En uge senere

Der er nu gået en uge siden Information bragte mit indlæg om kunststøtten. Jeg har fået en hel del respons på indlægget, og det stort set positivt. Det glæder mig.

Det bekymrer mig, at flere har skrevet, at de tænker som jeg, men at de er nervøse for at tage til orde om samme emne – af frygt for at blive afvist, næste gang de søger.

For mig at se (og jeg genkender den frygt) er den frygt symptomatisk for et af de centrale problemer ved kunststøttesystemet – det, som også Grøndahl har kritiseret. Nemlig lukketheden.

Når man er en lukket klub, åbner man samtidig samtlige flanker for angreb, alene fordi ingen ved, hvad der foregår i klubben. Meget af kritikken af udvalgenes arbejde kunne undgås med større åbenhed, og det er den åbenhed, jeg beder om i mit indlæg – pakket ind i sarkasme, men oprigtigt ment. Det handler for eksempel om tildelingskriterierne, om beskyldningerne om kammerateri, om frygten for at få sine muligheder for støtte ødelagt, hvis man kritiserer udvalget.

Det er problematisk. Det er lukkethed som regel.

Han har mange penge i forvejen
En kommentar på Informations website fik smilet frem hos mig. Det er en hr. Karsten Aaen, der skriver, at jeg ikke får støtte, fordi jeg i kraft af mit job må formodes at være så tilpas ved muffen, at jeg sgu da selv kan betale, hvis jeg skal have orlov fra samme job. Det bringer mindelser om den eneste rigtige sviner af en anmeldelse, jeg nogensinde har fået, nemlig i Fyns Amts Avis, der anmeldte min debutroman med ordene ”en debutant med hang til arkæologi har skrevet en roman …”.

Her antydes det også, at jeg i kraft af min tårnhøje indtægt fjumser rundt for skatteborgernes penge og skriver tåbelige historier og at jeg er en lallende amatør. Jeg tror nok, alle efterfølgende anmeldelser og reaktioner beviser det modsatte.

Hr. Aaen har ikke forstået en central ting omkring uddelingen af legater og stipendier – et af de klart formulerede kriterier, der trods alt findes – nemlig at udvalgene ikke må skele til forfatterens øvrige indtægt.

Men det morer mig, at man som forfatter skal være en smule ugleset, fordi man har et job ved siden af. Det er sådan, de fleste trods alt er nødt til at køre deres (forfatter)liv. Det er for mig et adelsmærke at man har overskud og er i besiddelse af såpas meget skrivetrang, at man pokkertagemig vil det her, og vel at mærke ikke vil det for pengenes skyld.

Men derfor vil jeg da gerne have en skilling fra litteraturudvalget.

En mudderbondes bekendelser

Og nu til noget helt andet. Nemlig litteraturstøtte.

Jeg har på sidelinjen fulgt debatten om støtten til kunst (især litteratur) fra statens forskellige udvalg og råd.

Det er i den grad noget, der kan få sindene i kog. Kollega Jens Chr. Grøndahl har eksempelvis bedt om agtindsigt i afgørelserne fra litteraturudvalget, og det har han fået cirka ingenting ud af, undtagen at han er blevet skældt hæder og ære fra, alene fordi han prøver at finde en anden vej ind i debatten.

For de lykkeligt udenforstående handler det om, at der er mange forfattere, der undrer sig over, hvorfor de samme skribenter altid er at finde på listerne over dem, der får tildelt støtte fra litteraturudvalget og Statens Kunstråd.

Jeg er en af dem. Jeg skriver gode bøger, jeg får ros af anmelderne og jeg er ikke bange for at prøve at gå nye veje. Jeg har et job, og det er jeg glad for, men jeg ville rigtig gerne have arbejdsro til at blive endnu bedre, og det er det, et legat eller et stipendium fra kunstfonden/rådet kan gøre.

Så jeg søger og får konsekvent afslag. Det er jeg ved gud ikke ene om. Og jeg undrer mig også såre over begrundelserne – for dem får man ikke noget at vide om. Derfor syntes jeg, det var herligt, at Grøndahl pirkede lidt i hvepseboet. Han forlangte nemlig agtindsigt, gjorde han.

Så foreslog han en turnusordning, hvilket jeg i øvrigt ikke støtter, men jeg støtter en mere åben dialog om kunstneriske kriterier.

For sine ytringer fik G. tørre tæsk og i øvrigt intet konkret at vide. Dansk Forfatterforening hegler ham igennem i en leder i sidste nummer af Forfatteren. I den ene kronik efter den anden har han fået at vide, at han 1. ender med at nedlægge støtten til forfattere og 2. er asocial og ikke forstår kunsten at være kunstner.

Jeg synes, han skal have lidt støtte. Moralsk støtte. Han er nemlig ikke den eneste, der undrer sig og tænker grimme tanker om kammerateri, elitisme og en snæver litteraturopfattelse.

Så nu har jeg dælme skrevet en kronik herom, har jeg.

Den kommer i morgen i Information. I kronikken sammenligner jeg os forfattere med mesopotamiske mudderbønder, der dyrker vores afgrøder og beder til guderne – bønder, der ikke fatter de fjerne og strenge guders domme over vores møje.

Nu må se. Nu er det nok mig, der får det glatte lag.

Det er jeg for så vidt klar til.