevise hinanden om. Uden usikkerhed, ingen argumentation.

Nå. Så derfor argumenterer vi som regel sådan her:

-          Jeg skal have lønforhøjelse (påstand).

Påstanden styrkes af et belæg: - Alle de andre har fået lønforhøjelse.

Underforstået ligger der en præmis eller en hjemmel: - Det er ikke rimeligt, at man gør forskel.

Lige præcis hjemmelen kan diskuteres ud fra moralske, politiske, filosofiske og alle mulige andre vinkler og baserer sig altså på værdier og normer.

Det, jeg fandt omkring anmeldelser, er, at de stort set aldrig forklarer deres påstande med et belæg. Ofte læser man, at denne bog er god, eller denne bog er dårlig. Det forklares meget sjældent hvorfor.

Som John Chr. Jørgensen skriver, er den moderne anmeldelse rig på gags, men fattig på argumenter.

Det mest tydelige udtryk herfor er tildelingen af stjerner/hjerter/dimser som et udtryk for en vurdering. Historisk er anmeldelserne blevet stadigt kortere (bare se dem i Berlingske) og mere mundrappe – fattige på argumenter, men underholdende og i for sig også orienterende for forbrugeren.

Dermed opfylder anmeldelserne jo en journalistisk mission: De informerer og underholder på en og samme tid. Men, som nævnt, de argumenterer sjældent.

Eller sagt på en anden måde – det er meget sjældent, at anmelderen ekspliciterer sine vurderingskriterier: Denne bog er god, fordi …

Et af de eksempler, jeg har fundet på en eksplicit vurdering, er Bo Tao Michaelis’ anmeldelse af Jens Høvsgaards krimi Den Syvende Dag (anmeldt  8. maj 2010 i Politiken under overskriften Mere Sveskemos end Spænding), hvor anmelderen føler sig kaldet til at skrive, hvorfor han vurderer bogen (ikke særligt godt), som han gør:

”Kald mig bare krimilitterær calvinist, mestendels til rene liner (sic), prunkløs enkelthed, relevante glimt af privatliv og et puritansk plot uden for mange ligegyldige nicher og gesimser.”

Og det er netop, hvad han mener problemet er med den moderne krimi og altså også denne – der er for meget sveskemos, for mange private trakasserier. Men anmelderen ved, at han taler en modestrømning midt imod og må derfor forklare sine kriterier. For at foregribe begivenhederne lidt, kan man sige, at præsten her skal præsentere en ny tanke for menigheden og derfor må forklare sig.

Men det hører til sjældenhederne. Hvorfor mon?

Etos i højsædet

Et svar kan findes i den klassiske tanke om appelformer. I retorikken deler man traditionelt måder at appellere ti publikum i op i tre former: Patos, logos og etos.

Patosappel er, når man taler direkte til publikums følelser – vi genkender ordet i patetisk.

Logosappel er, når man argumenterer sagligt og faktuelt – vi genkender ordet i logik (logos betyder egentlig bare ord).

Etos er, når en taler/skribent får gennemslagskraft, fordi man er, hvem man er. Man taler ud fra sig selv og forventer tilslutning, fordi man ved noget, er noget, har en titel, har erfaring eller i det mindste kan overbevise om, at man har. En økonomiprofessor og en fisker har ikke samme troværdighed, når de taler om bruttonationalprodukt, uagtet at de måtte sige nøjagtigt de samme ord.

Anmeldere læner sig op ad deres egen etos og bruger i udstrakt grad etosappel som primær argumentation. Deres ord har vægt, fordi de er, hvem de er. Det gælder naturligvis de kendte anmeldernavne som Tom Kristensen, Poul Borum, førnævnte Bo Tao Michaëlis og en række andre. De føler sig ikke foranlediget til at forklare og argumentere – det må formodes, at de ved så meget om litteratur, at deres dom er troværdig.

I mit næste blogindlæg vil jeg se på, hvordan anmelderne så banker deres etos op – det gør de ved sproglig elegance, ved deres metaforik, deres intertekstuelle referencer og – ikke mindst – de låner etos fra det medium, de skriver i.

 

 

Anmeldelsens retorik part 1

Der er nu mindre end to uger, til min nye roman ”Mens Vi Venter” udkommer. Jeg begynder at føle nerverne nu. Særligt er jeg nervøs for modtagelsen hos anmelderne. Vil de forstå den? Vil de sætte pris på den måde, jeg trakterer sproget i bogen? Hvad med handlingen?

Nu ved jeg en ting eller to om anmeldelser – jeg skrev nemlig speciale om anmeldelsens retorik på mit retorikstudium. Drevet af nysgerrighed om det her anmeldelsesfænomen dykkede jeg ned i en stak anmeldelser af skønlitteratur og prøvede at finde ud af hvordan anmelderne bruger sproget til at få deres mening igennem. Jeg ville opdage, hvordan de argumenterer for deres holdning til bogen og hvordan de adresserer deres publikum. Alt sammen for at blive klogere – og bedre klædt på til de anmeldelser, der også rammer mig fra tid til anden.

Mine konklusioner kom faktisk bag på mig selv.

I de kommende blogindlæg vil jeg prøve at forklare mit projekt og dets konklusioner.

Spørgsmål 1: Er anmeldelser en retorisk genre?

Når jeg taler om anmeldelser her, taler jeg om anmeldelser i en snæver forstand. Jeg taler om anmeldelser af skønlitteratur skrevet i den trykte presse af seriøse anmeldere. Jeg har altså valgt at se bort fra mere eller mindre ukvalificerede net-anmeldere som f.eks. bogbrokken.dk og andre – i bedste forstand – amatører. Jeg ser bort fra den akademiske litterære kritik og fra subgenrer som f.eks. lektørudtalelsen.

Jeg fokuserer alene på de anmeldere, som må formodes at have forstand på emnet, og jeg har valgt anmeldelser skrevet af bl.a. Leonora Christina Skov, Bo Tao Michaëlis og andre.

Jeg har også brugt forskere som kilde, bl.a. fagretorikere og sprogforskeren (og anmelderen) John Chr. Jørgensen.

Nå, men det første, man som retoriker må afklare, er om der er tale om en retorisk genre. At anmeldelsen er en journalistisk og til tider en litterær genre, er helt oplagt. Tager man en bunke anmeldelser, er der klare fællestræk i form, sprog og indhold – alt det, der udgør en genre i gængs forstand.

Men en retorisk genre skal have noget mere for at være en genre. Der skal være fællestræk i situationen. Al retorisk sprogbrug er bundet op på en konkret situation.

Et eksempel på en retorisk genre er en begravelsestale – en eulogi. Her er der klare fællestræk i sproglig stil: Man taler altid eufemistisk om tingene – moster Fie er ikke kradset af eller møget ned af en lastbil, hun er sovet stille ind.

Der er fællestræk i indhold: Man taler om den afdødes liv og levned, man roser hendes væsen, man tilbyder trøst til de efterladte, og man taler om, at livet går videre.

Endelig er der fællestræk i situation: Man holder ikke en begravelsestale, med mindre nogen er død. Det siger sig selv. Men det er her i situationen, at retorik og eksempelvis litteratur adskiller sig fra hinanden: Al retorik er situationsbundet. Litteratur er som regel fri af tid og sted på den måde at forstå, at den skrivende og den læsende kan være adskilt af århundreder, måske ligefrem af årtusinder, og alligevel have noget at sige hinanden. Det er i al sin rørende enkelthed forskellen på litteratur og retorik.

Vurdering, anbefaling og nyhed
For anmeldelser gælder, at de rummer tre fællestræk – genrens konstituerende elementer.

De er som følger:

Der er altid tale om en nyhed. En bog er udkommet (eventuel genudgivet, eventuelt genoversat), og det er det, der er nyheden (bemærk, at jeg ikke taler om litterær kritik i akademisk forstand, hvor man ofte dissekerer et klassisk værk – det er i sagens natur en anden genre).

Der er altid en vurdering på spil. Bogen er god, dårlig, medium, godt skrevet, ringe skrevet.

Der er altid en gradueret anbefaling på spil – implicit eller eksplicit: Læs den! Læs den for guds skyld! Læs den aldrig! Eller: Døm selv!

Det sjove er, at alle tre elementer kan være implicitte – altså underforståede.

Når en tekst rummer disse tre indholdstræk, kan den siges med stor sandsynlighed at være en anmeldelse.

Men det er ikke gjort med det. Der skal også være fællestræk i stil og situation. Situationen er vi med på. Men stilen?

Det er her, det bliver rigtigt sjovt. For hvad er det for en sproglig stil, anmeldere ofte bruger? Hvilken argumentation, hvilke metaforer og så videre?

I mit næste blogindlæg vil jeg skrive om anmeldelsens sproglige stil – hvordan får anmelderen os til at købe argumentationen? Og hvad består anmelderens argumentation egentlig af?

Følg med!