Ventetid

Samtale med min forlægger: Udgivelsen af Mens Vi Venter er nu fastsat til 22. september. En uge senere end planlagt, men det spiller ingen trille, bare det hele flasker sig.

Dom fra prøvelæsere: Alle er begejstrede, ingen skeptiske. Det gør kun, at spændingen stiger. Den ene prøvelæser er en af vores venner, som er praktiserende læge. Det træffer sig nemlig sådan, at den ene hovedperson i bogen er (pensioneret) praktiserende læge i Aarhus, præcis som Vivian, som nu har læst bogen. Jeg har skrevet en del lægeting ind i den – lidt fagsprog her, lidt indtryk af livet som praktiserende der, alt sammen uden at vide noget med sikkerhed. Jeg skriver kun på fornemmelsen, forestiller mig, hvordan det mon er.

Men det ser ud til, at jeg har ramt plet – i hvert fald var kommentarerne primært af faglig karakter. Der var et fagord her og et anatomisk udtryk der, og det er nu rettet.

Korrekturgangen er også overstået. Korrekturlæseren har påpeget andre småting, der ikke er helt præcise. For eksempel mærket på et par kondisko eller hvornår Toys’R'Us egentlig åbnede i Aarhus – den slags har han tjekket. Og så roser han bogen for dens sprog …

Planerne begynder at blive meget konkrete i denne fase. Vi taler om presse, om at få plads på Bogforum til at tale om bogen. Jeg arbejder på at få en aftale med Løves Bogcafe i Aarhus om en oplæsningsaften, og jeg venter på at se artwork til omslaget.

Jeg kommer til at tænke på, at det kun er halvandet år siden, vi udgav Mindset. Dengang havde jeg ingenting i hovedet i forhold til at skrive en ny roman, kun en vis ængstelse – gad vide om der nogensinde er plads i hjernen til at skrive en bog mere? Dengang Mindset udkom, havde jeg også lige et masterprojekt at skrive, så jeg tænkte, at jeg ville udskyde enhver plan om en ny bog, til masteruddannelsen var overstået. Og alligevel kom ideerne kravlende så småt, og med et var jeg i gang.

Lige nu er følelsen lidt den samme. Jeg er i en omvæltningsfase i mit liv lige nu – jeg har skiftet job, jeg pendler frem og tilbage til Aarhus, har ikke tid til meget andet end at køre bil, arbejde og sove, og jeg tænker, at jeg ikke kan se en ny bog tage form på noget tidspunkt i al overskuelig fremtid.

Og alligevel ved jeg, at det kommer. Med et er jeg i gang. Med hvad ved jeg ikke, for det ved jeg aldrig. Sådan kan jeg nu bedst lide det.

Jeg regner med, at jeg får artwork til coveret i morgen. Så snart det er godkendt, ryger det på siden her.

Så kig med i de kommende dage.

 

Jeg er ikke en jumbobog

Da jeg udgav min første roman Tornmark tilbage i 2009, var mit forlag egentlig meget begejstrede for tanken om at den skulle være en serie. At bogen skulle være den første af mange, centreret om det samme persongalleri og de samme steder. Jeg var selv også begejstret for ideen, hovedsageligt inspireret af de mange forfattere, der for tiden skriver i serier. Men jeg var også nødt til at stoppe op og tænke efter. Som læser er jeg selv dybt skeptisk over at læse bag på en bog, at dette er den første i en serie på otte bøger om den unge retsmediciner/journalist/dommer/politikvinde m/k og hans/hendes personlige pinsler over den overstående/lurende skilsmisse og de to/tre/fire børn og disses fremtidige skæbne. Deres trængsler med børnehave, med mænd, med kvinder, med uønsket hårvækst – ærligt talt. Det gider jeg sgu ikke være en del af.

Som forfatter skal jeg primært skrive det, jeg selv gerne ville læse, og dette er ikke sådan noget. Og!

Som forfatter er jeg oprigtigt talt uforstående over for kolleger, der ved med sikkerhed hvad de skal lave om otte år, når de skriver sidste bind. Jeg tænker altid, at de til den tid får skiftet bind i stedet – hvordan pokker kan man som kunstner og menneske vide, hvad man vil lave om otte-ti år? I virkeligheden minder den slags serieproduktion mig om Anders And, hvor man har det samme persongalleri, der aldrig ældes, aldrig forandres, men bliver udsat for hårrejsende ting hver eneste mandag.

I krimiverdenen er det bare hvert år.

Selv da jeg (med fryd) læste Sjöwall/Wahlöö tænkte jeg, at Martin Beck ligegodt fik sin bekomst mere end andre politimænd, og at han og hans Stockholm mindede mig om hr. And i Andeby. Også de serieforfattere, jeg har nydt i fulde drag – Mankell, Rankin – bliver trætte til sidst, langt trættere end deres livstrætte hovedpersoner.

Jeg vil meget, men jeg vil ikke skrive jumbobøger. Jeg kan ikke med god samvittighed gentage mig selv. Det lader jeg de andre forfattere om. Jeg gider ikke læse det. Jeg gider ikke gøre det. Jeg vil fornys.

Jeg prøvede faktisk – jeg har en håndfuld kapitler til en Tornmark 2 liggende på harddisken, og de er såmænd ikke ilde. De fungerer som spændingslitteratur, måske også bedre end de ting, jeg skrev i Tornmark 1. Men …

Jeg vil det ikke. Jeg kan ikke med min bedste samvittighed skrive fiktion som en bestillingsopgave, ikke engang fra mig selv til mig. Når jeg ikke kan det, skal ingen bestille fiktion hos mig, for det kommer aldrig til at fungere. Jeg vil mit nutidige projekt, fordi det giver mening for mig. Jeg skal ikke leve af det; jeg skal skrive af kærlighed til det nu, der opstår, når jeg skriver.

Jeg prøver at vokse med min produktion hver eneste gang, jeg skriver noget nyt. I min kommende roman prøver jeg at gå helt nye veje og lade mine personer føle og tænke snarere end at handle.

Jeg ved jo ikke, om det lykkes. Det er muligt, kritikerne ikke kan lide det. Eller publikum. Eller lektørerne. Eller mit forlag. Måske ikke engang jeg selv, i sidste ende.

Og jeg skriver den heller ikke færdig uden en vis hjertebanken, for den er anderledes.

Uden bankende, dirrende hjerte bliver ingen litteratur rigtig god – det tror jeg på.

Det kræver, at man tør turde frygten at skabe noget, der måske er kunst.

Det kræver også en accept af den lurende fiasko, alt imens man håber og tror, man har gjort det rette.

I næste uge, på Hald, vil det vise sig, om jeg kan gøre det færdigt, som jeg er
begyndt på.

Haldklar

Der er i dag en uge til jeg skal til Hald Hovedgaard. Jeg har fået forhandlet mig til en uges ferie på et skævt tidspunkt.
Min nye roman har arbejdstitlen Finn og Fergus. Jeg har arbejdet på den et års tid nu, faktisk siden Mindset udkom. Men arbejdet har været hæmmet af en hel del; i starten af at jeg lige også skulle skrive et masterspeciale (og passe mit job og min familie), siden nytår af det forhold, at jeg foretager et (synes jeg selv) stort skifte i mit liv. Jeg har nemlig fået nyt job, har jeg.
Da jeg meddelte, at jeg havde sagt op, spurgte en af mine kolleger, om det så var fordi jeg nu kunne leve af at skrive. Ikke just. Nej, jeg har fået job i kommunikationsbureauet Factor X i Århus, og det betyder, at vi flytter tilbage til det, jeg opfatter som min hjemby, så snart vi har fået skudt huset i Sønderborg af (måtte det ske snart. Dagens spiseseddel på Ekstra Bladet: DIN BOLIG ER USÆLGELIG. Gee, thanks).
Men altså – denne blog handler primært om mit forfatterliv, så tilbage på sporet med mig. En uge på Hald, i Kapellejligheden, hvor jeg har boet før, da jeg skrev Mindset færdig. Ro, fred og ingen andre pligter end at skrive og sørge for en vis personlig hygiejne, lidt mad og godt med søvn på tidspunkter, der passer mig, ikke en arbejdsgiver. Kun en uge, og den skal malkes til sidste blodsdråbe, for nu at blande metaforerne.
Jeg har i skrivende stund godt 70.000 ord i mit nye manus; godt og vel 150 A4-sider med noget af det bedste, jeg nogensinde har skrevet, når jeg nu selv skal sige det. Ingen krimi denne gang; langt mere fokus på personer og deres relationer. Jeg har igen stillet mig selv det spørgsmål: Gad vide hvordan det er at være på skideren? Sådan for alvor. Som når man ved, man skal dø inden længe af kræft. Eller som når man ikke kan lægge fortiden bag sig og må se i øjnene, at det menneskelige vilkår grundlæggende ikke ændrer sig. Sådan noget. Finn og Fergus er historien om to mænd – den ene er læge og dødssyg af kræft, den anden er pensioneret kriminel med et vist ry i de kredse. De skiftes til at fortælle deres egen historie, og de mødes og har en hel del til fælles. Og noget, de skal have ordnet, inden det er for sent.
Jeg har lavet mig en mangelliste. 19 punkter, hvoraf flere er hele kapitler, andre blot er temaer, der skal indflettes i teksten. Det skal jeg nå. Det skal jeg bare.
Så nu har jeg skrevet mig en huskeliste, inden jeg tager afsted.
Huskeliste til Hald:

• Listen med de 19 huller i manuset
• Løbesko, tights, løbejakke til den daglige løbetur rundt om Inderø, hvis jeg ikke gider gå
• Vandrestøvler til den daglige tur rundt i Dollerup Bakker, hvis jeg ikke gider løbe
• Tykke sokker til når jeg hverken gider løbe eller gå, men bare vil sidde og skrive
• Regnjakke, idet jeg håber, det regner hele ugen
• Bærbar og USB-tastatur, forlængerledning
• Skal sidde oppe på reposen i Kapellejligheden, hvor der er et skrivebord under et ovenlysvindue. Jeg har noget med ovenlysvinduer og regn. Det er produktivitetsfremmende. Note: Krav til vores næste hus: Ovenlysvinduer
• Dyne, hovedpude og lagen. Der er sengetøj deroppe, men jeg sover bedst i mit eget, og god søvn er næsten lige så produktivitetsfremmende som ovenlysvinduer
• iPod og dock. Lad min iPod touch blive hjemme; tag Classic’en med. Den har mest musik og færrest spil. Skal primært høre Das Wohltemperierte Klavier, Beethovens sene strygekvartetter og Mozarts klaverkoncerter. Ingen vokalmusik
• Havregryn – mælk – te – kaffe – sødetabletter. Rugbrød, smør og makrel i tomat. 5 pakker pasta og et stykke god parmigiano reggiano, 30 måneder. Intet andet; jeg får det ikke spist alligevel
• Mindst en god bog af faglitterær eller personalbiografisk tilsnit. Ingen skønlitteratur, især ikke noget, der er bedre end det, jeg selv skriver
• Kontaktlinser. Tandbørste og en deodorant; shampoo. Så jeg kan dufte godt, når jeg skal hjem – i den mellemliggende periode er det ikke så vigtigt
• Udskrift af manus og en rød kuglepen
• Mobiltelefon til at slukke for