Social zombie

Krimimessen i Horsens åbner om et par timer, og jeg er med på programmet.

Det har jeg funderet en hel del over, fordi Mens Vi Venter netop ikke er en krimi – så hvad har jeg egentlig med krimimessen at skaffe?

En del, måske, for jeg kan se, at mange af de mennesker, der låner bogen på biblioteketerne, også tidligere har lånt bøger af Viveca Steen, Jussi og alle de andre krimi-/spændingsforfattere. Det har jeg et ambivalent forhold til, for min bog er jo netop en genrebryder, hvor der godt nok sker dramatiske ting, men hvor fokus er på menneskernes relationer, følelser, indre liv, sorg og venskab. I bogen arbejder jeg mod et stærkt og originalt lyrisk prosaudtryk, som jeg selv holder meget af. Jeg håber bare ikke, læsernes forventninger bliver skuffede, hvis de tror, jeg har skrevet en regulær krimi.

Mens Vi Venter er en roman, der rummer enkelte krimielementer, og en del af handlingen er henlagt til det gamle statsfængsel i Horsens. Dér er relevansen. Krimimessen er også bredt favnende: der er plads til Erwin Neutzky-Wulff og hans esoteriske romaner, der er plads til decideret gys. Og som min retorisk veloplagte kollega Anna Grue har skrevet om på Litteratursiden, så favner krimigenren efterhånden fantastisk bredt, og tematikken udelukker på ingen måde godt sprog og interessante menneskelige observationer.

Enhver afstandstagen til krimigenren alene på grund af de tematiske og genremæssige fællestræk er intet andet end enøjet akademisk snobberi, og det tør jeg godt sige højt, for jeg elsker selv lyrik, skriver lyrik, finpudser og dyrker mit sprog, er akademiker, har læst Italo Calvino, har læst franske diskursteoretikere, alt sådan noget. Men mit grundargument er altid dette: Hvis jeg skal gide at læse en roman, skal den først og sidst være spændende. Mord eller ej, det er ligemeget. Jeg taler ikke om spænding som noget med krudt og kugler eller vold og blod. Jeg taler om, at selve handlingen skal drive læseglæden.

Jeg føler mig fint i selskab med krimiforfattere. Mit projekt med Mens Vi Venter er bare at udforske andre ting end et krimiplot – at skrive en litterær roman, der også er fundamentalt spændende.

Det synes jeg er lykkedes over al forventning, når jeg selv skal sige det. Og jeg glæder mig til at komme ned og få snakket om bogen.

Men jeg bliver ikke til festen. Det kan jeg simpelthen ikke. I år kører jeg til Horsens, holder mit interview, går rundt i en time (max) og kører hjem til min familie igen. Der er en nedtælling i gang, en nedtælling til en begivenhed, der overskygger alt andet og som gør mig til en social zombie i disse dage.Derfor magter jeg ikke at være sammen med alt for mange nye mennesker, selv ikke til hvad der garanteret bliver årets bedste fest på Bygholm Parkhotel i aften – krimimessens gallamiddag.

Fordi.

På mandag skal vores søn indlægges – igen. Men denne gang er det fordi han skal opereres i hjernen. Det føles som om der er planlagt et trafikuheld for ham. Som om vi har fået datoen for en henrettelse. Hvordan vi fungerer fra time til time, fra dag til dag, er mig en gåde.

Vi tæller ned og tør ikke tænke på det.

Det skriver jeg om senere. Eller også gør jeg ikke.

Lektørguf – fantastisk lektørudtalelse på Mens Vi Venter

Lektørudtalelsen på Mens Vi Venter er lige dumpet ind, og den er skrevet af Zenia Johnsen, som også anmelder bøger på Litteratursiden.dk.

Den vigtigste anmeldelse af alle (når man ikke er bestsellerforfatter) er netop lektørudtalelsen.

Det er som regel en bibliotekar, der skriver den, og den anvendes af bibliotekerne til at købe ind efter.

For en smal forfatter kan lektørudtalelsen være det, der endegyldigt afliver forfatterens håb om at få lidt ud af sin møje, for med en dårlig lektørudtalelse står man som regel med et skidt salg til bibliotekerne og en skidt eksponering af bogen hos landets biblioteker.

Derfor skal man glæde sig, når en lektørudtalelse er god. Og det er den.

Spændende og tankevækkende
Hun skriver bl.a.:

”En roman, der smidigt forener solid spænding med klassiske socialrealistiske elementer og således vil tiltale en bred gruppe af læsere af begge køn. (…) Genremæssigt er historien rørt sammen af det bedste fra spændingsgenren og den socialrealistiske roman. Det er en velkomponeret historie fuld af levende karakterer, lune, action, eftertænksomhed og nuancer.”

Konklusionen lyder: ”Spændende og tankevækkende roman om et venskab mellem to mænd og deres forskellige livsforløb. Historien vil tiltrække en bred gruppe af læsere.”

Da en lektørudtalelse er en konkret brugervejledning til bibliotekerne, kommer der som regel en sammenligning. Her sammenligner lektøren min roman med Mordet På Halland af Pia Juul, og det er vel i grunden ganske imponerende.

Jeg er også ude i nogenlunde samme ærinde som Pia. Ikke at dekonstruere krimi/spændingsromanen, men at fortælle en vedkommende historie om levendegjorte personer med brug af nogle af de narrative træk fra spændingsgenren. Men det er en anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have fået (endnu) en forrygende god anmeldelse af bogen.

Faktisk mangler jeg endnu at høre så meget som ét knubbet ord.

Den svære dialog eller hvad skade gør en ostemad?

Noget af det første, jeg oplevede som nydebuteret forfatter tilbage i 2009, var at jeg fik mine første stryg af en anmelder. Det skal alle vel igennem, og det er ikke altid lige let. Som forfatter er kunsten at kombinere en vis følsomhed og iagttagelsesevne med en vis hårdhudethed – for når man udgiver en bog, får man også reaktioner.

Nå, denne anmelder skrev, at han krummede tæer, når han læste mine dialoger (det har jeg heldigvis aldrig fået at vide siden; tværtimod). Det gjorde nas. Jeg tror nemlig, at noget af det, der gør en romanfortælling rigtig god, er dialogen, og det er noget, jeg altid gør meget ud af i mine historier.

Når det gælder kunsten at skrive dialog, mener jeg, at der er i hovedreglen tre ting, man skal overveje – tre stilistiske valg:

1. Dialogmarkører – altså hvordan man indrammer sin dialog.
2. Dialogstilen – skriver man direkte dialog, tænkt dialog eller fri indirekte dialog?
3. Dialogrealisme – hvor tæt på egentligt dagligdags sprog bør man komme?

Og så er der ting, man skal undgå (synes jeg). Det er:

1. Adverbielle konstruktioner som i: ”Kom her”, sagde han hæst.
2. Fantasifulde synonymer for ordene ”siger” eller ”sagde”. Som i ”Kom her,” smårallede han.
3. 100 % realistisk gengivet talesprog

Dialog og realisme

Grundlæggende set er dialog aldrig særlig realistisk. Vi er midt inde i et narrativt forløb, hvor en beretter eller en fortæller i forvejen har udvalgt de ting, han vil have, vi skal se for vores indre blik. Det er altid et fint afmålt udsnit af den fiktive ”virkelighed”, der omgiver personerne. Forfatteren – eller hans alter ego, fortæller/beretteren – viser os ikke alting, kun det, der skaber de rigtige billeder i læserens fantasi.

På samme måde er dialog også et destillat og et nænsomt udpluk af den ordveksling, der foregår mellem personer; ikke hvert et ord, der bliver sagt.

Det er ikke realisme; romankunst er sjældent realistisk, ikke engang i de genrer som foregiver stor realisme.

Det er altså ikke den virkelige verden, vi lytter til, når vi læser dialog. Vi får kun drypvist de replikker serveret, som forfatteren synes, vi skal have med for at drive historien fremad eller at tegne personerne.

Dialogens funktion er dobbelt: At tegne personer og at videregive information, der tjener til at flytte historien. Kunsten er at gøre begge dele på én gang.

Dialogmarkører
Den gængse måde at angive dialog er ved anførselstegn ”Ja” eller ved tankestreg: – Ja.

Anførselstegn kaldes også citationstegn, fordi de netop angiver et citat.

I min verden er der en kvalitativ forskel på citationstegn og tankestreger (som rettelig hedder citationstankestreger og har en anden typografisk længde end f.eks. bindestreger og egentlige tankestreger, men det er noget, man som forfatter trygt overlader til sætteren).

Jeg opfatter dialog skrevet med citationstegn ” som værende mere lyttet, mere citeret, og altså mere som et lydspor. Dialog markeret med citationstankestreg opfatter jeg som mere tænkt, mere sanset. Ikke at noget er bedre end noget andet; det har bare to forskellige stilistiske udtryk. I Mens Vi Venter har jeg to fortællere, Finn og Fergus, og jeg lader Finn bruge tankestregen i sin dialog og Fergus bruge citationstegn. Finn er mere indadvendt og reflekterende, Fergus mere handlende og ukompliceret. Så deres dialog skal se forskellig ud, fordi den lyder forskellig.

Så er der de tilfælde, hvor forfatteren slet ikke angiver, at der er tale om et udtalt citat.

Som i dette eksempel:

Poul sagde jeg gider ikke gå hjem allerede.

I mine øjne er det bare prætentiøst og forvirrende, med mindre forfatteren er en sand mester. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen er skrevet med den type dialogmarkering, og det fungerer fantastisk – muligvis fordi bogen har så lidt dialog, og fordi det er skrevet så intenst hørt.

Realisme – lyttet, tænkt eller konstrueret

De færreste personer i romaner taler som levende mennesker.

På dansk (i det mindste) er der pokker til forskel på talt og skrevet sprog. Ofte virker det kunstigt og forgjort – og forkert, simpelthen – hvis man skriver folks snak af ordret. (At det er en god øvelse i at skrive dialog er en anden sag – ind på en cafe og frem med notesblokken, bare de ikke opdager noget).

Vi taler som regel med et væld af grammatiske og syntaktiske fejl i vores sprog. Vi taler i hovedsætninger. Vi bruger næsten aldrig delsætninger. Hvis vi gør, bruger vi parataktisk ordstilling, som i dette typiske politiker-speak: ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad skal vi gøre.” Ikke ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad vi skal gøre.” Dén nakker korrekturlæseren lige på stedet, hvis jeg som forfatter lader min politikerfigur sige som i det første citat. Selvom det desværre er sådan, de taler.

Folk bander og svovler og blander deres metaforer, så det er en fryd, men det fungerer bare sjældent på skrift. Jeg har i Mens Vi Venter plukket en enkelt sprogblomst, jeg ikke kunne lade stå ubrugt hen: ”Det har vi givet hinanden håndkantsslag på.”

Dén elskede jeg, da jeg hørte den i en autentisk samtale. Så den lod jeg stå, men ellers er det vanskeligt at bruge dagligsprog ukritisk. Der røg realismen – igen.

Jeg har intet problem med at lade mine personer bande som skraldemænd, så længe det 1. bidrager til persontegningen og 2. ikke er påtaget. Så kan de for min skyld lukke sprogets værste gloser ud samt nogle, jeg selv har fundet på og som er endnu værre. Det morer mig.

Hvad man skal lade være med:

En af mine lakmusprøver for om jeg vil købe en bog er dialog. Det er ret let. Jeg står nede i boghandleren og bliver lun på en bog. Så slår jeg op og leder efter dialogen (hvis der ikke er en dialog, har jeg et problem).

Hvis der står noget i retning af:

”Hvad laver du,” vrælede hun hidsigt
”Det rager ikke dig,” brølede han hæst

Så ryger den direkte tilbage på hylden.

Hvad er problemet her? Jo, for det første er selve replikkerne ret så flade. Det er nok derfor, forfatteren (som er mig, i dette tænkte eksempel) har følt det påkrævet at kvalificere præcis hvordan personerne siger det, de gør.

Det er efter min mening slatten skrivestil at bruge adverbielle konstruktioner i dialog. Jeg er næsten allergisk over for det, for det indikerer, at jeg har med en doven forfatter at gøre, som ikke helt tror på sine replikkers styrke og derfor bare må dænge dem til med i bedste fald unødvendige fyldord.

Og så er der de blomstrende synonymer med forskellige betydningsladninger for at sige. Dem skal man lade blive hjemme i skrivebordsskuffen og så nøjes med at skrive han sagde eller hun siger. Det er alt rigeligt, hvis replikkerne i sig selv er betydningsbærende og persontegnende, og det skal de være, hver og en. Ellers må de hjertens gerne udsættes for en dødelig salve med delete-tasten.

Eksempler på god dialog

Hvad er så god dialog? Ja, det er vel strengt taget en smagssag – og som ofte er det nemmere at definere det gode ved at vise det dårlige. Men jeg prøver nu alligevel.

Jeg elsker, når Stephen King lader sine personer sige ting, ingen mennesker ville sige i virkeligheden, med en fyndighed, der hører fiktionen til. Det er noget, han kan, når han er bedst.

Her et eksempel: ”You are hell. You are a monkey. And now you are my monkey.” (Fra Lisey’s Story)

Hvem siger sådan? Ingen i Gus’ hele, vide verden. Men alligevel virker det, fordi det er musikalsk og ret mærkeligt.

Jeg elsker også, når en forfatter med kirurgisk præcision skærer en person til med få, gennemarbejdede replikker – og det er der heldigvis rigtig mange danske forfattere, der er gode til. At få vendt vores knudrede sprog til noget klart og intenst.

Jeg vil slutte dette indlæg af med et sådan stykke dialogkunst. Det er (hvem ellers) Helle Helle, der skriver sådan her i Dette Burde Skrives I Nutid (s. 75):

- Vil du have en ostemad, sagde hun.
- Nej, tak.
- Er du på kur?
- Lidt.

Prøv at lægge mærke til, hvor meget de få, korte ord egentlig fortæller os om personerne (to kvinder). Det fortæller i bunkevis om et hav af temaer, og det tegner de to personer lynende klart – og morsomt. For hvordan er man lidt på kur?
Er det ikke som at være lidt gravid?

Og hvad skade er en ostemad til, med mindre man er ekstremt kropsfikseret? Tankerne og spørgsmålene står i kø bare ved at læse den her stump.

Men det er så eventyrlig menneskeklogt og uhyggelig godt set

Og det er dialog. Når det er bedst.

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.dk 27. 1o. 2011. 

En overset perle

Bogblogger.dk har i dag udsendt en anmeldelse af Mens Vi Venter.

Og den er god. Den er endda rigtig god, og jeg er meget stolt.

Den taler for sig selv, så se bare her: http://bogblogger.dk/?p=9372

De anmeldte også Mindset sidste år, og her var anmelderen også stærkt begejstret.

Ydermere – i forlængelse af mit sidste blogindlæg, hvor jeg ikke kan forstå, hvorfor Flensborg Avis kun gav bogen 3 af 5 “bøger”, når nu anmeldelsen var så fremragende, så er der opstået en forklaring.

Der var tale om en fejl.

Jeg har lige fået en mail fra Flensborg Avis’ kulturredaktør Hans Chr. Davidsen, som beroliger mig med, at de bringer en rettelse i avisen – den skulle selvfølgelig have haft 4 af 5!

Herligt.

Nu kan jeg bare vente/tro på/drømme om/håbe, at de øvrige aviser også vil anmelde bogen. Og at boghandlere for *?!** dog gad at tage den hjem…

Jeg er glad for mine anmeldelser – men lige så glad jeg er, lige så frustreret er jeg over at blive ved med at være en overset perle.

Det må da snart få ende.

Første anmeldelse af Mens Vi Venter

Så kom den første anmeldelse på min nye roman.

Den er fra Flensborg Avis, som henter deres anmeldelser fra Dagbladenes Bureau, og den lyder som følger:

“Anmeldelse. Det lykkes Morten Jacobsen at kombinere følt indlevelse i menneskelige tragedier med en sprudlende veloplagt sprogbehandling. 

Sin forrige roman, »Mindset«, kaldte forfatteren for en krimi, hvilket i grunden var misvisende, da det uden at forklejne genren kunne opfattes tematisk reducerende, for nok var den spændende, men dens tankesæt udgjorde tyngden. Sikkert i erkendelse af, at han skriver livsklogt nok til at undvære gysets reklameværdi, har Jacobsen denne gang sløjfet etiketten, selvom »Mens vi venter« sandelig ikke er fattig på blodsudgydelser.

Med anvendelse af flashback-teknik og hyppige synsvinkelskift oprulles historien om to meget forskellige mænd, hvis skæbner ved et tilfælde er blevet forbundne. De venter begge på noget: Fergus, en notorisk slagsbror, der har tilbragt ti år i fængsel for mord, på at skabe sig et normalt liv som barejer; den pensione- rede læge, Finn, på døden, efter at han har fået konstateret terminal kræft. I løbet af ventetiden oplever de to temmelig dramatiske ting sammen, og det hele slutter på én gang sørgeligt og muntert.

Det lykkes Jacobsen at kombinere følt indlevelse i menneskelige tragedier med en sprudlende veloplagt sprogbehandling, der blandt andet får karaktererne til at stå klart frem, men som også ofte kalder på latteren. Og dybest set er det vel bogens patosdistancerende, morbide humor, som får den til at virke så ægte og klog.

Kom så ikke og sige, at underholdning og indsigt ikke kan gå hånd i hånd.”

Jeg synes, det er fantastisk flotte ord fra Preben Rasmussens hånd (som også anmeldte Mindset med pæne ord). Det bedste er selvfølgelig, at anmelderen tager fat i lige præcis de ting, jeg har lagt vægt på under arbejdet med bogen. Han nævner min humor (som muligvis er en anelse morbid her og der) og bogens mangel på patos, og det glæder mig; det er lige nøjagtigt det, der var endemålet. Han har set ideen med bogen, og han har helt ret i, at jeg har lagt krimikrykken ind i kosteskabet og prøver at se, om jeg kan gå uden den. Det mener jeg selv, jeg kan. Om jeg finder krimiformen frem igen en anden god gang, kan jeg ikke vide – jeg synes, det er skægt at skrive kriminalromaner, bare man slipper for at lave research.

Så er det interessant med tildelingen af bøger (FL. Avis opererer med bøger som grafisk symbol for vurdering i stedet for hjerter eller globusser eller hvad man nu kan have). Den får nemlig kun 3 af 5. Det sættes i pudsigt perspektiv af, at Benn Q. Holms nye roman anmeldes på samme side og får samme antal ”bøger”, men ledsages af en relativt skidt anmeldelse i ord, hvor der i anmeldelsen af Mens Vi Venter ikke faldet ét knubbet ord – kun roser.

Der er dog en forklaring. Dagbladenes Bureaus anmeldelser bruges i flere medier, og de forsynes fra anmelderens side med anvisninger om hvor mange stjerner/globusser/bøger/dimser, anmeldelsen bør ledsages af. Men da der er forskel på, om aviserne bruger fem eller seks stjerner/dimser/kokkehuer som maksimum, står der f.eks. (som der har stået det ved denne anmeldelse): 3 af 5, alternativt 4 af 6.

Regner man det om til tal, er 3 af 5 det samme som 60 % god, mens 4 af 6 er 67 % god! Det gør altså en vis forskel, om avisen arbejder med 5 eller 6 dimser som max. Hvis man skal være en rigtig pernittengryn, altså. I en anden avis vil samme anmeldelse vise 4 af 6, og det ville da glæde mig.

Nå, men en vigtig faktor i anmeldelser er det, man kalder ”quotability”. Altså hvor vidt en eller flere sætninger fra anmeldelsen kan anvendes i efterfølgende citater og uddrag, på covers og plakater og den slags (og i forfatterens blog). Her er reglerne for forlagene vist nok uskrevne, men meget vide.

Hvis der i en anmeldelse står: ”Denne bog er noget bras, og forfatteren fatter ikke, hvad skrivekunst er” må man selvfølgelig ikke bringe et uddrag af denne sætning, der ændrer på meningen. F.eks. kunne man bare vælge at gengive ordet ”skrivekunst” på coveret af 2. udgave (dårlige anmeldelser og 2. udgaver udelukker ikke hinanden). Det går selvfølgelig ikke, men man kan ellers slippe af sted med meget…

I denne anmeldelse er der masser af quotability. Det hele, faktisk, er det rene guld. Her er ingen grund til at snyde.

Og nu er det så, at man kunne vælge at lade som ingenting, være cool og trække på skuldrene (som man må være klar til at gøre, den dag, der lander en rigtg sviner i mailboksen).

Men man kunne også vælge at være ærlig. Og jeg er bare superlykkelig.

 

Anmeldelsens retorik part 1

Der er nu mindre end to uger, til min nye roman ”Mens Vi Venter” udkommer. Jeg begynder at føle nerverne nu. Særligt er jeg nervøs for modtagelsen hos anmelderne. Vil de forstå den? Vil de sætte pris på den måde, jeg trakterer sproget i bogen? Hvad med handlingen?

Nu ved jeg en ting eller to om anmeldelser – jeg skrev nemlig speciale om anmeldelsens retorik på mit retorikstudium. Drevet af nysgerrighed om det her anmeldelsesfænomen dykkede jeg ned i en stak anmeldelser af skønlitteratur og prøvede at finde ud af hvordan anmelderne bruger sproget til at få deres mening igennem. Jeg ville opdage, hvordan de argumenterer for deres holdning til bogen og hvordan de adresserer deres publikum. Alt sammen for at blive klogere – og bedre klædt på til de anmeldelser, der også rammer mig fra tid til anden.

Mine konklusioner kom faktisk bag på mig selv.

I de kommende blogindlæg vil jeg prøve at forklare mit projekt og dets konklusioner.

Spørgsmål 1: Er anmeldelser en retorisk genre?

Når jeg taler om anmeldelser her, taler jeg om anmeldelser i en snæver forstand. Jeg taler om anmeldelser af skønlitteratur skrevet i den trykte presse af seriøse anmeldere. Jeg har altså valgt at se bort fra mere eller mindre ukvalificerede net-anmeldere som f.eks. bogbrokken.dk og andre – i bedste forstand – amatører. Jeg ser bort fra den akademiske litterære kritik og fra subgenrer som f.eks. lektørudtalelsen.

Jeg fokuserer alene på de anmeldere, som må formodes at have forstand på emnet, og jeg har valgt anmeldelser skrevet af bl.a. Leonora Christina Skov, Bo Tao Michaëlis og andre.

Jeg har også brugt forskere som kilde, bl.a. fagretorikere og sprogforskeren (og anmelderen) John Chr. Jørgensen.

Nå, men det første, man som retoriker må afklare, er om der er tale om en retorisk genre. At anmeldelsen er en journalistisk og til tider en litterær genre, er helt oplagt. Tager man en bunke anmeldelser, er der klare fællestræk i form, sprog og indhold – alt det, der udgør en genre i gængs forstand.

Men en retorisk genre skal have noget mere for at være en genre. Der skal være fællestræk i situationen. Al retorisk sprogbrug er bundet op på en konkret situation.

Et eksempel på en retorisk genre er en begravelsestale – en eulogi. Her er der klare fællestræk i sproglig stil: Man taler altid eufemistisk om tingene – moster Fie er ikke kradset af eller møget ned af en lastbil, hun er sovet stille ind.

Der er fællestræk i indhold: Man taler om den afdødes liv og levned, man roser hendes væsen, man tilbyder trøst til de efterladte, og man taler om, at livet går videre.

Endelig er der fællestræk i situation: Man holder ikke en begravelsestale, med mindre nogen er død. Det siger sig selv. Men det er her i situationen, at retorik og eksempelvis litteratur adskiller sig fra hinanden: Al retorik er situationsbundet. Litteratur er som regel fri af tid og sted på den måde at forstå, at den skrivende og den læsende kan være adskilt af århundreder, måske ligefrem af årtusinder, og alligevel have noget at sige hinanden. Det er i al sin rørende enkelthed forskellen på litteratur og retorik.

Vurdering, anbefaling og nyhed
For anmeldelser gælder, at de rummer tre fællestræk – genrens konstituerende elementer.

De er som følger:

Der er altid tale om en nyhed. En bog er udkommet (eventuel genudgivet, eventuelt genoversat), og det er det, der er nyheden (bemærk, at jeg ikke taler om litterær kritik i akademisk forstand, hvor man ofte dissekerer et klassisk værk – det er i sagens natur en anden genre).

Der er altid en vurdering på spil. Bogen er god, dårlig, medium, godt skrevet, ringe skrevet.

Der er altid en gradueret anbefaling på spil – implicit eller eksplicit: Læs den! Læs den for guds skyld! Læs den aldrig! Eller: Døm selv!

Det sjove er, at alle tre elementer kan være implicitte – altså underforståede.

Når en tekst rummer disse tre indholdstræk, kan den siges med stor sandsynlighed at være en anmeldelse.

Men det er ikke gjort med det. Der skal også være fællestræk i stil og situation. Situationen er vi med på. Men stilen?

Det er her, det bliver rigtigt sjovt. For hvad er det for en sproglig stil, anmeldere ofte bruger? Hvilken argumentation, hvilke metaforer og så videre?

I mit næste blogindlæg vil jeg skrive om anmeldelsens sproglige stil – hvordan får anmelderen os til at købe argumentationen? Og hvad består anmelderens argumentation egentlig af?

Følg med!

Bogforum og presse og Miki og Abelone

“Morten Leth Jacobsen udkommer med sin tredje roman, ‘Mens vi venter’. Kære anmeldere, LÆS HAM, han er en stjerne i svøb. Romanen handler om et par århusianske randeksistenser, to mænd som ikke ligefrem er stærke på kommunikation, og bogen er fuld af humor, drama og Mortens skarpe øje for tilværelsens absurditeter.”

Sådan introducerer mit forlag pressemeddelelsen om min nye roman. Pressemeddelelsen er netop gået ud i dag, så nu starter arbejdet med at få bogen solgt ind til pressen og til anmelderne.

Vi har også måttet tilrettelægge timingen af selve udgivelsen. Bøgerne kommer fra tryk i næste uge og går direkte ud til anmelderne. De skal lige have nogle dage, gerne et par uge, til at læse i forvejen. Drømmen er anmeldelser på udgivelsesdagen – gerne mange, gerne gode.

Så vi har talt om flere datoer, den 15. september og den 22. Så kom der et valg i vejen, og vi blev enige om, at der trods alt er større begivenheder i verden end udgivelsen af min næste roman, selvom det er svært at forestille sig. Derfor venter vi til ugen efter valget …

Bogforum – i den grad. Miki og Abelone Koppel.
En del af markedsføringen af en bog – og en forfatter – er at optræde på bogmesser, og her er ingen større end Bogforum.
I år kommer jeg til at figurere to gange på programmet: Dels fredag eftermiddag kl. 13, dels søndag eftermiddag kl. 16. Fredag bliver det i selskab med journalisten, tv-manden og forfatteren Miki Mistrati, som udgiver sin anden roman “Spin” stort set samtidigt med mig. Vi har valgt at optræde sammen i stedet for den traditionelle interviewer/forfatter-snak. Vi har en del at diskutere, når det gælder tilblivelsen af samtidsromaner – primært hvordan man finder inspiration. I mit tilfælde finder jeg inspirationen i mine observationer af, som der står i pressematerialet, tilværelsens absurditeter. Dem finder jeg, hvor jeg end ser hen, og bruger dem så til at skabe ren fiktion uden hold i virkeligheden. Miki behøver ikke lede efter absurditeterne i fantasien; han lever i dem til hverdag som chef for gravergruppen på Ekstra Bladet og som en af dansk journalistiks hårde negle. Han er derude i virkeligheden; jeg er nede i min kælder i Sønderborg – og mon ikke vi begge formår at ramme noget virkelighedsnært, i virkeligheden, selvom vi står i hver sin ende af felten?

Så, søndag, gør jeg det igen. To forfattere, to bøger, en scene. Denne gang sammen med Abelone Koppel, skuespiller og meget andet, og nu også forfatter. Hun debuterer med romanen Her Fra. Den handler om en ung pige, hvis f0rfatterfar myrdes af sin homoseksuelle kæreste, og den indflydelse, dette får på hendes liv. Det kender forfatteren selv ganske godt. Abelone er datter af en forfatter, der blev myrdet af sin homoseksuelle kæreste. Og ja, det er Christian Kampmann, jeg mener. Abelone har dog ikke skrevet en selvbiografi, men en fiktiv roman om et tema, hun kun kender alt for godt.

Her tror jeg, vi vil vælge at tale om at skrive sig vej til en fiktiv historie fra virkeligheden. Jeg kunne tænke mig at tale om research og dens rolle – eller snarere mangel på rolle – i den rene fiktion.

Research er når man finder ud af noget for at skrive om det. At skrive ren fiktion er at skrive om noget for at finde ud af det.

Det sidste er det, jeg selv skriver om, og det er også det, jeg tror, Abelone skriver ud fra. Men det vil vise sig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse hendes bog – og til at tale med hende om selve det at skrive, sådan forfatter til forfatter.

 

Se coveret og stem!

Så kom der farver på!

Dette er udkastet til coveret på min nye roman, Mens Vi Venter.

Det er tegnet af Lene fra den grafiske tegnestue Propel.

Hun havde lavet flere forslag, men dette er det, min forelægger og jeg er enige om. Nu skal det bare sysles på plads.

Giv dit besyv med – hvad synes du om omslaget?

Du kan stemme her (NB. Billedet er en lavopløst JPG).

Ventetid

Samtale med min forlægger: Udgivelsen af Mens Vi Venter er nu fastsat til 22. september. En uge senere end planlagt, men det spiller ingen trille, bare det hele flasker sig.

Dom fra prøvelæsere: Alle er begejstrede, ingen skeptiske. Det gør kun, at spændingen stiger. Den ene prøvelæser er en af vores venner, som er praktiserende læge. Det træffer sig nemlig sådan, at den ene hovedperson i bogen er (pensioneret) praktiserende læge i Aarhus, præcis som Vivian, som nu har læst bogen. Jeg har skrevet en del lægeting ind i den – lidt fagsprog her, lidt indtryk af livet som praktiserende der, alt sammen uden at vide noget med sikkerhed. Jeg skriver kun på fornemmelsen, forestiller mig, hvordan det mon er.

Men det ser ud til, at jeg har ramt plet – i hvert fald var kommentarerne primært af faglig karakter. Der var et fagord her og et anatomisk udtryk der, og det er nu rettet.

Korrekturgangen er også overstået. Korrekturlæseren har påpeget andre småting, der ikke er helt præcise. For eksempel mærket på et par kondisko eller hvornår Toys’R'Us egentlig åbnede i Aarhus – den slags har han tjekket. Og så roser han bogen for dens sprog …

Planerne begynder at blive meget konkrete i denne fase. Vi taler om presse, om at få plads på Bogforum til at tale om bogen. Jeg arbejder på at få en aftale med Løves Bogcafe i Aarhus om en oplæsningsaften, og jeg venter på at se artwork til omslaget.

Jeg kommer til at tænke på, at det kun er halvandet år siden, vi udgav Mindset. Dengang havde jeg ingenting i hovedet i forhold til at skrive en ny roman, kun en vis ængstelse – gad vide om der nogensinde er plads i hjernen til at skrive en bog mere? Dengang Mindset udkom, havde jeg også lige et masterprojekt at skrive, så jeg tænkte, at jeg ville udskyde enhver plan om en ny bog, til masteruddannelsen var overstået. Og alligevel kom ideerne kravlende så småt, og med et var jeg i gang.

Lige nu er følelsen lidt den samme. Jeg er i en omvæltningsfase i mit liv lige nu – jeg har skiftet job, jeg pendler frem og tilbage til Aarhus, har ikke tid til meget andet end at køre bil, arbejde og sove, og jeg tænker, at jeg ikke kan se en ny bog tage form på noget tidspunkt i al overskuelig fremtid.

Og alligevel ved jeg, at det kommer. Med et er jeg i gang. Med hvad ved jeg ikke, for det ved jeg aldrig. Sådan kan jeg nu bedst lide det.

Jeg regner med, at jeg får artwork til coveret i morgen. Så snart det er godkendt, ryger det på siden her.

Så kig med i de kommende dage.

 

Klokken på Hald

Lørdag:
Jeg har ringet med klokken. Her til eftermiddag hev jeg i rebet, og den lille klokke over kapellejligheden kimede. En symbolsk handling, og så endda i regnvejr.
Jeg brugte formiddagen på at rette de sidste ting på plads. Vi er det på niveau, hvor en sætning her og en sætning mindre der gør en verden til forskel i forfatterens hoved. Jeg har rundet de 80.000 i det samlede manus, så det er ikke en kæmpe, det er faktisk den korteste bog, jeg har skrevet. Det gør ikke spor. Hellere for lidt end for meget er reglen.

Lige omkring middag mailede jeg til min forlægger og trykkede på send. Og så sad jeg bare og så ud på regnen på ovenlysvinduet.

Det er en underligt tom følelse. Jeg kan kun dårligt forklare det. Det handler om, at man har gået rundt med den her historie i hovedet i godt et år, skrevet lidt her, tvivlet på, om det nogensinde blev til noget.

Jeg ved endda præcis hvornår kimen til bogen blev lagt. Det gjorde den i februar 2010; altså inden min 2. roman, Mindset, udkom. Jeg var på sidste seminar af min masteruddannelse og boede den weekend på Århus Universitets gæstehus på Trøjborg. Alene på et værelse – med ovenlysvindue – og jeg gik en aftentur ned langs vandet. Badeanstalten Den Permanente stod sort og ensom i regnen; jeg tror nok, den lignede meget mine egne tanker den aften. Jeg var træt; jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kunne knap nok slæbe mig af sted. Der var vandpytter og plamager af gammel, halvt smeltet sne på stien. Passager med hårdnakket is, hvor man måtte tage bittesmå skridt. Foråret syntes langt borte. Jeg tænkte, at jeg med et følte mig som en mand på firs år. Alene i et værelse på Trøjborg. Jeg længtes efter at bo i Århus igen, savnede min familie, som jeg altid gør det, når jeg er væk fra dem i nok så kort tid. Havde det i det hele taget skidt.

Så gjorde jeg det, som nok reddede den aften. Jeg gik på Englen, ind i lyset og varmen, snakken fra de mange gæster. Jeg fik god mad, en sludder med tjeneren. Da jeg gik hjem, følte jeg opløftet. Der var altså andre mennesker end mig i verden.
Før jeg fik set mig om, var jeg ved at skrive en historie om at være gammel, om at være ensom og at bo på Trøjborg. Om at dumpe tilfældigt ind på en cafe og der møde menneskelig varme. Det gode ved at være forfatter på den måde er, at alting er tilfældigt. Jeg skriver bare, og personerne vokser frem. En gammel mand og en cafebestyrer. Så får de navne, de får en historie, tanker, følelser, ting, de savner, holder af, længes efter, sørger over.

Det er, kort fortalt, den historie, jeg lige har skrevet færdigt. Den handler om sorg over at miste, om længsel, om kærlighed til sine børn. Men den er også morsom, grov og tilpas kantet til at der er masser af gods i den.

I sidste ende, og vigtigst: den er forhåbentligt også spændende og vedkommende, og hvad den i øvrigt handler om, det opdager jeg først, når selve skriveprocessen har bundfældet sig. Det lyder mærkeligt, at en forfatter ikke ved, hvad han skriver om. Men det forekommer ganske ofte, især man (som jeg) ofte kører af sted på en bølge, drevet af det underbevidste. Temaer dukker op som allerede etablerede sammenhænge i teksten til forfatterens forbløffelse. Det lyder som noget sludder. Det er det ikke.

Den tomme følelse kommer af at have sagt farvel til noget, man har levet med på godt og ondt i lang tid. Jeg har færre tvivl, færre kvababbelser med denne tekst end med mine to foregående romaner; jeg ved, det er godt og at det giver mening, i det mindste for mig.

Jeg har elsket min uge på Hald, og jeg har brugt tid på det, jeg holder allermest af at gøre. Kunnet fokusere helt og holdent på det, så meget, at jeg på et tidspunkt måtte tænke mig godt om for overhovedet at huske, hvilken årstid vi har lige nu.

Jeg gav cremant d’alsace til holdet på Hald: fribyforfatterne, deres mentor Karsten og min skrivekollega i Smedehuset. Vi sad i køkkenet på Hald og sludrede, tre danskere, tre afrikanere med tre meget forskellige kulturelle baggrunde. Vi grinte og drak cremant, og vi observerede Noufel, der lavede couscous til os. Vi tændte stearinlys, os seks, tænk at have en hel herregård helt for sig selv. Udsigten over parken, rødvin, mad, godt selskab.

Jeg tænkte, at det er dette, min bog handler om. At være isoleret med sine tanker, som jeg har det været på Hald. At komme ind i varmen og være sammen med andre, erfare dem, høre deres historier, rystende som de er. Disse fribyforfattere; deres historier fra i aften er ufattelige. Dem håber jeg at høre mere til. Deres vilje til at klare sig gennem uhyrlige vilkår og deres gode humør, deres ligevægt, deres evne til at være til stede i nuet. Måske skal man fængsles, trues, få sin arbejdsplads brændt ned af regeringens egne mænd, før man påskønner det enkle øjeblik. Jeg føler mig oprigtigt privilegeret over at have kunnet være sammen med den en aften. Og over at være forfatter og skribent i Danmark, ikke der, hvor de kommer fra.

Nu skal jeg hjem. Hjem til min familie, som jeg savner, som jeg savnede dem den aften i Århus.

Jeg er forløst, men også sært tom. Min bog er skrevet færdig.

Nu er det hverdagen, der venter mig.