Klokken på Hald

Lørdag:
Jeg har ringet med klokken. Her til eftermiddag hev jeg i rebet, og den lille klokke over kapellejligheden kimede. En symbolsk handling, og så endda i regnvejr.
Jeg brugte formiddagen på at rette de sidste ting på plads. Vi er det på niveau, hvor en sætning her og en sætning mindre der gør en verden til forskel i forfatterens hoved. Jeg har rundet de 80.000 i det samlede manus, så det er ikke en kæmpe, det er faktisk den korteste bog, jeg har skrevet. Det gør ikke spor. Hellere for lidt end for meget er reglen.

Lige omkring middag mailede jeg til min forlægger og trykkede på send. Og så sad jeg bare og så ud på regnen på ovenlysvinduet.

Det er en underligt tom følelse. Jeg kan kun dårligt forklare det. Det handler om, at man har gået rundt med den her historie i hovedet i godt et år, skrevet lidt her, tvivlet på, om det nogensinde blev til noget.

Jeg ved endda præcis hvornår kimen til bogen blev lagt. Det gjorde den i februar 2010; altså inden min 2. roman, Mindset, udkom. Jeg var på sidste seminar af min masteruddannelse og boede den weekend på Århus Universitets gæstehus på Trøjborg. Alene på et værelse – med ovenlysvindue – og jeg gik en aftentur ned langs vandet. Badeanstalten Den Permanente stod sort og ensom i regnen; jeg tror nok, den lignede meget mine egne tanker den aften. Jeg var træt; jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kunne knap nok slæbe mig af sted. Der var vandpytter og plamager af gammel, halvt smeltet sne på stien. Passager med hårdnakket is, hvor man måtte tage bittesmå skridt. Foråret syntes langt borte. Jeg tænkte, at jeg med et følte mig som en mand på firs år. Alene i et værelse på Trøjborg. Jeg længtes efter at bo i Århus igen, savnede min familie, som jeg altid gør det, når jeg er væk fra dem i nok så kort tid. Havde det i det hele taget skidt.

Så gjorde jeg det, som nok reddede den aften. Jeg gik på Englen, ind i lyset og varmen, snakken fra de mange gæster. Jeg fik god mad, en sludder med tjeneren. Da jeg gik hjem, følte jeg opløftet. Der var altså andre mennesker end mig i verden.
Før jeg fik set mig om, var jeg ved at skrive en historie om at være gammel, om at være ensom og at bo på Trøjborg. Om at dumpe tilfældigt ind på en cafe og der møde menneskelig varme. Det gode ved at være forfatter på den måde er, at alting er tilfældigt. Jeg skriver bare, og personerne vokser frem. En gammel mand og en cafebestyrer. Så får de navne, de får en historie, tanker, følelser, ting, de savner, holder af, længes efter, sørger over.

Det er, kort fortalt, den historie, jeg lige har skrevet færdigt. Den handler om sorg over at miste, om længsel, om kærlighed til sine børn. Men den er også morsom, grov og tilpas kantet til at der er masser af gods i den.

I sidste ende, og vigtigst: den er forhåbentligt også spændende og vedkommende, og hvad den i øvrigt handler om, det opdager jeg først, når selve skriveprocessen har bundfældet sig. Det lyder mærkeligt, at en forfatter ikke ved, hvad han skriver om. Men det forekommer ganske ofte, især man (som jeg) ofte kører af sted på en bølge, drevet af det underbevidste. Temaer dukker op som allerede etablerede sammenhænge i teksten til forfatterens forbløffelse. Det lyder som noget sludder. Det er det ikke.

Den tomme følelse kommer af at have sagt farvel til noget, man har levet med på godt og ondt i lang tid. Jeg har færre tvivl, færre kvababbelser med denne tekst end med mine to foregående romaner; jeg ved, det er godt og at det giver mening, i det mindste for mig.

Jeg har elsket min uge på Hald, og jeg har brugt tid på det, jeg holder allermest af at gøre. Kunnet fokusere helt og holdent på det, så meget, at jeg på et tidspunkt måtte tænke mig godt om for overhovedet at huske, hvilken årstid vi har lige nu.

Jeg gav cremant d’alsace til holdet på Hald: fribyforfatterne, deres mentor Karsten og min skrivekollega i Smedehuset. Vi sad i køkkenet på Hald og sludrede, tre danskere, tre afrikanere med tre meget forskellige kulturelle baggrunde. Vi grinte og drak cremant, og vi observerede Noufel, der lavede couscous til os. Vi tændte stearinlys, os seks, tænk at have en hel herregård helt for sig selv. Udsigten over parken, rødvin, mad, godt selskab.

Jeg tænkte, at det er dette, min bog handler om. At være isoleret med sine tanker, som jeg har det været på Hald. At komme ind i varmen og være sammen med andre, erfare dem, høre deres historier, rystende som de er. Disse fribyforfattere; deres historier fra i aften er ufattelige. Dem håber jeg at høre mere til. Deres vilje til at klare sig gennem uhyrlige vilkår og deres gode humør, deres ligevægt, deres evne til at være til stede i nuet. Måske skal man fængsles, trues, få sin arbejdsplads brændt ned af regeringens egne mænd, før man påskønner det enkle øjeblik. Jeg føler mig oprigtigt privilegeret over at have kunnet være sammen med den en aften. Og over at være forfatter og skribent i Danmark, ikke der, hvor de kommer fra.

Nu skal jeg hjem. Hjem til min familie, som jeg savner, som jeg savnede dem den aften i Århus.

Jeg er forløst, men også sært tom. Min bog er skrevet færdig.

Nu er det hverdagen, der venter mig.

Husholdningsfilm

Fredag:
Jeg har i dag fredag indkøbt 100 meter husholdningsfilm i Rema 1000 i Viborg. Pris: 12,95.

Husholdningsfilm, navnlig dets egenskaber i forhold til at pacificere et menneske, indgår i min roman. Jeg er nødt til at se, om det, jeg tror man kan gøre med 100 meter husholdningsfilm, rent faktisk kan lade sig gøre.

Jeg mangler ofre, så jeg prøver på mig selv. Jeg vikler godt tyve meter omkring mine ben, lige omkring knæene, og konstaterer, at jeg ikke kan rokke mig ud af flækken. Jeg kan heller ikke, uanset hvor hårdt jeg prøver, flå det i stykker alene ved at bruge benmusklerne. Det er ganske utroligt stærkt, sådan noget film. Jeg er nødt til at skære mig selv fri med en køkkenkniv. Tjek: Køkkenfilm kan anvendes til at pacificere et menneske på ganske effektiv vis. Dette tip er hermed givet videre.

Det var så den sidste smule research, jeg manglede på min nye bog.

Faktisk mangler jeg næsten ingenting. Jeg har fået skrevet godt 15.000 ord, slettet yderligere 5.000, og jeg er nu så tæt på at være helt færdig, som jeg kan blive.
Jeg tror, jeg kommer til at ringe med klokken over Kapellet engang i morgen hen på eftermiddagen. Ringer man med klokken her på Hald, er det fordi man har nået en markant milepæl – jeg har forhørt mig om reglerne hos pålidelig kilde, og det viser sig, at der er et flydende regelsæt. Man må ringe med klokken, hvis man er færdig med et manus, eller hvis man har skrevet 50 sider, eller – i et enkelt dokumenteret tilfælde – hvis man har slettet 50 sider.

Spørgsmålet er hele tiden, om man er færdig, når man er færdig. Der kommer et tidspunkt hen imod slutningen af en skriveproces, hvor man har ganske klart overblik over de småting, der mangler, for at fuldende værket.

Men på samme tidspunkt har man næsten altid også komplet og aldeles mistet jordforbindelsen og evnen til at vurdere nøgternt, om det man har skrevet overhovedet fungerer som en sammenhængende historie. Jeg tror det, og en ting kan jeg vurdere, nemlig at flere af de kapitler, jeg har skrevet i min nye bog, ganske enkelt er suverænt det bedste, jeg nogensinde har skrevet.

Jeg fejrede det ved at køre ind til Viborg. Efter husholdningsfilm, men også for at gå en tur rundt i gaderne. Jeg var i Sortebrødre Kirke, idet jeg troede, det var Viborg Domkirke, om end jeg syntes, den var skrumpet gevaldigt, siden jeg sidst var inde i Viborg Domkirke i sjette eller syvende klasse.

Så fik jeg også set Sortebrødre Kirke og endda talt med kirketjeneren om altertavlen, som vitterlig er ganske fantastisk.

I Viborg Domkirke – den rigtige – lod jeg henrive en hel del af Skovgaards malerier. De er betagende.

Jeg stablede mit legeme op i toppen af tårnet, selvom jeg efterhånden har udviklet et vist had til højder. Især i tårne med knirkende trætrapper med alt for mange år på bagen. Men jeg overlevede. Det var ikke i dag, Viborg Domkirke styrtede sammen.

Det er fredag, og jeg længes hjem. Jeg savner min familie.

I Rema 1000 kiggede jeg også på champagne. Reglen er den, at hvis man ringer på klokken, så giver man også champagne. Det må jeg lige overveje. Jeg købte ikke noget, kun husholdningsfilm.

I morgen lørdag er jeg inviteret til afrikansk mad med fribyforfatterne. Jeg ved ikke, om afrikansk mad og champagne går i kulinarisk spænd eller bare i benspænd.

Den afgørelse lader jeg hvile til i morgen.

Jeg er ikke en jumbobog

Da jeg udgav min første roman Tornmark tilbage i 2009, var mit forlag egentlig meget begejstrede for tanken om at den skulle være en serie. At bogen skulle være den første af mange, centreret om det samme persongalleri og de samme steder. Jeg var selv også begejstret for ideen, hovedsageligt inspireret af de mange forfattere, der for tiden skriver i serier. Men jeg var også nødt til at stoppe op og tænke efter. Som læser er jeg selv dybt skeptisk over at læse bag på en bog, at dette er den første i en serie på otte bøger om den unge retsmediciner/journalist/dommer/politikvinde m/k og hans/hendes personlige pinsler over den overstående/lurende skilsmisse og de to/tre/fire børn og disses fremtidige skæbne. Deres trængsler med børnehave, med mænd, med kvinder, med uønsket hårvækst – ærligt talt. Det gider jeg sgu ikke være en del af.

Som forfatter skal jeg primært skrive det, jeg selv gerne ville læse, og dette er ikke sådan noget. Og!

Som forfatter er jeg oprigtigt talt uforstående over for kolleger, der ved med sikkerhed hvad de skal lave om otte år, når de skriver sidste bind. Jeg tænker altid, at de til den tid får skiftet bind i stedet – hvordan pokker kan man som kunstner og menneske vide, hvad man vil lave om otte-ti år? I virkeligheden minder den slags serieproduktion mig om Anders And, hvor man har det samme persongalleri, der aldrig ældes, aldrig forandres, men bliver udsat for hårrejsende ting hver eneste mandag.

I krimiverdenen er det bare hvert år.

Selv da jeg (med fryd) læste Sjöwall/Wahlöö tænkte jeg, at Martin Beck ligegodt fik sin bekomst mere end andre politimænd, og at han og hans Stockholm mindede mig om hr. And i Andeby. Også de serieforfattere, jeg har nydt i fulde drag – Mankell, Rankin – bliver trætte til sidst, langt trættere end deres livstrætte hovedpersoner.

Jeg vil meget, men jeg vil ikke skrive jumbobøger. Jeg kan ikke med god samvittighed gentage mig selv. Det lader jeg de andre forfattere om. Jeg gider ikke læse det. Jeg gider ikke gøre det. Jeg vil fornys.

Jeg prøvede faktisk – jeg har en håndfuld kapitler til en Tornmark 2 liggende på harddisken, og de er såmænd ikke ilde. De fungerer som spændingslitteratur, måske også bedre end de ting, jeg skrev i Tornmark 1. Men …

Jeg vil det ikke. Jeg kan ikke med min bedste samvittighed skrive fiktion som en bestillingsopgave, ikke engang fra mig selv til mig. Når jeg ikke kan det, skal ingen bestille fiktion hos mig, for det kommer aldrig til at fungere. Jeg vil mit nutidige projekt, fordi det giver mening for mig. Jeg skal ikke leve af det; jeg skal skrive af kærlighed til det nu, der opstår, når jeg skriver.

Jeg prøver at vokse med min produktion hver eneste gang, jeg skriver noget nyt. I min kommende roman prøver jeg at gå helt nye veje og lade mine personer føle og tænke snarere end at handle.

Jeg ved jo ikke, om det lykkes. Det er muligt, kritikerne ikke kan lide det. Eller publikum. Eller lektørerne. Eller mit forlag. Måske ikke engang jeg selv, i sidste ende.

Og jeg skriver den heller ikke færdig uden en vis hjertebanken, for den er anderledes.

Uden bankende, dirrende hjerte bliver ingen litteratur rigtig god – det tror jeg på.

Det kræver, at man tør turde frygten at skabe noget, der måske er kunst.

Det kræver også en accept af den lurende fiasko, alt imens man håber og tror, man har gjort det rette.

I næste uge, på Hald, vil det vise sig, om jeg kan gøre det færdigt, som jeg er
begyndt på.

Haldklar

Der er i dag en uge til jeg skal til Hald Hovedgaard. Jeg har fået forhandlet mig til en uges ferie på et skævt tidspunkt.
Min nye roman har arbejdstitlen Finn og Fergus. Jeg har arbejdet på den et års tid nu, faktisk siden Mindset udkom. Men arbejdet har været hæmmet af en hel del; i starten af at jeg lige også skulle skrive et masterspeciale (og passe mit job og min familie), siden nytår af det forhold, at jeg foretager et (synes jeg selv) stort skifte i mit liv. Jeg har nemlig fået nyt job, har jeg.
Da jeg meddelte, at jeg havde sagt op, spurgte en af mine kolleger, om det så var fordi jeg nu kunne leve af at skrive. Ikke just. Nej, jeg har fået job i kommunikationsbureauet Factor X i Århus, og det betyder, at vi flytter tilbage til det, jeg opfatter som min hjemby, så snart vi har fået skudt huset i Sønderborg af (måtte det ske snart. Dagens spiseseddel på Ekstra Bladet: DIN BOLIG ER USÆLGELIG. Gee, thanks).
Men altså – denne blog handler primært om mit forfatterliv, så tilbage på sporet med mig. En uge på Hald, i Kapellejligheden, hvor jeg har boet før, da jeg skrev Mindset færdig. Ro, fred og ingen andre pligter end at skrive og sørge for en vis personlig hygiejne, lidt mad og godt med søvn på tidspunkter, der passer mig, ikke en arbejdsgiver. Kun en uge, og den skal malkes til sidste blodsdråbe, for nu at blande metaforerne.
Jeg har i skrivende stund godt 70.000 ord i mit nye manus; godt og vel 150 A4-sider med noget af det bedste, jeg nogensinde har skrevet, når jeg nu selv skal sige det. Ingen krimi denne gang; langt mere fokus på personer og deres relationer. Jeg har igen stillet mig selv det spørgsmål: Gad vide hvordan det er at være på skideren? Sådan for alvor. Som når man ved, man skal dø inden længe af kræft. Eller som når man ikke kan lægge fortiden bag sig og må se i øjnene, at det menneskelige vilkår grundlæggende ikke ændrer sig. Sådan noget. Finn og Fergus er historien om to mænd – den ene er læge og dødssyg af kræft, den anden er pensioneret kriminel med et vist ry i de kredse. De skiftes til at fortælle deres egen historie, og de mødes og har en hel del til fælles. Og noget, de skal have ordnet, inden det er for sent.
Jeg har lavet mig en mangelliste. 19 punkter, hvoraf flere er hele kapitler, andre blot er temaer, der skal indflettes i teksten. Det skal jeg nå. Det skal jeg bare.
Så nu har jeg skrevet mig en huskeliste, inden jeg tager afsted.
Huskeliste til Hald:

• Listen med de 19 huller i manuset
• Løbesko, tights, løbejakke til den daglige løbetur rundt om Inderø, hvis jeg ikke gider gå
• Vandrestøvler til den daglige tur rundt i Dollerup Bakker, hvis jeg ikke gider løbe
• Tykke sokker til når jeg hverken gider løbe eller gå, men bare vil sidde og skrive
• Regnjakke, idet jeg håber, det regner hele ugen
• Bærbar og USB-tastatur, forlængerledning
• Skal sidde oppe på reposen i Kapellejligheden, hvor der er et skrivebord under et ovenlysvindue. Jeg har noget med ovenlysvinduer og regn. Det er produktivitetsfremmende. Note: Krav til vores næste hus: Ovenlysvinduer
• Dyne, hovedpude og lagen. Der er sengetøj deroppe, men jeg sover bedst i mit eget, og god søvn er næsten lige så produktivitetsfremmende som ovenlysvinduer
• iPod og dock. Lad min iPod touch blive hjemme; tag Classic’en med. Den har mest musik og færrest spil. Skal primært høre Das Wohltemperierte Klavier, Beethovens sene strygekvartetter og Mozarts klaverkoncerter. Ingen vokalmusik
• Havregryn – mælk – te – kaffe – sødetabletter. Rugbrød, smør og makrel i tomat. 5 pakker pasta og et stykke god parmigiano reggiano, 30 måneder. Intet andet; jeg får det ikke spist alligevel
• Mindst en god bog af faglitterær eller personalbiografisk tilsnit. Ingen skønlitteratur, især ikke noget, der er bedre end det, jeg selv skriver
• Kontaktlinser. Tandbørste og en deodorant; shampoo. Så jeg kan dufte godt, når jeg skal hjem – i den mellemliggende periode er det ikke så vigtigt
• Udskrift af manus og en rød kuglepen
• Mobiltelefon til at slukke for