Den svære dialog eller hvad skade gør en ostemad?

Noget af det første, jeg oplevede som nydebuteret forfatter tilbage i 2009, var at jeg fik mine første stryg af en anmelder. Det skal alle vel igennem, og det er ikke altid lige let. Som forfatter er kunsten at kombinere en vis følsomhed og iagttagelsesevne med en vis hårdhudethed – for når man udgiver en bog, får man også reaktioner.

Nå, denne anmelder skrev, at han krummede tæer, når han læste mine dialoger (det har jeg heldigvis aldrig fået at vide siden; tværtimod). Det gjorde nas. Jeg tror nemlig, at noget af det, der gør en romanfortælling rigtig god, er dialogen, og det er noget, jeg altid gør meget ud af i mine historier.

Når det gælder kunsten at skrive dialog, mener jeg, at der er i hovedreglen tre ting, man skal overveje – tre stilistiske valg:

1. Dialogmarkører – altså hvordan man indrammer sin dialog.
2. Dialogstilen – skriver man direkte dialog, tænkt dialog eller fri indirekte dialog?
3. Dialogrealisme – hvor tæt på egentligt dagligdags sprog bør man komme?

Og så er der ting, man skal undgå (synes jeg). Det er:

1. Adverbielle konstruktioner som i: ”Kom her”, sagde han hæst.
2. Fantasifulde synonymer for ordene ”siger” eller ”sagde”. Som i ”Kom her,” smårallede han.
3. 100 % realistisk gengivet talesprog

Dialog og realisme

Grundlæggende set er dialog aldrig særlig realistisk. Vi er midt inde i et narrativt forløb, hvor en beretter eller en fortæller i forvejen har udvalgt de ting, han vil have, vi skal se for vores indre blik. Det er altid et fint afmålt udsnit af den fiktive ”virkelighed”, der omgiver personerne. Forfatteren – eller hans alter ego, fortæller/beretteren – viser os ikke alting, kun det, der skaber de rigtige billeder i læserens fantasi.

På samme måde er dialog også et destillat og et nænsomt udpluk af den ordveksling, der foregår mellem personer; ikke hvert et ord, der bliver sagt.

Det er ikke realisme; romankunst er sjældent realistisk, ikke engang i de genrer som foregiver stor realisme.

Det er altså ikke den virkelige verden, vi lytter til, når vi læser dialog. Vi får kun drypvist de replikker serveret, som forfatteren synes, vi skal have med for at drive historien fremad eller at tegne personerne.

Dialogens funktion er dobbelt: At tegne personer og at videregive information, der tjener til at flytte historien. Kunsten er at gøre begge dele på én gang.

Dialogmarkører
Den gængse måde at angive dialog er ved anførselstegn ”Ja” eller ved tankestreg: – Ja.

Anførselstegn kaldes også citationstegn, fordi de netop angiver et citat.

I min verden er der en kvalitativ forskel på citationstegn og tankestreger (som rettelig hedder citationstankestreger og har en anden typografisk længde end f.eks. bindestreger og egentlige tankestreger, men det er noget, man som forfatter trygt overlader til sætteren).

Jeg opfatter dialog skrevet med citationstegn ” som værende mere lyttet, mere citeret, og altså mere som et lydspor. Dialog markeret med citationstankestreg opfatter jeg som mere tænkt, mere sanset. Ikke at noget er bedre end noget andet; det har bare to forskellige stilistiske udtryk. I Mens Vi Venter har jeg to fortællere, Finn og Fergus, og jeg lader Finn bruge tankestregen i sin dialog og Fergus bruge citationstegn. Finn er mere indadvendt og reflekterende, Fergus mere handlende og ukompliceret. Så deres dialog skal se forskellig ud, fordi den lyder forskellig.

Så er der de tilfælde, hvor forfatteren slet ikke angiver, at der er tale om et udtalt citat.

Som i dette eksempel:

Poul sagde jeg gider ikke gå hjem allerede.

I mine øjne er det bare prætentiøst og forvirrende, med mindre forfatteren er en sand mester. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen er skrevet med den type dialogmarkering, og det fungerer fantastisk – muligvis fordi bogen har så lidt dialog, og fordi det er skrevet så intenst hørt.

Realisme – lyttet, tænkt eller konstrueret

De færreste personer i romaner taler som levende mennesker.

På dansk (i det mindste) er der pokker til forskel på talt og skrevet sprog. Ofte virker det kunstigt og forgjort – og forkert, simpelthen – hvis man skriver folks snak af ordret. (At det er en god øvelse i at skrive dialog er en anden sag – ind på en cafe og frem med notesblokken, bare de ikke opdager noget).

Vi taler som regel med et væld af grammatiske og syntaktiske fejl i vores sprog. Vi taler i hovedsætninger. Vi bruger næsten aldrig delsætninger. Hvis vi gør, bruger vi parataktisk ordstilling, som i dette typiske politiker-speak: ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad skal vi gøre.” Ikke ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad vi skal gøre.” Dén nakker korrekturlæseren lige på stedet, hvis jeg som forfatter lader min politikerfigur sige som i det første citat. Selvom det desværre er sådan, de taler.

Folk bander og svovler og blander deres metaforer, så det er en fryd, men det fungerer bare sjældent på skrift. Jeg har i Mens Vi Venter plukket en enkelt sprogblomst, jeg ikke kunne lade stå ubrugt hen: ”Det har vi givet hinanden håndkantsslag på.”

Dén elskede jeg, da jeg hørte den i en autentisk samtale. Så den lod jeg stå, men ellers er det vanskeligt at bruge dagligsprog ukritisk. Der røg realismen – igen.

Jeg har intet problem med at lade mine personer bande som skraldemænd, så længe det 1. bidrager til persontegningen og 2. ikke er påtaget. Så kan de for min skyld lukke sprogets værste gloser ud samt nogle, jeg selv har fundet på og som er endnu værre. Det morer mig.

Hvad man skal lade være med:

En af mine lakmusprøver for om jeg vil købe en bog er dialog. Det er ret let. Jeg står nede i boghandleren og bliver lun på en bog. Så slår jeg op og leder efter dialogen (hvis der ikke er en dialog, har jeg et problem).

Hvis der står noget i retning af:

”Hvad laver du,” vrælede hun hidsigt
”Det rager ikke dig,” brølede han hæst

Så ryger den direkte tilbage på hylden.

Hvad er problemet her? Jo, for det første er selve replikkerne ret så flade. Det er nok derfor, forfatteren (som er mig, i dette tænkte eksempel) har følt det påkrævet at kvalificere præcis hvordan personerne siger det, de gør.

Det er efter min mening slatten skrivestil at bruge adverbielle konstruktioner i dialog. Jeg er næsten allergisk over for det, for det indikerer, at jeg har med en doven forfatter at gøre, som ikke helt tror på sine replikkers styrke og derfor bare må dænge dem til med i bedste fald unødvendige fyldord.

Og så er der de blomstrende synonymer med forskellige betydningsladninger for at sige. Dem skal man lade blive hjemme i skrivebordsskuffen og så nøjes med at skrive han sagde eller hun siger. Det er alt rigeligt, hvis replikkerne i sig selv er betydningsbærende og persontegnende, og det skal de være, hver og en. Ellers må de hjertens gerne udsættes for en dødelig salve med delete-tasten.

Eksempler på god dialog

Hvad er så god dialog? Ja, det er vel strengt taget en smagssag – og som ofte er det nemmere at definere det gode ved at vise det dårlige. Men jeg prøver nu alligevel.

Jeg elsker, når Stephen King lader sine personer sige ting, ingen mennesker ville sige i virkeligheden, med en fyndighed, der hører fiktionen til. Det er noget, han kan, når han er bedst.

Her et eksempel: ”You are hell. You are a monkey. And now you are my monkey.” (Fra Lisey’s Story)

Hvem siger sådan? Ingen i Gus’ hele, vide verden. Men alligevel virker det, fordi det er musikalsk og ret mærkeligt.

Jeg elsker også, når en forfatter med kirurgisk præcision skærer en person til med få, gennemarbejdede replikker – og det er der heldigvis rigtig mange danske forfattere, der er gode til. At få vendt vores knudrede sprog til noget klart og intenst.

Jeg vil slutte dette indlæg af med et sådan stykke dialogkunst. Det er (hvem ellers) Helle Helle, der skriver sådan her i Dette Burde Skrives I Nutid (s. 75):

- Vil du have en ostemad, sagde hun.
- Nej, tak.
- Er du på kur?
- Lidt.

Prøv at lægge mærke til, hvor meget de få, korte ord egentlig fortæller os om personerne (to kvinder). Det fortæller i bunkevis om et hav af temaer, og det tegner de to personer lynende klart – og morsomt. For hvordan er man lidt på kur?
Er det ikke som at være lidt gravid?

Og hvad skade er en ostemad til, med mindre man er ekstremt kropsfikseret? Tankerne og spørgsmålene står i kø bare ved at læse den her stump.

Men det er så eventyrlig menneskeklogt og uhyggelig godt set

Og det er dialog. Når det er bedst.

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.dk 27. 1o. 2011. 

Klokken på Hald

Lørdag:
Jeg har ringet med klokken. Her til eftermiddag hev jeg i rebet, og den lille klokke over kapellejligheden kimede. En symbolsk handling, og så endda i regnvejr.
Jeg brugte formiddagen på at rette de sidste ting på plads. Vi er det på niveau, hvor en sætning her og en sætning mindre der gør en verden til forskel i forfatterens hoved. Jeg har rundet de 80.000 i det samlede manus, så det er ikke en kæmpe, det er faktisk den korteste bog, jeg har skrevet. Det gør ikke spor. Hellere for lidt end for meget er reglen.

Lige omkring middag mailede jeg til min forlægger og trykkede på send. Og så sad jeg bare og så ud på regnen på ovenlysvinduet.

Det er en underligt tom følelse. Jeg kan kun dårligt forklare det. Det handler om, at man har gået rundt med den her historie i hovedet i godt et år, skrevet lidt her, tvivlet på, om det nogensinde blev til noget.

Jeg ved endda præcis hvornår kimen til bogen blev lagt. Det gjorde den i februar 2010; altså inden min 2. roman, Mindset, udkom. Jeg var på sidste seminar af min masteruddannelse og boede den weekend på Århus Universitets gæstehus på Trøjborg. Alene på et værelse – med ovenlysvindue – og jeg gik en aftentur ned langs vandet. Badeanstalten Den Permanente stod sort og ensom i regnen; jeg tror nok, den lignede meget mine egne tanker den aften. Jeg var træt; jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg kunne knap nok slæbe mig af sted. Der var vandpytter og plamager af gammel, halvt smeltet sne på stien. Passager med hårdnakket is, hvor man måtte tage bittesmå skridt. Foråret syntes langt borte. Jeg tænkte, at jeg med et følte mig som en mand på firs år. Alene i et værelse på Trøjborg. Jeg længtes efter at bo i Århus igen, savnede min familie, som jeg altid gør det, når jeg er væk fra dem i nok så kort tid. Havde det i det hele taget skidt.

Så gjorde jeg det, som nok reddede den aften. Jeg gik på Englen, ind i lyset og varmen, snakken fra de mange gæster. Jeg fik god mad, en sludder med tjeneren. Da jeg gik hjem, følte jeg opløftet. Der var altså andre mennesker end mig i verden.
Før jeg fik set mig om, var jeg ved at skrive en historie om at være gammel, om at være ensom og at bo på Trøjborg. Om at dumpe tilfældigt ind på en cafe og der møde menneskelig varme. Det gode ved at være forfatter på den måde er, at alting er tilfældigt. Jeg skriver bare, og personerne vokser frem. En gammel mand og en cafebestyrer. Så får de navne, de får en historie, tanker, følelser, ting, de savner, holder af, længes efter, sørger over.

Det er, kort fortalt, den historie, jeg lige har skrevet færdigt. Den handler om sorg over at miste, om længsel, om kærlighed til sine børn. Men den er også morsom, grov og tilpas kantet til at der er masser af gods i den.

I sidste ende, og vigtigst: den er forhåbentligt også spændende og vedkommende, og hvad den i øvrigt handler om, det opdager jeg først, når selve skriveprocessen har bundfældet sig. Det lyder mærkeligt, at en forfatter ikke ved, hvad han skriver om. Men det forekommer ganske ofte, især man (som jeg) ofte kører af sted på en bølge, drevet af det underbevidste. Temaer dukker op som allerede etablerede sammenhænge i teksten til forfatterens forbløffelse. Det lyder som noget sludder. Det er det ikke.

Den tomme følelse kommer af at have sagt farvel til noget, man har levet med på godt og ondt i lang tid. Jeg har færre tvivl, færre kvababbelser med denne tekst end med mine to foregående romaner; jeg ved, det er godt og at det giver mening, i det mindste for mig.

Jeg har elsket min uge på Hald, og jeg har brugt tid på det, jeg holder allermest af at gøre. Kunnet fokusere helt og holdent på det, så meget, at jeg på et tidspunkt måtte tænke mig godt om for overhovedet at huske, hvilken årstid vi har lige nu.

Jeg gav cremant d’alsace til holdet på Hald: fribyforfatterne, deres mentor Karsten og min skrivekollega i Smedehuset. Vi sad i køkkenet på Hald og sludrede, tre danskere, tre afrikanere med tre meget forskellige kulturelle baggrunde. Vi grinte og drak cremant, og vi observerede Noufel, der lavede couscous til os. Vi tændte stearinlys, os seks, tænk at have en hel herregård helt for sig selv. Udsigten over parken, rødvin, mad, godt selskab.

Jeg tænkte, at det er dette, min bog handler om. At være isoleret med sine tanker, som jeg har det været på Hald. At komme ind i varmen og være sammen med andre, erfare dem, høre deres historier, rystende som de er. Disse fribyforfattere; deres historier fra i aften er ufattelige. Dem håber jeg at høre mere til. Deres vilje til at klare sig gennem uhyrlige vilkår og deres gode humør, deres ligevægt, deres evne til at være til stede i nuet. Måske skal man fængsles, trues, få sin arbejdsplads brændt ned af regeringens egne mænd, før man påskønner det enkle øjeblik. Jeg føler mig oprigtigt privilegeret over at have kunnet være sammen med den en aften. Og over at være forfatter og skribent i Danmark, ikke der, hvor de kommer fra.

Nu skal jeg hjem. Hjem til min familie, som jeg savner, som jeg savnede dem den aften i Århus.

Jeg er forløst, men også sært tom. Min bog er skrevet færdig.

Nu er det hverdagen, der venter mig.

Husholdningsfilm

Fredag:
Jeg har i dag fredag indkøbt 100 meter husholdningsfilm i Rema 1000 i Viborg. Pris: 12,95.

Husholdningsfilm, navnlig dets egenskaber i forhold til at pacificere et menneske, indgår i min roman. Jeg er nødt til at se, om det, jeg tror man kan gøre med 100 meter husholdningsfilm, rent faktisk kan lade sig gøre.

Jeg mangler ofre, så jeg prøver på mig selv. Jeg vikler godt tyve meter omkring mine ben, lige omkring knæene, og konstaterer, at jeg ikke kan rokke mig ud af flækken. Jeg kan heller ikke, uanset hvor hårdt jeg prøver, flå det i stykker alene ved at bruge benmusklerne. Det er ganske utroligt stærkt, sådan noget film. Jeg er nødt til at skære mig selv fri med en køkkenkniv. Tjek: Køkkenfilm kan anvendes til at pacificere et menneske på ganske effektiv vis. Dette tip er hermed givet videre.

Det var så den sidste smule research, jeg manglede på min nye bog.

Faktisk mangler jeg næsten ingenting. Jeg har fået skrevet godt 15.000 ord, slettet yderligere 5.000, og jeg er nu så tæt på at være helt færdig, som jeg kan blive.
Jeg tror, jeg kommer til at ringe med klokken over Kapellet engang i morgen hen på eftermiddagen. Ringer man med klokken her på Hald, er det fordi man har nået en markant milepæl – jeg har forhørt mig om reglerne hos pålidelig kilde, og det viser sig, at der er et flydende regelsæt. Man må ringe med klokken, hvis man er færdig med et manus, eller hvis man har skrevet 50 sider, eller – i et enkelt dokumenteret tilfælde – hvis man har slettet 50 sider.

Spørgsmålet er hele tiden, om man er færdig, når man er færdig. Der kommer et tidspunkt hen imod slutningen af en skriveproces, hvor man har ganske klart overblik over de småting, der mangler, for at fuldende værket.

Men på samme tidspunkt har man næsten altid også komplet og aldeles mistet jordforbindelsen og evnen til at vurdere nøgternt, om det man har skrevet overhovedet fungerer som en sammenhængende historie. Jeg tror det, og en ting kan jeg vurdere, nemlig at flere af de kapitler, jeg har skrevet i min nye bog, ganske enkelt er suverænt det bedste, jeg nogensinde har skrevet.

Jeg fejrede det ved at køre ind til Viborg. Efter husholdningsfilm, men også for at gå en tur rundt i gaderne. Jeg var i Sortebrødre Kirke, idet jeg troede, det var Viborg Domkirke, om end jeg syntes, den var skrumpet gevaldigt, siden jeg sidst var inde i Viborg Domkirke i sjette eller syvende klasse.

Så fik jeg også set Sortebrødre Kirke og endda talt med kirketjeneren om altertavlen, som vitterlig er ganske fantastisk.

I Viborg Domkirke – den rigtige – lod jeg henrive en hel del af Skovgaards malerier. De er betagende.

Jeg stablede mit legeme op i toppen af tårnet, selvom jeg efterhånden har udviklet et vist had til højder. Især i tårne med knirkende trætrapper med alt for mange år på bagen. Men jeg overlevede. Det var ikke i dag, Viborg Domkirke styrtede sammen.

Det er fredag, og jeg længes hjem. Jeg savner min familie.

I Rema 1000 kiggede jeg også på champagne. Reglen er den, at hvis man ringer på klokken, så giver man også champagne. Det må jeg lige overveje. Jeg købte ikke noget, kun husholdningsfilm.

I morgen lørdag er jeg inviteret til afrikansk mad med fribyforfatterne. Jeg ved ikke, om afrikansk mad og champagne går i kulinarisk spænd eller bare i benspænd.

Den afgørelse lader jeg hvile til i morgen.

Haldklar

Der er i dag en uge til jeg skal til Hald Hovedgaard. Jeg har fået forhandlet mig til en uges ferie på et skævt tidspunkt.
Min nye roman har arbejdstitlen Finn og Fergus. Jeg har arbejdet på den et års tid nu, faktisk siden Mindset udkom. Men arbejdet har været hæmmet af en hel del; i starten af at jeg lige også skulle skrive et masterspeciale (og passe mit job og min familie), siden nytår af det forhold, at jeg foretager et (synes jeg selv) stort skifte i mit liv. Jeg har nemlig fået nyt job, har jeg.
Da jeg meddelte, at jeg havde sagt op, spurgte en af mine kolleger, om det så var fordi jeg nu kunne leve af at skrive. Ikke just. Nej, jeg har fået job i kommunikationsbureauet Factor X i Århus, og det betyder, at vi flytter tilbage til det, jeg opfatter som min hjemby, så snart vi har fået skudt huset i Sønderborg af (måtte det ske snart. Dagens spiseseddel på Ekstra Bladet: DIN BOLIG ER USÆLGELIG. Gee, thanks).
Men altså – denne blog handler primært om mit forfatterliv, så tilbage på sporet med mig. En uge på Hald, i Kapellejligheden, hvor jeg har boet før, da jeg skrev Mindset færdig. Ro, fred og ingen andre pligter end at skrive og sørge for en vis personlig hygiejne, lidt mad og godt med søvn på tidspunkter, der passer mig, ikke en arbejdsgiver. Kun en uge, og den skal malkes til sidste blodsdråbe, for nu at blande metaforerne.
Jeg har i skrivende stund godt 70.000 ord i mit nye manus; godt og vel 150 A4-sider med noget af det bedste, jeg nogensinde har skrevet, når jeg nu selv skal sige det. Ingen krimi denne gang; langt mere fokus på personer og deres relationer. Jeg har igen stillet mig selv det spørgsmål: Gad vide hvordan det er at være på skideren? Sådan for alvor. Som når man ved, man skal dø inden længe af kræft. Eller som når man ikke kan lægge fortiden bag sig og må se i øjnene, at det menneskelige vilkår grundlæggende ikke ændrer sig. Sådan noget. Finn og Fergus er historien om to mænd – den ene er læge og dødssyg af kræft, den anden er pensioneret kriminel med et vist ry i de kredse. De skiftes til at fortælle deres egen historie, og de mødes og har en hel del til fælles. Og noget, de skal have ordnet, inden det er for sent.
Jeg har lavet mig en mangelliste. 19 punkter, hvoraf flere er hele kapitler, andre blot er temaer, der skal indflettes i teksten. Det skal jeg nå. Det skal jeg bare.
Så nu har jeg skrevet mig en huskeliste, inden jeg tager afsted.
Huskeliste til Hald:

• Listen med de 19 huller i manuset
• Løbesko, tights, løbejakke til den daglige løbetur rundt om Inderø, hvis jeg ikke gider gå
• Vandrestøvler til den daglige tur rundt i Dollerup Bakker, hvis jeg ikke gider løbe
• Tykke sokker til når jeg hverken gider løbe eller gå, men bare vil sidde og skrive
• Regnjakke, idet jeg håber, det regner hele ugen
• Bærbar og USB-tastatur, forlængerledning
• Skal sidde oppe på reposen i Kapellejligheden, hvor der er et skrivebord under et ovenlysvindue. Jeg har noget med ovenlysvinduer og regn. Det er produktivitetsfremmende. Note: Krav til vores næste hus: Ovenlysvinduer
• Dyne, hovedpude og lagen. Der er sengetøj deroppe, men jeg sover bedst i mit eget, og god søvn er næsten lige så produktivitetsfremmende som ovenlysvinduer
• iPod og dock. Lad min iPod touch blive hjemme; tag Classic’en med. Den har mest musik og færrest spil. Skal primært høre Das Wohltemperierte Klavier, Beethovens sene strygekvartetter og Mozarts klaverkoncerter. Ingen vokalmusik
• Havregryn – mælk – te – kaffe – sødetabletter. Rugbrød, smør og makrel i tomat. 5 pakker pasta og et stykke god parmigiano reggiano, 30 måneder. Intet andet; jeg får det ikke spist alligevel
• Mindst en god bog af faglitterær eller personalbiografisk tilsnit. Ingen skønlitteratur, især ikke noget, der er bedre end det, jeg selv skriver
• Kontaktlinser. Tandbørste og en deodorant; shampoo. Så jeg kan dufte godt, når jeg skal hjem – i den mellemliggende periode er det ikke så vigtigt
• Udskrift af manus og en rød kuglepen
• Mobiltelefon til at slukke for