Social zombie

Krimimessen i Horsens åbner om et par timer, og jeg er med på programmet.

Det har jeg funderet en hel del over, fordi Mens Vi Venter netop ikke er en krimi – så hvad har jeg egentlig med krimimessen at skaffe?

En del, måske, for jeg kan se, at mange af de mennesker, der låner bogen på biblioteketerne, også tidligere har lånt bøger af Viveca Steen, Jussi og alle de andre krimi-/spændingsforfattere. Det har jeg et ambivalent forhold til, for min bog er jo netop en genrebryder, hvor der godt nok sker dramatiske ting, men hvor fokus er på menneskernes relationer, følelser, indre liv, sorg og venskab. I bogen arbejder jeg mod et stærkt og originalt lyrisk prosaudtryk, som jeg selv holder meget af. Jeg håber bare ikke, læsernes forventninger bliver skuffede, hvis de tror, jeg har skrevet en regulær krimi.

Mens Vi Venter er en roman, der rummer enkelte krimielementer, og en del af handlingen er henlagt til det gamle statsfængsel i Horsens. Dér er relevansen. Krimimessen er også bredt favnende: der er plads til Erwin Neutzky-Wulff og hans esoteriske romaner, der er plads til decideret gys. Og som min retorisk veloplagte kollega Anna Grue har skrevet om på Litteratursiden, så favner krimigenren efterhånden fantastisk bredt, og tematikken udelukker på ingen måde godt sprog og interessante menneskelige observationer.

Enhver afstandstagen til krimigenren alene på grund af de tematiske og genremæssige fællestræk er intet andet end enøjet akademisk snobberi, og det tør jeg godt sige højt, for jeg elsker selv lyrik, skriver lyrik, finpudser og dyrker mit sprog, er akademiker, har læst Italo Calvino, har læst franske diskursteoretikere, alt sådan noget. Men mit grundargument er altid dette: Hvis jeg skal gide at læse en roman, skal den først og sidst være spændende. Mord eller ej, det er ligemeget. Jeg taler ikke om spænding som noget med krudt og kugler eller vold og blod. Jeg taler om, at selve handlingen skal drive læseglæden.

Jeg føler mig fint i selskab med krimiforfattere. Mit projekt med Mens Vi Venter er bare at udforske andre ting end et krimiplot – at skrive en litterær roman, der også er fundamentalt spændende.

Det synes jeg er lykkedes over al forventning, når jeg selv skal sige det. Og jeg glæder mig til at komme ned og få snakket om bogen.

Men jeg bliver ikke til festen. Det kan jeg simpelthen ikke. I år kører jeg til Horsens, holder mit interview, går rundt i en time (max) og kører hjem til min familie igen. Der er en nedtælling i gang, en nedtælling til en begivenhed, der overskygger alt andet og som gør mig til en social zombie i disse dage.Derfor magter jeg ikke at være sammen med alt for mange nye mennesker, selv ikke til hvad der garanteret bliver årets bedste fest på Bygholm Parkhotel i aften – krimimessens gallamiddag.

Fordi.

På mandag skal vores søn indlægges – igen. Men denne gang er det fordi han skal opereres i hjernen. Det føles som om der er planlagt et trafikuheld for ham. Som om vi har fået datoen for en henrettelse. Hvordan vi fungerer fra time til time, fra dag til dag, er mig en gåde.

Vi tæller ned og tør ikke tænke på det.

Det skriver jeg om senere. Eller også gør jeg ikke.

Jeg er ikke en jumbobog

Da jeg udgav min første roman Tornmark tilbage i 2009, var mit forlag egentlig meget begejstrede for tanken om at den skulle være en serie. At bogen skulle være den første af mange, centreret om det samme persongalleri og de samme steder. Jeg var selv også begejstret for ideen, hovedsageligt inspireret af de mange forfattere, der for tiden skriver i serier. Men jeg var også nødt til at stoppe op og tænke efter. Som læser er jeg selv dybt skeptisk over at læse bag på en bog, at dette er den første i en serie på otte bøger om den unge retsmediciner/journalist/dommer/politikvinde m/k og hans/hendes personlige pinsler over den overstående/lurende skilsmisse og de to/tre/fire børn og disses fremtidige skæbne. Deres trængsler med børnehave, med mænd, med kvinder, med uønsket hårvækst – ærligt talt. Det gider jeg sgu ikke være en del af.

Som forfatter skal jeg primært skrive det, jeg selv gerne ville læse, og dette er ikke sådan noget. Og!

Som forfatter er jeg oprigtigt talt uforstående over for kolleger, der ved med sikkerhed hvad de skal lave om otte år, når de skriver sidste bind. Jeg tænker altid, at de til den tid får skiftet bind i stedet – hvordan pokker kan man som kunstner og menneske vide, hvad man vil lave om otte-ti år? I virkeligheden minder den slags serieproduktion mig om Anders And, hvor man har det samme persongalleri, der aldrig ældes, aldrig forandres, men bliver udsat for hårrejsende ting hver eneste mandag.

I krimiverdenen er det bare hvert år.

Selv da jeg (med fryd) læste Sjöwall/Wahlöö tænkte jeg, at Martin Beck ligegodt fik sin bekomst mere end andre politimænd, og at han og hans Stockholm mindede mig om hr. And i Andeby. Også de serieforfattere, jeg har nydt i fulde drag – Mankell, Rankin – bliver trætte til sidst, langt trættere end deres livstrætte hovedpersoner.

Jeg vil meget, men jeg vil ikke skrive jumbobøger. Jeg kan ikke med god samvittighed gentage mig selv. Det lader jeg de andre forfattere om. Jeg gider ikke læse det. Jeg gider ikke gøre det. Jeg vil fornys.

Jeg prøvede faktisk – jeg har en håndfuld kapitler til en Tornmark 2 liggende på harddisken, og de er såmænd ikke ilde. De fungerer som spændingslitteratur, måske også bedre end de ting, jeg skrev i Tornmark 1. Men …

Jeg vil det ikke. Jeg kan ikke med min bedste samvittighed skrive fiktion som en bestillingsopgave, ikke engang fra mig selv til mig. Når jeg ikke kan det, skal ingen bestille fiktion hos mig, for det kommer aldrig til at fungere. Jeg vil mit nutidige projekt, fordi det giver mening for mig. Jeg skal ikke leve af det; jeg skal skrive af kærlighed til det nu, der opstår, når jeg skriver.

Jeg prøver at vokse med min produktion hver eneste gang, jeg skriver noget nyt. I min kommende roman prøver jeg at gå helt nye veje og lade mine personer føle og tænke snarere end at handle.

Jeg ved jo ikke, om det lykkes. Det er muligt, kritikerne ikke kan lide det. Eller publikum. Eller lektørerne. Eller mit forlag. Måske ikke engang jeg selv, i sidste ende.

Og jeg skriver den heller ikke færdig uden en vis hjertebanken, for den er anderledes.

Uden bankende, dirrende hjerte bliver ingen litteratur rigtig god – det tror jeg på.

Det kræver, at man tør turde frygten at skabe noget, der måske er kunst.

Det kræver også en accept af den lurende fiasko, alt imens man håber og tror, man har gjort det rette.

I næste uge, på Hald, vil det vise sig, om jeg kan gøre det færdigt, som jeg er
begyndt på.