Tremosine dag 5

Eftermiddag.

”Lake Garda in front of you/more beautiful than Paradise/and my life was changed for ever.”

På en væg i slottet i Malcesine hænger dette citat, som er fra et brev af Ezra Pound, skrevet i 1920.

Jeg tænker på det citat nu, hvor jeg sidder på balkonen. Jeg kan høre cikaderne. Fra tid til anden et whop! fra en tennisketcher, biler, børn, der leger i poolen. Kort regn, nu skinner solen igen på Monte Baldo. Jeg kan ikke samle mig om at læse. Det kan man altid gøre. Jeg kan samle mig om at se og dufte og at skrive mine indtryk ned.

Jeg får en kold øl og en kop kaffe, Emil har lavet til mig. Han har lært at lave espresso på italiensk maner, og nu er han gået i bad. Camilla og Mathias bader i poolen.

Vi er netop kommet tilbage efter en ekskursion, først ned ad bjerget, siden til Limone, 12 kilometer borte. Fra Limone med færgen over søen til Malcesine. Målet var at se borgen i Malcesine, kigge butikker (gud ske tak og lov at jeg ikke er gift med en kvinde, for hvem shopping er enhver feries ypperste klimaks; vi har nærmest ikke været inde i en eneste forretning endnu efter andet end vand, vin og brød), og endelig at tage svævebanen op til Monte Baldo, til de forjættende grønne sæterenge deroppe, som ser så venlige ud i solskinnet på toppen af bjerget. Det blev ikke til noget med svævebanen. Den afgår en gang hver halve time, og da vi nåede derop, var køen i middagssolen uoverskueligt lang. Jeg vedtog, at vi nok får lysten stillet i Dolomitterne om nogle dage, og vi gik ned i byen igen.

Dagen varm og mild.

Startede ellers mindre lovende. I går aftes begyndte det at regne, og det fortsatte hele natten. Vågnede ved fem-tiden i et frygtindgydende tordenvejr; en guddommelig larm, der drønede mellem bjergene; vi kunne høre vandet fosse og plaske og klukke over alt. Jeg opgav at sove halv syv, stod op, tog tøj på og paraplyen under armen og gik en tur i landsbyen. Den ser helt anderledes triviel ud en morgen i regn, hvor alting er lukket. Jeg stod og så ned på søen under den tunge, grå himmel. Vejr gør noget ved én, og jeg følte mig lige så tung og grå som skydækket over vandet, pludseligt bekymret over alting.
Jeg fandt Arturo Cozzaglios runde trappe, der glinsede vådt, opdagede, hgggat denne lille by kan være en veritabel labyrint af gyder, passager og af middelalderhuse bygget oven på gyder og passager.
Da jeg kom tilbage, sov Camilla igen og børnene endnu. De ser så fredfyldte ud, side om side på sovesofaen, deres ansigter tonet let orange af lyset gennem gardinet. Jeg stillede mine indkøbte æg, yoghurter og druer og gik i seng igen. Vågnede til sol ved 9-tiden; så hurtigt skifter vejret her.

I Malcesine spiste vi spaghetti og pizza helt nede i vandkanten. Byen er en myretue af turister, sådan som også Limone er det. Men ubestrideligt smuk og charmerende, set fra tårnet i borgen en labyrint af terrakottatage under grønne bjergskråninger. Borgen med dens imposante tårn er også et museum – uden at de ved det, sniger vi en sjat kultur og viden ind i ungerne. Det lillebitte naturhistoriske museum i borgen er i perfekt børnestørrelse. Søens geologiske historie, flora og fauna vist overskueligt og letfatteligt for ungerne, og Emil kunne næsten ikke løsrive sig fra udstillingen af egnens dyr, alle udstoppede og med lyd på – ræven, bjerggeden og ikke mindst murmeldyret med sine pift og gnavertænder. Her har Goethe også aflagt besøg, og et helt rum i borgen er dedikeret til det første geni i den moderne æra, som kom forbi og endda skrev om byen i sin Italienske Rejse. – Nu får du noget kultur, siger jeg til Emil. – Hvad enten jeg vil eller ej, sagde han. Og så fortalte jeg ham (kort) om Goethe og digtene og viste ham busten af forfatteren.

15.30 en yderst adstadig sejlads med færgen over den turkisfarvede sø til Limone. Bjergsiderne, der drev forbi, de dovne både. De solblegede kulører på husene i Malcesine og borgen med sit stentårn.

Endnu en på listen over steder, jeg gerne ville …

Sådan.

Jeg har lige vasket op. Alle de andre er ved poolen; Emil fes af sted, da han så de fynske piger gå derned. Så var han med et slet ikke spor træt længere eller i humør til at hygge alene med farmand. Sådan skal det også være; det er okay. Han er en selskabspapegøje af den anden verden.

I aften – hvad? Ingen planer. Vi dasker nok ned i byen og ser, om vi kan finde et sted at spise. Med kun fire restauranter i Pieve di Tremosine og en røvfuld turister er der kamp om pladserne, især de steder, der fører pizza. Ellers må vi ind til hotel Miralago igen. Det er slet ikke et ringe alternativ. Selvom de ikke fører pizza.

Aftensmad hos Trattoria da Angelo inde i labyrinten under det hvælvede loft – antipasto misto og Saltimbocca. Pizza til børnene, som ikke kan sidde stille, de skal ud og opsøge deres nye venner henne på torvet. Vi taler om, at når de husker tilbage på denne ferie, vil de muligvis kun kunne huske det ene: At de løb omkring på torvet i skumringen og legede med nogle danske piger, mens de voksne sad og var kedelige. Hvis det, der kommer ud af denne tur, for deres vedkommende er et sådant minde, så er det alt rigeligt og det hele værd.

Alle i seng klokken 11. Kold aften, stjerneklar himmel. Dyne og pude og vinduet åbent ud mod bjergluften.

Tremosine dag 4

Det regner igen. Det har regnet hele aftenen.

Jeg har opgivet min eneste bog, som jeg havde taget med: Jonathan Lethem, Chronic City. Jeg kunne ikke holde den ud. Jeg hader fremmedgjorte individer i fremmedgjorte storbyer; hvorfor fanden skulle jeg gide læse om dem? Lethem begår efter min mening én eneste, gigantisk fejl som forfatter. Jovist. Han kan tegne karakterer. Han kan tegne miljøer, så selv en som jeg, der kun har været i NY en gang, kan sanse og lugte og smage. Bevares, det er alt sammen meget fint håndværk. Men han begår en fejl, som er graverende: Han er røvkedelig. Han fortæller ikke en historie, der river mig med. Det rager mig en papand, hvem Chase Insteadman er, selvom navnet er meget godt fundet på (om end lidt for cute). For han er flad, flad, flad. Det samme gjorde sig gældende med American Psycho. Hovedpersonen interesserede mig ikke for fem fladtrådte ører. Alle hans mord og forbrugseskapader lod mig kold; der er måske en pointe i det, men det er frem for alt ikke spændende. Jeg lader Chronic City ligge i en pøl af poolvand, og der hører den vist hjemme sammen med alt, jeg har læst af John Irving og andre, moderne, kedelige, verdensfjerne og røvsyge amerikanske forfattere. Bogen er ødelagt, vi smider den ud, og jeg har ingenting at læse i.

Børnene og jeg var de eneste i poolen klokken 18; vandet var varmt og blødt, og regnen var for en gangs skyld ligegyldig, fordi man i forvejen var våd. Euforisk, sådan at være indifferent over for de grå skyer og de tunge regndråber, der får småbitte gejsere til at rejse sig i den blå vandoverflade, der hvor de træffer. Som at være usårlig, og vi legede og grinte, følte verden var vores alene. Folk gik forbi oppe på vejen i regntøj og tykke sokker, så ned på os og rystede på hovedet. Vi følte, vi var de eneste, der kunne være ligeglade med regnen, fordi vi gav os tankeløst hen til den.

Dagen begyndte ellers varm og lovende. Vi var i poolen allerede ved 9-tiden; jeg selv sprang morgenmaden over. Kort før elleve kørte vi ned gennem Brasaslugten til søen og sydover mod Saló. Man føler virkelig, hvor meget man bor på en bjergtop, når man kommer længere sydpå. Alting synes meget mere middelhavsagtigt; husene, palmerne, selv temperaturen var næsten 10 grader over den gennemsnitlige temperatur i Tremosine, som virkelig er gennemsnitlig.

Mødtes med Jarl og Tine og alle deres unger lige ved domkirken i Saló. Det er en pragtfuld middelhavsromance af en by. Den var Mussolinis sidste drøm om et mægtigt, nyromersk imperium, og det er lidt trist at tænke på, at Mussolini her sad og i virkeligheden ganske realistisk og tragisk-heroisk opererede med en buffer-stat mellem det frie Italien og det mere og mere frådende gale tredje rige. Hitler havde meddelt Mussolini, at uden en sådan fascistisk stødpudestat ville han, Hitler, lægge Torino og Milano og Padova og Cremona og alle de andre kulturbyer i Norditalien i ruiner, når han havde sendt de allierede hjem i skam og skændsel.

Det var Hitler, der tonede klart flag, og det var Mussolini, der impotent og udedømt måske indså, hvilket galskab han selv havde været en del af. Mange italienerne forguder Mussolini den dag i dag og ser ham som en tragisk helteskikkelse. Hvem ved?

Og det var i denne by, han drømte sine sidste kejserlige drømme, før han endte i en lygtepæl ovre ved Comosøen.

Saló. En, lang, hvid strandpromenade med elegante huse i pastelfarver. Søens grønne vand og både, der ligger og vugger. Barer og restauranter under persienner, promenaden belagt med glat travertin, der indbyder til bare at slentre, ikke til at skynde sig.

Jeg tænker, at her vil jeg gerne bo.

Men hvor mange steder har jeg ikke tænkt det?

I Rom, i Nice. I Cori. I Villefranche-sur-Mer. I Korfu By. Og nu her i Tremosine og i Saló og for den sags skyld i enhver flække langs Middelhavet, jeg nogensinde har været i. Min drøm om det gode liv omfatter huse og torve af sten. Promenader og kaffebarer. Stejle gader og orange gadelys, torve og trapper. Duften af stegt fisk og vild timian. Mit hjerte banker for varmen og dvaskheden, for bjergvejene og de mørke skove.

Jeg er ikke til LA eller New York; gigantiske metropoler befolket af navnløse originaler, retningsløst drivende på en sky af stoffer og popkultur. Det er mig inderligt frastødende.

Jeg er middelhavsmand helt ind i min inderste sjæl.

Også når det regner.

Mit hjerte banker for at sidde en hel dag og se på en bjergside, i sol og i regn, se den forsvinde og se den tone frem i skærende klart lys. Som nu, hvor Monte Baldo er forsvundet bag drivende regnskyer. Dis, der stiger op fra Brasakløften og skjuler kirkerne og husene højere oppe i kommunen.

I Saló er det bedste, der er at gøre, at slentre på havnepromenaden. Vi bænkede os, ti mand høj, i en restaurant og fik pizza. Så daskede vi byen rundt, fik en is på Piazza Vittoria, hvor der var en lejlighed til salg på første sal med udsigt over havnen og søen.

Jeg finder en boghandel, salighed … Jeg køber to bøger: Night Shift af Stephen King og Heart of Darkness af Joseph Conrad. Ny- og gammelklassikere på engelsk. Hold kæft, hvor jeg beundrer Stephen King. Han er så klar i mælet. Han fortæller historier, gør han. Og skaber stemninger. Jeg ved, at jeg er godt underholdt og i hænderne på en mester, når han tager ordet. For det alene fortjener han hver en milliard, han har tjent.

Vi handlede ind i et Upim-supermarked på vejen hjem fra Saló. Her må jeg ned igen. Der er olie i dunke på fem liter til en hundredekroneseddel, den gode, krydrede lokale ost og den liflige citronlikør, de gør i her, alt til det halve af hvad det koster i vores lokale butikker.

Fra sydenden af Gardasøen op langs vestkysten til Riva er der intet mindre end 80 tunneler at køre gennem. De har dekorative navne; en hedder Efialti, hvilket undrer mig, da det kun kan referere til Ephialtes, den græske forræder, der viste perserne stien bag om de spartanske stillinger ved Termopylæ. Hvorfor har man navngivet en lokalitet efter ham? Har det noget at gøre med, at også disse veje har sprængt sig gennem ubrydelige forsvarsværker?

Den centrale piazza i Tremosine hedder Piazza Cozzaglio. Arturo Cozzaglio er byens største søn. Han var ingeniør, naturforsker og ikke mindst manden, der planlagde vejen op fra søen hertil i 1913. Før det var der kun stien, vi gik ad i går.

Arturo Cozzaglio hædres over hele byen. Der findes et billede af manden, en skægget, elskelig særling, der boede i et hus med en rund trappe. Huset og trappen findes endnu. Måske var han Tremosines Ephialtes, manden, der viste vejen bag om de uovervindelige fortifikationer? Måske er selv den mest elskelige og filantropiske nissemand en forræder; en budbringer for fremskridtet? Måske var byen død uden ham. Hvordan skulle jeg have det endegyldige svar på disse ting?

Jeg elsker dog at køre bil i disse bjerge. Jeg sender en tak til Arturo Cozzaglio.

Tunneler og skarpe sving, smalle veje, duften af blomster og sol og regn, når man ruller vinduet ned, fordi man heldigvis ikke har aircondition i bilen og derfor er tvunget til at svede, fryse og indånde dufte.

Vi spiser til aften i lejligheden, mens regnen pisker ned og skyerne driver op gennem dalen. Melon og skinke, bucatini all’amatriciana. Rødvin og sodavand. Vi putter ungerne i sovesofaen, efter vi har skubbet spisebordet til side.

Emil ked af det, fordi en tysk pige i poolen har været sur på ham. Han hilste hende ellers på sit fine engelsk: It’s very nice, sagde han, da de hoppede i under regnvejret. Men så sprøjtede han vand i hovedet på hende uden at ville det, og siden gjorde hun sure tegn til ham, prikkede sig på panden, og han blev såret. Der skal desværre ikke så meget til. Han er følsom og kvik og støder sig tit på andre; vi gør vores bedste for at styre ham gennem tilværelsen med råd og inspiration. Mathias er af en helt anden støbning. Han er ukompliceret og tryg – han ved uden skygge af tvivl, at alting former sig til det bedste. Mathias får det let i livet, og det har vi altid vidst, lige fra han var lille. I dag i Saló kunne Jarl næsten ikke få et ord indført. Jarl, ved du hvad? Jarl, hvordan er det lige med dit, og Jarl, hvordan stiller det sig med dat? Mathias ser op til enhver, der vil ham det godt, og det vil de fleste; enhver, der ved noget og kan forklare det, og det kan Jarl. Han kan smile til folk på en måde, så hele hans ansigt stråler af glæde og tillid.

Emil registrerer verden med enorm intensitet, alt for stærkt for en lille dreng. Men han rummer kærlighed og godhed, og han elsker at snakke med folk. Han siger ciao og grazie og prego og slynger om sig med gloser på tysk, italiensk og engelsk i flæng. Han er den, der mere end nogen anden kan få sin bror til at grine højt og hjerteligt.

Nu sover Emil på sofaen med sine bamser og med Mathias ved siden af sig. I morgen vurderer vi vejrliget; der er udflugter nok. Der er en bådtur til Malcesine og en vandretur i Brasa-slugten. Der er en ekspedition til Tremosines lille, fine kirke og små gyder, som vi ikke har udforsket helt til bunds. Der er også poolen og maden på restauranterne nede i byen. Det er trods alt kun tirsdag, og vi har en uges ferie endnu, før vi tager den hårde tur hjemad.

Måtte resten af ugen gå langsomt, langsomt, minut for minut.

Sådan går det nok ikke. Men man kan da altid prøve.