Min vej rundt på Bogforum 2011

Jeg kom forbi Varde Bibliotek den anden dag. Det er, i fald man ikke kender det, et umanerlig rart sted.

Det er en af disse mange litterære oaser, der findes i landets byer – varmt, rart, masser af bøger, god tid, ingen stress. Jeg elsker biblioteker, og jeg har gjort det til en vane så vidt muligt at kigge ind på biblioteket i den by, jeg kører igennem. Selvfølgelig skal jeg lige ind og se til mine egne bøger. Det må være lidt som at være hesteopdrætter og have solgt sine heste til stutterier overalt i landet. Inkognito kigger man ind over hegnet, ser de har det godt, går igen.

På Varde Bibliotek hænger et opslag. De arrangerer en bustur til Bogforum lørdag med afgang fra Varde tidligt om morgenen og hjemkomst sent samme dag. Hvad jeg vil kalde en hård dag. Vi har et lille land at køre rundt i, men der er alligevel nogle timers kørsel i hver ende af Varde-Frederiksbergruten. Og så i bus.

Over opslaget stod skrevet ordet UDSOLGT.

At samles på Frederiksberg

Jeg blev så glad, da jeg så det. Der er altså mennesker, der gider spendere en hel lørdag på at køre i bus til Frederiksberg alene for at se på og høre på os forfattere, købe vores bøger, føle sig som en del af det litterære fællesskab, som er reelt, men sjældent egentlig erkendt. Vi sidder jo for os selv og læser (og skriver). Men der er noget, der binder os sammen. Bogforum er det største synlige bevis herpå.

Det bliver interessant at se, om det hedder Bogforum næste år, hvor den gedigne vækst i tilskuerantallet betyder, at hele menageriet flyttes til Bellacentret – for mig at se er charmen ved Bogforum,  at det hele holdes under et og samme tag. Og det, der er charmen, er også begrænsningen – de sidste par år har der været tidspunkter, hvor man ganske enkelt ikke har kunnet røre sig i gangene. Sådan helt konkret – man kan ikke bevæge lemmerne, og man oplever, at fødderne løfter sig fra gulvet, når man står der klemt inde mellem bogelskere fra hele landet.

Selv når man som forfatter sidder på en scene, og der sidder publikum i stolene, er man en smule i tvivl om de er kommet af interesse, eller om de bliver, fordi de ikke kan komme væk. Man vil helst tro det første.

Blasert bogbegejstring

En sideeffekt af Bogforum er en vis blaserthed. Udbuddet af levende, kendte, interessante og berømte er simpelthen større under Forums tag den weekend end ved Danish Music Awards eller ved en aften i Boltens Gård, og som resultat bliver man ret hurtigt mør. Derovre sidder Jussi, der sidder en kendt og elsket digter, man har beundret siden barneårene, og der sidder Sydney Lee og troner tatoveret og brun i en lille, hvid bås og signerer en bog, nogen har skrevet for ham. Bøger, bøger alle vegne.

Det ender med, at man ikke gider noget af det. Man bliver mæt og træt, stik mod sine forventninger og ønsker. Det må helst ikke ske, at man ender der – træt og led og ked.

Det kan undgås – det gælder bare om at planlægge sin rute.

Min egen rute
Mit eget første programpunkt er, at jeg selv skal tale med journalisten, tv-manden, provokatøren og forfatteren Miki Mistrati fredag kl. 13 på Balkonscenen. Vi udkommer på samme forlag og skal prøve noget nyt: I stedet for en interviewer og en forfatter vil vi prøve at være to forfattere, der gensidigt interviewer hinanden. Eller rettere – vi vil finde fælles temaer at tale om.

Det bliver skægt. Ingen tvivl om det.

Siden skal jeg – og nu bliver det svært – rundt og se, hvad der sker. Der er så meget, jeg gerne ville se. Som forfatter tror jeg nok, jeg vil vælge at kigge rundt til dem, jeg kender – vel vidende, at jeg går glip af rigtig meget godt andre steder samtidigt (jeg går især glip af kendisserne), men sådan er Bogforum.

Så mine egne nedslagssteder vil være som følger:

Fredag kl. 15 vil jeg gerne høre Jakob Vedelsby fortælle om sin roman ”Menneskeloven” på stand nr. 10 (Forlaget Aronsen).

Fredag 16.30 vil jeg gerne opleve Keld Conradsen på Balkonscenen fortælle om sin roman ”Angus McKinneys fatale forstyrrelser.”

17.30 samme tid ville jeg rigtig gerne høre Rune T. Kidde fortælle om sin nyeste roman. Jeg ser så meget op til den mand, som fortæller og som sprogatlet. Og jeg er lige blevet venner med ham på Facebook, og det er jeg meget stolt af.

Lørdag ville jeg tage mine børn med op på stand 400 og opleve Christopher Boserup Skov fortælle om sin forrygende serie af filosofiske og moralske børnebøger. Han optræder løbende dagen igennem, så der er ingen panik.

Et must for mig er lørdag kl. 11.30, hvor Mette Finderup fortæller om sin teenageserie Emmy. Det finder sted på Lindhardt og Ringhofs stand. Nu har jeg ikke selv børn i målgruppen, men jeg kender Mette helt tilbage fra gymnasietiden,og jeg synes, alle burde storme hen for at høre en gudsbenådet fortæller rulle sig ud.

Resten af lørdag gad jeg godt opleve Gyrdir Eliasson, Helle Helle og mange, mange flere. Men jeg tror realistisk set, at jeg ender med at stå i Fætter BR i Købmagergade og sige nej. Jeg har nemlig mine børn med, ser I. Og jeg har det privilegium at kende flere forfattere personligt. Min tur rundt på Bogforum er noget med at opsøge dem, jeg ser op til, men i lige så høj grad at gå rundt og sige dav og hej. Også det glæder jeg mig til.

Søndag skal jeg igen optræde på Balkonscenen, denne gang sammen med Abelone Koppel, som har skrevet romanen Her Fra. Abelone er datter af Christian Kampmann, og hendes roman tager udgangspunkt i hendes fars ulykkelige død tilbage i 1988, uden at det derfor er en selvbiografisk historie. Meget bevægende, velskrevet og smuk roman; også det er noget, jeg glæder mig til. Vi skal tale om lighederne og forskellighederne i vores bøger. Heldigvis skal vi til fest hos vores forlægger lørdag aften, så mon ikke vi når at få nogle nye vinkler på sagerne der…

Og så skal jeg hjem igen. Til Jylland og til mit daglige arbejde. Til nye bogprojekter og til den fremtid, jeg ikke kender, og som netop derfor er pirrende.

Tid til større rammer

Det er på tide, at Bogforum flytter, ingen tvivl om det. Men det bliver vemodigt.

Jeg er bange for, at det bliver en anelse ensomt i Bellacentrets store og fremmedartede haller. Men jeg er egentlig ikke nervøs. Lad os endelig få plads til os alle, med eller uden barnevogne (gerne med).

Jeg håber, de kommer fra Varde. Og fra Esbjerg. Og fra Rønne og Helsinge. Og fra ethvert sted i Danmark, hvor der findes mennesker, der mærker den glæde, bøger giver.

Når jeg drysser uigenkendt rundt på Bogforum er jeg hverken forfatter eller læser. Jeg er begge dele på samme tid. jeg er begejstret over den styrke, litteraturen har; når jeg ikke kan komme hen til kaffebaren, er det fordi jeg er bogstavelig talt omgivet af mennesker, der elsker at læse.

Jeg tænker på den busfuld bogelskere fra Varde. Og fra alle de andre byer i landet. Jeg håber, de får en fantastisk dag i selskab med alle bøgerne og bogelskerne og forfatterne.

Når jeg står som en enkelt sild i en gigantisk tønde i næste weekend, vil jeg tænke på bogturisterne fra Varde. Jeg vil tænke på alle de mennesker, der deler min kærlighed til bøgerne. Og jeg vil glæde mig over at dele tid og rum med dem for en kort periode.

Også selvom det kommer til at tage mig en time at nå hen til kaffebaren.

Jeg håber, vi ses, bogelskere.

(Dette indlæg har oprindeligt været bragt på Litteratursiden.dk)

Bogforum og presse og Miki og Abelone

“Morten Leth Jacobsen udkommer med sin tredje roman, ‘Mens vi venter’. Kære anmeldere, LÆS HAM, han er en stjerne i svøb. Romanen handler om et par århusianske randeksistenser, to mænd som ikke ligefrem er stærke på kommunikation, og bogen er fuld af humor, drama og Mortens skarpe øje for tilværelsens absurditeter.”

Sådan introducerer mit forlag pressemeddelelsen om min nye roman. Pressemeddelelsen er netop gået ud i dag, så nu starter arbejdet med at få bogen solgt ind til pressen og til anmelderne.

Vi har også måttet tilrettelægge timingen af selve udgivelsen. Bøgerne kommer fra tryk i næste uge og går direkte ud til anmelderne. De skal lige have nogle dage, gerne et par uge, til at læse i forvejen. Drømmen er anmeldelser på udgivelsesdagen – gerne mange, gerne gode.

Så vi har talt om flere datoer, den 15. september og den 22. Så kom der et valg i vejen, og vi blev enige om, at der trods alt er større begivenheder i verden end udgivelsen af min næste roman, selvom det er svært at forestille sig. Derfor venter vi til ugen efter valget …

Bogforum – i den grad. Miki og Abelone Koppel.
En del af markedsføringen af en bog – og en forfatter – er at optræde på bogmesser, og her er ingen større end Bogforum.
I år kommer jeg til at figurere to gange på programmet: Dels fredag eftermiddag kl. 13, dels søndag eftermiddag kl. 16. Fredag bliver det i selskab med journalisten, tv-manden og forfatteren Miki Mistrati, som udgiver sin anden roman “Spin” stort set samtidigt med mig. Vi har valgt at optræde sammen i stedet for den traditionelle interviewer/forfatter-snak. Vi har en del at diskutere, når det gælder tilblivelsen af samtidsromaner – primært hvordan man finder inspiration. I mit tilfælde finder jeg inspirationen i mine observationer af, som der står i pressematerialet, tilværelsens absurditeter. Dem finder jeg, hvor jeg end ser hen, og bruger dem så til at skabe ren fiktion uden hold i virkeligheden. Miki behøver ikke lede efter absurditeterne i fantasien; han lever i dem til hverdag som chef for gravergruppen på Ekstra Bladet og som en af dansk journalistiks hårde negle. Han er derude i virkeligheden; jeg er nede i min kælder i Sønderborg – og mon ikke vi begge formår at ramme noget virkelighedsnært, i virkeligheden, selvom vi står i hver sin ende af felten?

Så, søndag, gør jeg det igen. To forfattere, to bøger, en scene. Denne gang sammen med Abelone Koppel, skuespiller og meget andet, og nu også forfatter. Hun debuterer med romanen Her Fra. Den handler om en ung pige, hvis f0rfatterfar myrdes af sin homoseksuelle kæreste, og den indflydelse, dette får på hendes liv. Det kender forfatteren selv ganske godt. Abelone er datter af en forfatter, der blev myrdet af sin homoseksuelle kæreste. Og ja, det er Christian Kampmann, jeg mener. Abelone har dog ikke skrevet en selvbiografi, men en fiktiv roman om et tema, hun kun kender alt for godt.

Her tror jeg, vi vil vælge at tale om at skrive sig vej til en fiktiv historie fra virkeligheden. Jeg kunne tænke mig at tale om research og dens rolle – eller snarere mangel på rolle – i den rene fiktion.

Research er når man finder ud af noget for at skrive om det. At skrive ren fiktion er at skrive om noget for at finde ud af det.

Det sidste er det, jeg selv skriver om, og det er også det, jeg tror, Abelone skriver ud fra. Men det vil vise sig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse hendes bog – og til at tale med hende om selve det at skrive, sådan forfatter til forfatter.

 

Ventetid

Samtale med min forlægger: Udgivelsen af Mens Vi Venter er nu fastsat til 22. september. En uge senere end planlagt, men det spiller ingen trille, bare det hele flasker sig.

Dom fra prøvelæsere: Alle er begejstrede, ingen skeptiske. Det gør kun, at spændingen stiger. Den ene prøvelæser er en af vores venner, som er praktiserende læge. Det træffer sig nemlig sådan, at den ene hovedperson i bogen er (pensioneret) praktiserende læge i Aarhus, præcis som Vivian, som nu har læst bogen. Jeg har skrevet en del lægeting ind i den – lidt fagsprog her, lidt indtryk af livet som praktiserende der, alt sammen uden at vide noget med sikkerhed. Jeg skriver kun på fornemmelsen, forestiller mig, hvordan det mon er.

Men det ser ud til, at jeg har ramt plet – i hvert fald var kommentarerne primært af faglig karakter. Der var et fagord her og et anatomisk udtryk der, og det er nu rettet.

Korrekturgangen er også overstået. Korrekturlæseren har påpeget andre småting, der ikke er helt præcise. For eksempel mærket på et par kondisko eller hvornår Toys’R'Us egentlig åbnede i Aarhus – den slags har han tjekket. Og så roser han bogen for dens sprog …

Planerne begynder at blive meget konkrete i denne fase. Vi taler om presse, om at få plads på Bogforum til at tale om bogen. Jeg arbejder på at få en aftale med Løves Bogcafe i Aarhus om en oplæsningsaften, og jeg venter på at se artwork til omslaget.

Jeg kommer til at tænke på, at det kun er halvandet år siden, vi udgav Mindset. Dengang havde jeg ingenting i hovedet i forhold til at skrive en ny roman, kun en vis ængstelse – gad vide om der nogensinde er plads i hjernen til at skrive en bog mere? Dengang Mindset udkom, havde jeg også lige et masterprojekt at skrive, så jeg tænkte, at jeg ville udskyde enhver plan om en ny bog, til masteruddannelsen var overstået. Og alligevel kom ideerne kravlende så småt, og med et var jeg i gang.

Lige nu er følelsen lidt den samme. Jeg er i en omvæltningsfase i mit liv lige nu – jeg har skiftet job, jeg pendler frem og tilbage til Aarhus, har ikke tid til meget andet end at køre bil, arbejde og sove, og jeg tænker, at jeg ikke kan se en ny bog tage form på noget tidspunkt i al overskuelig fremtid.

Og alligevel ved jeg, at det kommer. Med et er jeg i gang. Med hvad ved jeg ikke, for det ved jeg aldrig. Sådan kan jeg nu bedst lide det.

Jeg regner med, at jeg får artwork til coveret i morgen. Så snart det er godkendt, ryger det på siden her.

Så kig med i de kommende dage.

 

Bogforum 2010. Note til mig selv.

I morgen lørdag starter Bogforum 2010 for mit vedkommende.

Allerede i dag slår Forum dørene op, og forhåbentlig masser af mennesker myldrer ind til årets helt store litteraturbegivenhed.

I år er det grangiveligt som om debatten fra de senere år er forstummet. Sidste år – og i forgangne år – er Danmarks største bogevent blevet kritiseret for at lefle for den laveste fællesnævner ved kun at præsentere bestsellere (hvorfor bestsellere er det samme som laveste fællesnævner mangler jeg at forstå. Men jeg bor jo også i Sønderborg og har min egen trailer).

Og det er da rigtigt, at de smallere lyrikere og den intimitet, der kan opstå ved en litteraturoplæsning på en cafe, ikke findes på Bogforum. Til gengæld er der vel intet sted i landet, og intet tidspunkt, hvor man kan gnubbe skuldre med så mange kendte som på Bogforum. Går man en tur op og ned ad gangene, ser man Katrine Winkel Holm til højre og Jens Blendstrup til venstre, man træder til side for Mogens Lykketoft og man iagttager Sigurd Barrett siddende på en af trapperne, mens han drikker en juice. Hvis taget over Forum skvattede ned lørdag eftermiddag, ville den danske kulturelite forsvinde med et snuptag (note til mig selv: Ide til novelle).

Min egen plan for Bogforum er temmelig simpel i år.

Tag flyveren fra Sønderborg lørdag morgen, tag metroen til Frederiksberg, på Balkonscenen 10.30 med Mindset og Marie Louise Toksvig, spise frokost med min forlægger, daske rundt og hilse og lytte, spise middag om aftenen, brunch søndag morgen i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade, toget hjem, sove, op på arbejde mandag morgen.

Tilværelsen som funktionær i dagtimerne og forfatter om aftenen og i weekenderne kan til tider give nærmest skizofrene symptomer. Jeg skal kunne skifte kasketter i en rasende fart; det er en omstændighed ved mit liv.

En anden ting er, at jeg er pisket til at være produktiv på klart definerede tidspunkter. Der gælder den regel i mit liv, at jeg skal kunne skrive fra kl. 20.00 og til jeg vælter af stolen eller til der ikke er mere the. Derfor skal jeg kunne gribe ind i mit eget hoved og trykke på forfatterknappen på det helt rigtige tidspunkt. Og skrive på livet løs, indtil nattesøvnen melder sig som et fysisk behov, der ikke kan ignoreres (og jeg har desværre et temmelig stort søvnbehov).

Til alt (mit) held er jeg hurtig og formår at forholde mig nogenlunde kritisk til det, jeg skriver, mens jeg skriver. Jeg kan skrive med ca. 1000 ord i timen, når jeg er nogenlunde i hopla, og hurtigere endnu, når jeg rigtig er i flow. Det handler naturligvis ikke om mængde, men i første skrivefase handler det alene om at fortælle historien. Siden skærer man fra og reducerer saucen og skriver om. Det kommer senere, alt sammen.

At skrive på den måde minder lidt om at træne. Der gælder fastlagte rutiner og tidspunkter, og man kan være mere eller mindre oplagt, og visse gange går det helt anderledes end forventet, men skrive kl. 20.00, det skal jeg. Den disciplin skal jeg kunne underlægge mig selv, hvis det her skal blive til noget.

De veloplagte dage kan ende i det rene hø. De dage, hvor man ikke føler sig i stødet, kan være de mest produktive; de dage, hvor teksten får allermest liv og farve. Man ved det aldrig.

Lige nu sidder jeg og ser ud ad vinduet på Sønderborg. Det regner og blæser over Als Sund. I morgen ved denne tid kæmper jeg mig vej gennem Forum op til Balkonscenen og har min mentale forfatterkasket på; den, der føles bedst skabt til mit skæve hoved. Søndag er jeg hjemme igen og er funktionær med egen trailer.

Man skal elske dette liv for at kunne leve det. Jeg har selv valgt det og selv defineret det. Og jeg ville ikke undvære det.

Jeg håber, vi ses til Bogforum.