Danmark er gået videre i herrehåndbold fra dyb fiasko til semifinale. Jeg følger det; men jeg interesserer mig ikke synderligt for det. Det er et medrivende drama, når det står på – og hvad så? Jeg havde for længst glemt, at samme hold sidste år vandt sølv ved VM. Jeg har allerede glemt, hvad damelandsholdet præsterede ved den turnering, vi fulgte på tv før jul. Den slags har det med at være flygtigt.

Næste år sidder jeg der igen og følger med. Næste år kan jeg ikke huske, hvad det endte med i år. Men vi ser alligevel fremad, og det i sig selv er mirakuløst. At vi ikke alene ser indad eller bagud, men også kan se en fremtid.

Jeg føler, jeg har fået min søn tilbage, og det i sig selv er muligvis hverken sandt eller fyldestgørende eller særlig mirakuløst, men ikke desto mindre min sandhed lige nu.

I dag var vi til samtale med lægerne på OUH, som havde undersøgt Emil.

Måske er det her for tidligt for mig at skrive om – jeg synes ikke, jeg kan finde ordene, der rigtigt beskriver det, der er sket i disse dage, siden jeg sidst skrev her på bloggen. Vi har gået gennem alle tænkelige rædselsscenarier, og ungen selv har været elendig og syg. Jeg har tænkt, at jeg ville miste ham, og jeg har tænkt, at han ville blive hjerneskadet af en operation eller af en ny hjerneblødning – alle mulige ting har jeg tænkt, og kun lidt af det har været rart at tænke på.

Mandag skulle han i MR-scanning. Han har udviklet en sand gru for den slags; helt irrationelt, men ikke desto mindre reelt. Han skulle scannes i halvanden time, og han skulle derfor i narkose. Jeg måtte ligge ind over ham og holde ham nede med magt, blot for at narkoselægen skulle kunne lægge masken på ham. Han gik i voldsom panik, og jeg hadede hvert sekund, jeg skulle bruge min større styrke og fysik. Det var et overgreb, og jeg tror aldrig, jeg kan blive fri for at høre ham tigge og bede mig om at lade være: Far, nej, lad mig være.

Efter et par sekunder sov han.

Først i dag kunne vi få et svar – om han skulle opereres og hvordan.

Vi var hjemme, alle mand, i går. Stod op i frost og sol og kørte til Odense, for mit vedkommende for tredje dag i træk.

Vi talte med overlægen. Han viste os billederne på skærmen. De mange malformationer i Emils hjerne, hvoraf mindst den ene har givet problemer i form af en blødning og disse epileptiske anfald. Men de vil ikke operere. De mener, det kan klares til altings bedste med medicin. Ganske vist resten af hans dage og med kontrol og begrænsninger til følge, men dog med alle chancer for et normalt liv – så længe han ikke vil være dykker eller bokser. Alt, der indebærer en risiko for hovedtraumer eller store trykændringer, kan de ikke anbefale. Medicin altid, kontroller ofte. Men ingen operation, ingen grund til panik.

Hvor jeg synes det er sært. For fem uger siden troede jeg, vi havde en rask og sund dreng.

For fire uger siden vidste jeg, vi havde en dreng med et seriøst problem. For to uger siden troede jeg, vi havde en dreng, der skulle tages fra os.

Set i det lys er dagen i dag en gave. Vi har fået ham igen. Nu skal han langsomt komme sig over hjerneblødningen og eftervirkningerne af medicinen, af de voldsomme oplevelser. Men først nu tør vi tro på, at det kommer til at ske.

I bilen hjem sad jeg og tænkte på, at det nu gælder om at få livet på skinner igen. Der er så meget, der er forsømt, og så meget, der ikke ret godt tåler at blive forsømt, selv i en kort periode. Mit job. Regninger. Gulvet, der skal vaskes. Om to en halv uge skal vi flytte, hvilket vel nok er verdensrekord i dårlig timing, men det skal alligevel lykkes.

Jeg tænker på mange ting i disse dage. Jeg tænker på de andre børn, der er på afdelingen i Odense. Der er forældre, hvis liv er ændret langt voldsommere end vores. Her taler vi ikke om brækkede ben og blindtarme, men om sjældne lidelser og børn, der vil være skadet for livet. Børn, der er indlagt i månedsvis. Når det gælder børn, er jeg selv blød som smør – jeg hader at se børn, der lider og har ondt. Det er grusomt og naturstridigt, og det river i hjertet at se dem mosle rundt og bare være børn, mens forældrene har sorte og tomme øjne, fordi de ved det, børnene ikke ved.

Jeg tænker på, at vi er heldige at bo i et land, hvor adgangen til specialister og kostbare undersøgelser er en gratis selvfølge. Hvor der er mennesker, der for en ikke særlig fyrstelig betaling alligevel gør hvad de kan, for at folk i svære situationer skal have det bedst muligt. Hvor man kan tage for givet, at alt vil blive gjort for at ens barn skal blive reddet i land. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det ikke ville være sådan i Anders Foghs ønskeverden, hvor alt skal kunne betale sig og være penge værd; hvor alle skal op med læderet. Nu er jeg slet, slet ikke længere i tvivl.

Jeg tænker på, at min dreng, som ved gud var et ønskebarn og har fået al den kærlighed vi har at give, ikke længere kan siges at være helt normal og rask. Men at vi med fortsat kærlighed og sammenhold nok skal få det til at fungere, og at vi er sluppet billigt.

Jeg tænker på alle jer, der har skrevet til os og tænkt på os, siden jeg sidst skrev. Det har betydet alverden for os. Der er heldigvis masser af kærlighed derude, mærker vi. I skal have min dybeste tak, alle sammen.

Og jeg tænker på fremtiden, for første gang i mange, mange dage. Jeg glæder mig til at vi flytter. Jeg glæder mig til at få jord under neglene igen på mit job. Jeg glæder mig til at komme til at skrive igen; mine bøger, mine ting på bureauet, mine dagbogsblade og digte, det hele.

I går, da jeg endnu intet vidste, skrev jeg mine månedlige klummer til Jyske Vestkysten. Forsinket og forglemt, men jeg fik dem høvlet af. Det gik godt; de blev gode. Og jeg mærkede glæden ved at skrive godt igen.

I dag har jeg også mærket glæden på andre måder – vigtigere måder.

Jeg er taknemmelig. Jeg tager en dag ad gangen.

Eller er det bare et tegn på, at man er et menneske, som har svært ved at fortolke og forstå sine egne følelser, når man for alvor er ude i et stormvejr?

Jeg kender ikke svaret. De sidste mange dage har jeg følt mig skiftevis lammet, skiftevis ked af det, skiftevis vred og forvirret. Skiftevis stum og forbløffet over min egen evne til at fortsætte som om alt var ved det gamle. Skiftevis har jeg tænkt, at det burde være fordelagtigt, hvis man kunne slukke for sig selv, bare for en periode, så man ikke behøvede at ånde, spise, gå, sove, tænke og være til stede. Hvis man kunne sætte sig selv på stand-by, på reservestrøm, i tørdok i de næste uger og måneder. Har tænkt, at det ville være bedst for mig selv ikke at være det bestandigt bevidste vidne til det, der sker.

Hvorfor er det her så svært at skrive om?

Sagen kort. Min søn er syg, meget syg.

Så syg, at jeg ikke ved, hvad der skal ske med ham. Ikke syg som når man godt ved, de kommer sig igen. Ikke syg som når de har brækket noget, der skal gro sammen. Ikke syg som når de skal have et par piller og nogle dage på sofaen.

Men syg som når man kan dø af det.

Og det sætter ingenting i stå. Alligevel stopper alt og tier, og alting venter.

Vi troede, han havde fået epilepsi, her kort før jul. Alene det var det værste chok og den dybeste rædsel, jeg havde oplevet. Han forsvandt for øjnene af mig, mellem hænderne på mig, og da de flåede ham ud af mine arme og ind i ambulancen, tænkte jeg, at jeg ikke skulle se ham mere, og det tænkte jeg, fordi jeg intet vidste, men frygtede det værste.

Jeg stod der i natbukser med døren åben og lyttede til ambulancen, der drønede ned ad vejen. Og tilbragte den længste nat i mit liv, liggende på sofaen, ventende på at telefonen skulle ringe med dårligt nyt. Men han kom sig, træt og elendig, og kom tilbage.

Over jul og nytår en lang krise, hvor han har haft det godt det ene øjeblik, forfærdeligt det næste. Han har haft hovedpine, mavepine, svimmelhed, tab af motorisk kontrol, har været bange, selvfølgelig.

Lægerne tog et EEG og kom til den konklusion, at det formentlig var fokal epilepsi. Symptomerne forsvandt så småt og blev erstattet af bivirkningerne af medicinen, og i går fredag kom så resultatet af CT-scanningen, og al medicinen var tilsyneladende omsonst givet, for han har arterievenøse malformationer  – AVM – i hjernen. Når de små kapillærkar danner filtrede kugler og leder blodet rundt i forvirrede kredsløb og risikerer at springe læk. Kort sagt – noget forbandet lort. En tidsindstillet bombe i hjernen.

Det var det, der gav en blødning lige før jul og disse voldsomme anfald. Vi troede, han havde epilepsi, vi troede, vi havde en forklaring. I stedet: denne uvished og skræk. Er det værre? Eller er det, som lægen sagde, det bedste af to tænkelige onder? AVM. Det lyder dejlig neutralt. Men det er noget, man kan dø af. Det er et faktum.

Fakta giver altid en vis ro i sindet.

• Faktum: 1 ud af 100.000 har det.
• Faktum: Det er medfødt, og ingen har kunnet påvise arvelighed med tilstrækkelig evidens.
• Faktum: De fleste, der har det, har det livet igennem uden at vide det. De, der har det uden at vide det, risikerer at dratte om, døde, af en hjerneblødning på et højst uventet tidspunkt. Det er godt at få det opdaget tidligt, for AVM har en tendens til at vokse. Og det kan behandles.
• Faktum: Det opdages som regel, når man får en hjerneblødning. Det kan være fatalt; det kan give forbipasserende anfald og efterfølgende hovedpine. Emils er den sidste type.
• Faktum: Han er pt. glad, leger, tænker og ræsonnerer normalt, men får grufulde hovedpineanfald. Og så er han bange og ængstelig, men formår at glemme det i dagens løb. Aftenerne er en anden sag.
• Faktum: CT-scanningen viste arvæv i hjernen et sted og en AVM i lillehjernen. Arvævet er dannet omkring den blødende AVM, som sidder i tindingelappen i højre side bagest, så vidt jeg kunne se. Den er på størrelse med en stor ært. Om det er meget eller lidt aner jeg ikke, det er et faktum.
• Faktum: Der findes tre måder at behandle det på, og risiko for komplikationer synes at være til stede, men trods alt begrænset.
• Faktum: Vi skal til Odense i næste uge, hvor han skal indlægges. Tvivlen består i hvornår, hvor længe og hvor voldsomt det bliver.
• Faktum: Alt er forandret, alt vendt på hovedet. Alt andet er nu ligegyldigt.
• Faktum: Jeg er så forfærdeligt bange for at miste ham. Så bange, at jeg selv har mistet mælet og ikke helt ved hvordan jeg skal formulere mig i mine tanker eller på skrift.
• Faktum: Fakta hjælper.

Jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal sætte ord på det, jeg selv føler. At sætte ord på det, andre føler, er let nok. Af en eller anden grund. Det er vel det, en forfatter også kan – digte om følelser. Faking it, som de ville sige i USA; det har alle dage været mit speciale, titlen på min selvbiografi. Parodien er det, jeg kan bedst. At få andre til at tro, at man kender til det, man skriver om, uden at man egentlig gør det.

Her, i denne situation, kommer jeg til kort.

Det forunderlige er normaliteten.

Drengen selv har det – hovedpinen fraset – for så vidt fint. Han har leget hele dagen. Han griner og pjatter og står på hovedet; han bygger med Lego og han snakker om fremtiden og fortiden med et barns tillid og uskyld. Han er, kort sagt, som han altid har været.

Undtagen når hovedpinen rammer ham; så bliver han reduceret til et krampagtigt grædende lille væsen uden for vores kontakt og kontrol. Og lige så hurtigt som det kommer, lige så hurtigt er det væk igen. De epilepsilignende episoder er mere skræmmende. Han har ordet i sin magt, har altid haft det, og han kan alligevel ikke helt slå et søm i begreberne, så vi kan forstå, hvor han går hen, når han forsvinder for os. Han beskriver det som at ordene forsvinder, at alting bliver blåt. Et ubehag i maven og en følelse af, at han glemmer tid og sted. At han ikke kan huske noget og at han forsvinder ind i et ukendt land. Det, i sig selv, er nok til at skræmme mig fra vid og sans.

Lige nu kan vi intet gøre. Heraf kommer normaliteten. At gå i supermarkedet med ham. At lege og pjatte og se tv. At se ham lege og grine. At skulle overveje at sende ham i skole, for når han er ok, så er han helt ok. Ikke at kunne forholde sig til smerten og vreden og angsten hvert eneste øjeblik, men at fokusere på nuet og på det, vi lige ser på tv eller er ved at gøre sammen. At glemme for et øjeblik og forholde sig praktisk.

Det er det særeste. Normaliteten.

At være barn er at tro på, at de voksne har styr på tingene for en. Han syntes, det var nederen at han skulle indlægges igen. Det gad han altså ikke. Fik lægen til at grine.

At være voksen er at være den store mesterpsykolog, samtidig med at man godt kan se det større perspektiv med alle dets sorte ensrettede gyder. Jeg ved godt, hvad vi har i vente. Det bliver et forbandet mareridt. Alligevel gør vi det kun værre ved at lade ham mærke unormaliteten. Så jeg ordner have og laver mad og siger, han skal rydde op. Han må ikke mærke, hvordan vi pines og frygter; lillebror må heller ikke. De må gerne vide, at vi er kede af det, fordi han skal på sygehuset igen. Men han er ikke tjent med, kan alligevel ikke forstå, det fulde billede. Det er vores vægt om brystet, vores lod alene at bære.

At være far til en søn på snart 10 er også at have en samtalepartner med større indlevelse og intuition end man umiddelbart tror. Han spørger: hvorfor er det så slemt, at jeg skal indlægges igen? Og jeg har altid gjort det til et princip at svare, så jeg svarer. Fordi du måske ikke alligevel har epilepsi på den måde, vi troede. Fordi der er noget inde i dit hoved, de skal have tjek på. Noget, der ikke skal være der. Han nikker og siger, at det havde han godt opfattet. Hvordan ved jeg ikke.

At være far er at elske langt ud over det rimelige, helt ud til og langt ud over smertelige afgrunde. At være forælder er at være forpligtet til at gå hele vejen, også når man ikke tror, man kan tage mere.

I dette perspektiv. I denne situation.

Intet er, som det var. Intet er længere vigtigt. Kun at han får det godt igen.

Der er så mange ting, vi går og længes efter. I mit tilfælde er det ret enkelt. Jeg vil gerne være god til mit job, blive en dygtig forfatter, jeg vil gerne kunne skrive historier, der bevæger. Jeg vil gerne være en god far og ægtemand; om jeg bliver rig er ikke vigtigt. Jeg vil gerne fylde rammerne for mit eget liv, opnå de ting, jeg har potentiale til, lære at ignorere de ting, jeg aldrig vil kunne mestre alligevel. Fokus på det, jeg er skabt til. At skrive, at tænke, at reflektere og at dele det med andre.

Men: Jeg kan intet af det lige nu. Jeg kan kun fokusere alt i mit væsen på at min dreng får det godt igen. Jeg vil blæse på bøger og forfattere og forlag og alt andet. Jeg kan ikke se mig selv, lige nu, sidde og drikke min te og drømme mig ind i min egen tekst; når det ikke er ens job, og anerkendelsen er minimal, er det jo alligevel et umådeligt egoistisk forehavende, der lige nu synes mig absurd, forkælet og ligegyldigt. At sidde og skrive for sin egen glædes skyld. Mine egne drømme har indtaget en placering så langt nede på listen, at jeg ikke kan få øje på dem lige nu. Mine luftkasteller skubber jeg væk, jeg ved ikke, om jeg kan skrive noget igen, nogensinde. Jeg finder trøst i at skrive disse ord, men jeg kerer mig ikke om hvorvidt nogen læser dem. Jeg sætter fattige ord på det, jeg tænker og føler, og jeg ved godt, de ingenting nytter. Uanset er det bedre end de ord, jeg kan sige.

En dag vil jeg læse det her og tænke – ja, jeg ved ikke hvad.

At jeg tog fejl? At jeg ikke havde forstået? At det var godt ramt?

Er det ikke lige meget?

Jeg vil kun have, at min dreng bliver rask.  Tag alt fra mig, men giv mig det.

Det spekulerede jeg ikke så meget over.

Måske var det, fordi jeg til daglig færdes i kommunikationsbranchen og er vant til den måde at indhente information på. Hvis man vil spørge et stort antal mennesker om noget, sender man et spørgeskema ud. Den slags er altid tendentiøst, ligesom Politikens da også var det.

Det handlede bl.a. om de følelsesmæssige og økonomiske konsekvenser af at være forfatter.

Jeg syntes dog egentlig, det var rart, at der var nogen, der på en struktureret måde fulgte tråden op efter alle de mange ophedede debatter om forfatteri, der har kørt på det sidste. Jeg syntes, det var rart, der var nogen, der spurgte, om jeg nu også havde det godt med det, jeg gør.

Jeg svarede på spørgeskemaet og sendte det ind og gik ud for at lave kaffe. Jeg tænkte, at jeg egentlig så frem til at høre hvad resultatet af undersøgelsen så blev.

Jeg kunne udmærket godt gennemskue nogle af de vinkler, undersøgelsen lagde op til: Om man som forfatter havde tendenser til at være deprimeret og muligvis derfor drak for meget (FORFATTERE: VI SKRIVER FOR AT DRIKKE), om man som forfatter følte sig følelsesmæssigt presset af sit hverv (FORFATTERE: VI TUDER I ENRUM). Men jeg tænkte, at hvis man svarer åbent og ærligt, kan den slags åbne for en debat; om end jeg hellere så en debat om andre aspekter af litteraturen end lige forfatternes weltschmerz. Det er sgu da uinteressant. Okay, i en posthum biografi kan den slags give mening. De levendes pine er vel mindre nyhedsværdig end de dødes. Og levende forfatteres pine er mindre interessant end levende forfatteres produktion. Synes jeg.

Men what the fuck. Jeg forstod Politikens ønske om at bore ned i forfatterlivet og sympatiserede dermed – vi har selv bedt om det, fordi vi i den sidste tid har fremstået som en flok flæbende kværulanter.

Det følsomme raseri
Jeg blev derfor mindet om min egen manglende følsomhed, da jeg så mine kolleger Leth, Sabro og Michael fare i flint og skælde Politiken ud på hver deres egen følsomme måde. Det var slet ikke faldet mig ind at blive gal.

Føler man sig ramt?, var min første tanke, da mine koryfækolleger drønede deres galde ud – Politiken har fældet dom! Politiken vil have, at vi er psykotiske og drukfældige, råbte de.

Måske er det forskellen på dem og mig – jeg udfylder spørgeskemaet og laver kaffe. De reflekterer, intellektualiserer,  og de raser. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg er muligvis hverken klog eller følsom nok til at reagere så voldsomt.

Manglende følsomhed på min side, som sagt, fører til mangel på raseri.

Indtil det går op for mig, hvad mine kolleger er ved at gøre. Så finder jeg selv raseriet frem – og det er rettet mod dem, der underminerer forfatterstandens selvagtelse. Førnævnte forfattere.

Ufrugtbar undren
Det overrasker mig, at de laurbærkransede litterater – hvoraf flere kender pressen indgående – ikke forstår en helt central pointe:

Jo mere, de siger hvad de ikke er, jo mere er det det, de vil blive husket som.

Og de kommer til at fremstå som talerør og repræsentanter for forfatterstanden, hvad de ikke er.

En lillebitte undersøgelse, blåstemplet af de to forfatterforeninger, og som havde muligheden for at afføde kritisk journalistik om forfatternes vilkår, forvandles nu til et mediecirkus, hvor vi forfattere – igen – kommer til at fremstå som klynkende, fornærmede, nærtagende intellektuelle narrehatte. Ja, det er jer, jeg tænker på, Leth, Sabro og Michael, hvor meget jeg end ser op til jer som digtere og litterater – I kommer til at fremstå som små, ynkelige individer, når I fører jer frem på den måde.

Pr. direkte overførsel bliver I repræsentanter for en forfatterstand, I ikke repræsenterer, blot fordi I har gennemslagskraft i medierne. Historien herefter hedder FORFATTERE ER NOGLE UTAKNEMMELIGE SKVAT. Bare vent og se.

Stik piben ind, luk arret, skriv nogle bøger.

Hold jer ude af den offentlige debat, for den mestrer I ikke.

Den er i øvrigt skrevet aldeles uden – ja, uden plot.

Det stygge dyr Plot. Et eventyr.

Bump! Bang!

Krash, knas, kvas, lød det inde i den mørke og dybe skov.

Hvad er det, der siger sådan, spørger du? Det lyder mægtig farligt.

Jo, nu skal du høre historien om det store dyr, der hed Plot. Er du klar?

Inde i den mørke og dybe skov var der noget, der kom trampende.

Noget stort og tungt og meget, meget stærkt. Det rev træerne op med rode, og det trampede buske flade med sine store fødder. Det prustede og gryntede og møgede alt ned, der stod i vejen for det.

Hvis du nu var lidt modig og lod være med at gemme dig, så kunne du måske få øje på det, der kom masende gennem træerne og buskene. Det var et stort bæst med seks tykke ben, og for enden af de tykke ben havde den fødder så store som din onkels folkevogn, hvis du kan se det for dig.

Væsenet havde også arme, men det var arme ligesom på en blæksprutte, hvis du kan se det for dig. Den brugte armene til at rive træer op med rode og proppe dem ind i dens kæmpestore mund, der sad lige oven på dens hoved, lidt ligesom en skraldespand, hvis du kan se det for dig.

Mens den åd, sagde den en underlig dyb og gryntende og smaskende lyd, lidt ligesom hvis der var en hel gymnastiksal fuld af grise, der var ved at æde noget rigtig ulækker morgenmad. Hvis du kan forestille dig det, og det kan du sikkert godt.

Det stygge dyr Plot kom vadende gennem skoven. Og den åd alt på sin vej, træer, sten og buske. Også huse og biler og lygtepæle og pølsevogne med alt indholdet lige fra agurk til æblemost.

Når Plot havde bestemt sig for, at den skulle fra det ene sted til det andet, så var der intet, der kunne få den til at skifte mening.

Lad os sige, at den skulle ovre fra Brugsen og hen til der, hvor din farmor bor. Så ville den gå den lige vej. Og den ville være ligeglad med, hvad der stod i vejen. Når den var fremme, ville du kunne se, at den havde pløjet sig gennem alting og lavet et bredt, lige spor tværs gennem huse, skove, marker, fabrikker og måske gennem din skole, hvis du var heldig.

Plot var ligesom en mejetærsker, hvor der ikke sad nogen oppe i styrehuset til at køre uden om de ting, der stod i vejen. Hvis du kan se det for dig.

Sådan gik Plot den lige vej fra det ene sted til det andet, mens den åd alting.

En dag skete der noget mærkeligt. Eller, mærkeligt, det var det vel ikke. Det er bare sådan noget, man skriver, når der skal til at ske noget.

Plot mødte et andet dyr, som hed Plotnot.

Plotnot lavede også et spor, men det spor så helt anderledes ud. I stedet for at gå lige gennem landskabet og gennem huse og marker og alt det der, så lignede Plotnots spor mere et krøllet garnnøgle. Det gik hid og did og rundt og rundt og op og ned. Plotnot var ikke sådan et dyr, der maste sig vej gennem alt muligt for at komme frem til målet. Ja, faktisk vidste den dårligt nok, hvor den skulle hen. Den syntes bare, det var sjovt at gå. Så den nærmest hoppede derudad som en seksbenet kænguru. Hvis du altså kan se det for dig. Til gengæld var den tit nødt til at gå rigtig meget i ring for at komme derhen, hvor den endte med at ende til sidst. Plotnot var meget tit meget forvirret, men den havde det skægt.

”Hvad er du for én,” spurgte Plot.

”Jeg er ligesom dig, bare helt anderledes,” sagde Plotnot.

”Jeg synes, du slingrer noget af sted,” sagde Plot.

”Jeg går bare den vej, jeg synes er sjovest,” sagde Plotnot.
”Det lyder altså ret hippieagtigt,” sagde Plot.

”Synes du det? Tja. Jeg synes, det lyder alt for Anders Fogh-agtigt, at man bare går ligeud efter næsen og efter en plan. Hvad nu, hvis der sker noget spændende undervejs?”
”Hvad mener du med spændende,” sagde Plot.
”Sådan lige som livet,” sagde Plotnot. ”Lidt her og lidt der og lidt planløst. Det er altså sjovest på den måde.”
”Tjoh,” sagde Plot. ”Men sig mig, farer du ikke vild hele tiden?”
Det tænkte Plotnot lidt over. Jo, det måtte han jo indrømme. ”Men ham, der skriver mig, det er altså sådan, han bedst kan lide det. Han er også af den planløse type. Kan godt lide at sove længe og sidde og skrive i de bare underbukser. Hvad med dig?”
”Jo altså, ” sagde Plot. ”Ham, der skriver mig, han kan bedst lide at have alting lagt i skema. Fra A til B, sådan er han. Han er journalist, at du ved det. For ham er jeg et arbejde.”
”Nå,” sagde Plotnot. ”Min skriver for sjov og helst om natten under påvirkning af kaffe og rødvin. Der kan man bare se.”

De to dyr stod og så lidt på hinanden.

”Skal vi lægge arm,” spurgte Plot.
”Det tror jeg ikke,” sagde Plotnot. ”Hvad med at vi ser hvem der kan binde den flotteste krans af markens og engens blomstervæld?”
”Næppe,” sagde Plot.

Så de to dyr stod der og så på hinanden lidt mere. De kunne ikke blive enige om hvem der var stærkest.

Til sidst gik de op på rådhuset og indgik i et homoseksuelt registreret partnerskab og levede lykkeligt til deres dages ende, og deres forfattere blev enige om at lidt fra den ene og lidt fra den anden, det var nok alligevel det bedste.

Sådan var historien om Plot og Plotnot.

Så vidt jeg kan huske.

(Dette indlæg er bragt i Dansk Forfatterforenings medlemsblad, december 2011)

Jeg skrev i sidste uge et debatindlæg i Politiken om hvor sur jeg er på de danske boghandlere.

Jeg synes, de forsømmer en chance for at finde en niche i markedet, som i stigende grad overtages af supermarkeder, som ikke har begreb skabt om at sælge bøger. Det er utrolig sørgeligt.

Selvfølgelig er jeg primært knotten, fordi boghandlerne af uransagelige årsager nægter at føre min nye roman, som er det bedste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg er kun et menneske, og jeg bliver sur, såret og bister, når alt muligt crap om vampyrer og bekendende sportsidoler tilsyneladende kan sælge, mens mine kærligt fremavlede historier ikke får en chance. Hvis jeg lyder så-kan-det-også-være-ligemeget-nå-sur; så er det fordi jeg er det. Men primært er jeg bedrøvet.

Jeg er bedrøvet over alle kædebutikkerne, og det er efterhånden de fleste af de danske boghandlere.

Jeg er bedrøvet over, at det er umuligt at trænge gennem kendismuren, og at det skal være et krav for at blive læst.

Jeg er bedrøvet over, at bogsalget i vores land er overtaget af kæder med centrale indkøbere, som sover i sengetøj broderet med Excelark.

Bøger som vare, som produkt, er mig imod, for bøger er en kulturelt manifestation, der siger noget om vores liv, vores tid og vores vilkår. Bøger er ikke tomater på dåse. Men det skulle man tro, når man ser boghandlernes og supermarkedernes indkøbs- og formidlingspolitik. Der skal penge i kassen, og den overordnede samfundsmæssige funktion, litteraturformidlingen har, er mindre relevant.

Man skubber ansvaret fra sig. Boghandlerne mener, det er bibliotekernes opgave. Bibliotekerne ligger under for politiske krav og begrænsninger – nye medier, lukninger, nedskæringer. Politikerne mener, kulturen skal drives af markedskræfter, selvom folk vrimler ind på bibliotekerne. De skal lukkes, skal de. For kultur skal betale sig selv. Det gælder tilsyneladende også den nye regering, der så vidt jeg kan se er en form for nyliberalister bare med andre floskler, de flytter rundt på. Det er stadig økonomien, der er herre i vores hus. Der er noget galt her, der er noget galt, når fortællinger og magi forsvinder under bunker af regnskabelige udskrifter.

De gode bøger får mindre og mindre plads og ingen opmærksomhed. Og en udkantsforfatter får – gode bøger eller ej – næsten ingen plads i det store billede. Der er kun plads til kendisser og gamle kendinge. Ingen har tilsyneladende et bud på hvordan nye talenter skal finde en vej ind. Jeg kender masser af nye talenter, som kæmper som gale. Navne som Brian Ørnbøl, for eksempel. Og – i al uklædelig ubeskedenhed – mig selv. Jeg kan fandeme skrive solen sort, jeg kan skrive, så sveden driver ned ad ruderne, så køerne kommer hjem og kvinderne dåner. Men ingen ved det.

Det er det, min forlægger kalder Mortens Forbandelse – det er efterhånden et fast udtryk, der indgår i vores samtaler, og som er på vej til at blive et begreb.

Hvad det dækker over, er den mur af tavshed, mine bøger mødes med, og som frustrerer mig langt ud over det rimelige.

Det frustrerer mig, fordi mine bøger er gode.

Hvis jeg havde på fornemmelsen, at jeg skrev noget møg i kommercielt øjemed, ville det være en anden sag. Men jeg ved, mine bøger er fremragende. Det ved de få anmeldere, der har gidet åbne mine bøger, også. Jeg får konstant gode anmeldelser.

Og jeg skriver ikke snævert. Jeg skriver bredt. Jeg brænder for at fortælle en god historie, og jeg tror på, at et godt sprog, humor og overraskende metaforer i sproget giver læseren en ekstra glæde.

Jeg skriver ikke for at blive kendt (selvom det kunne være en hjælp, sådan som mediernes præferencer er skruet sammen).
Jeg skriver ikke for at bekræfte mig selv som fritænkende boheme.
Jeg skriver ikke for at blive rig (så skal man være mere fantast end jeg er, trods alt).

Jeg skriver ikke, fordi jeg selv synes jeg er et geni (dem er der trods alt langt imellem – nogle få hundrede pr. århundrede er vel kvoten, uanset hvad folk ellers måtte mene om sig selv).

Jeg skriver fordi:

• Sproget brænder i mig.
• Jeg ser verden på en måde, jeg gerne vil dele
• Jeg ved, jeg er god, og det, man er god til, har man en pligt til at gøre helt og fuldt
• Jeg elsker at fortælle og formidle

Det er derfor, det er så irriterende altid at løbe panden mod en mur, ikke at blive læst og taget alvorligt.

Jeg har analyseret situationen, og jeg tror det handler om følgende:

1. jeg er ikke kendt, som i dameblads/tv-kendt/kendt fordi han har kvajet sig/kendt fordi han er forhenværende. Jeg er i den grad nuværende.
2. jeg er ikke udpræget fotogen. Ikke at jeg som sådan er frastødende at se på; der er bare nogle mennesker, der er bedre live, og sådan er jeg.
3. jeg har ikke en spændende personlig historie. Jeg er en familiefar i fyrrerne, jeg bor i en mellemstor provinsby, jeg har husdyr og går rundt og spartler, jeg skriver ren fiktion uden forbindelse til mit eget liv og uden at vide meget andet end hvordan man tryller med sproget. Jeg er altså ekstraordinært ordinær.
4. jeg færdes ikke i de rigtige kredse ofte nok (i.e. mit postnummer starter med mere end 2).
5.  mit forlag kan ikke bruge sekscifrede beløb på markedsføring, fordi det satser på kvalitet, og kvalitet tjener ikke penge.

Det er min kendisfaktor, der er for lav. Anmelderne får en stak bøger ind til anmeldelse og vælger naturligt nok dem, de kender, frem for dem, de aldrig har hørt om. Deres tid er knap, og anmeldelsen skal også have nyhedsværdi. Det har Sara Blædels nye; det har min nye ikke.

Mine bøger fejler ellers ikke noget.

Jeg skriver hverken højpandet utilgængeligt eller latterligt banalt.

Jeg stiler efter at skrive min egen idealbog. Mit ideal er at skrive den bog, jeg selv ville tage ned af hylden, bære hen til kassen og betale for, på beløbet.

Min egen idealbog er som følger:

1. tyk. Det er rigtigt, at man kan skrive alting og hele verden ind i et haiku. Jeg elsker forfattere, der kan skrive kort og kirurgpræcist. Men der er også kvaliteter i mængde, hvis det ellers er godt skrevet. Jeg elsker at fordybe mig i en lang, lang bog med utallige raffinementer, svinkeærinder og farver, kulører, smage, dufte. Bøger, man kan bo i og leve i. Den slags bøger, hvor man føler efter, hvor mange sider, der er tilbage, og ærgrer sig over at der ikke er flere.
2. musikalsk. Der skal være musik i sproget. Rytme, klangfarve, grundtoneart, overraskende finesser og temaer, der vender tilbage vendt op og ned og forfra og bagfra. Det er derfor, jeg elsker en forfatter som Murakami; at læse ham er som at høre Bachs Goldbergvariationer eller Sjostakovitjs præludier og fugaer for soloklaver. Skønt at være vidne til og dybt, dybt. Med tråde trukket fra start til ende, som man kan more sig med at finde. Uden at det giver mening i en syllogistisk forstand; det er også en del af ideen, at vi skal acceptere uden at fortolke sønder og sammen. Murakami handler om den æstetiske oplevelse det er at læse; ren læsefryd med fortolkningen parkeret på en knage ude i gangen, hvor den kan hænge og skamme sig.
3. spændende. Jeg har læst stakkevis af ikke-spændende, men smukt skrevne bøger, og jeg står altid af et eller andet sted mellem side 10 og slutningen. Eksempler er legio: Monica Alis In The Kitchen. Italo Calvinos Hvis En Vinternat. Pascal Merciers Nattog til Lissabon. Jonathan Lethem. De skriver rasende godt, bevares. Men det er ikke spændende; det har kun interesse som metalitterære projekter, rendyrket dekonstrueret postmodernistisk referencelir. Der er ingen drive i historien – hvis der da er en historie. Så ender de – måske ufortjent – i flyttekassen med Abortede Læseprojekter. I hvert fald hos mig.
4. Ikke-banal. Jeg har prøvet at læse Ken Follett. Jeg afskyr det. Jeg afskyr forfattere som Wilbur Smith og dem er nok af – jovist er de underholdende, disse herrer, men der er en underliggende strøm af konservatisme og tro på hvidt overherredømme og som et standardelement (når handlingen går lidt i stå og man ikke vil tabe læseren) sanselig og dampende erotik mellem lydefrit smukke mennesker – argh, jeg dør. Og det vil jeg foretrække frem for et liv, hvor alle bøger er skrevet af Wilbur Smith. Det er pinligt. Og det er fremfor alt tordnende banalt. Dan Browns bøger er, med en parafrase over Salman Rushdies mening om Rosens Navn, ikke bøger, men computerspil. Det er banalt. Underholdende med en forstillet visdom og indsigt, som ikke er reel. Derfor trist.
5. svimlende. Tag mig op, løft mig og vis mig noget, jeg ikke har set før. Så er jeg ligeglad med, at det er løgn. Det må hellere være løgn end kedeligt. Forse non e vero, ma e ben trovato.
   Store, fede historiske romaner. Små perlende noveller med skæve vinkler på livet. Minimalisme, maksimalisme, bare det for helvede er ikke-banalt, ikke-kedeligt, ikke-fortænkt. Så er jeg på. Jeg henter den slags i god sci-fi, i magisk realisme, i de bedste krimier, i lyrik, i alt, der er skrevet med hjerteblod.

Sådan stræber jeg efter at skrive, og jeg bliver bedre og bedre til det hele tiden.

Min største frygt er at forblive miskendt. Som nævnt –ikke fordi jeg længes efter at blive kendt. Gud fri mig vel. ikke for at blive rig. Jeg er rig på så mange andre områder.

Men fordi jeg ikke vil være forgæves.

Boghandlernes fiaskostrategi

Boghandlerne kan ikke konkurrere med supermarkederne på pris. De kan derimod konkurrere på viden. De vil bare ikke.

”Det der, det kan vi ikke sælge.”

Sådan lød den kontante udmelding fra en boghandler, da jeg tilfældigt kom forbi og dumpede ind for at tjekke, om de havde fået min seneste roman.

Inden for dagligvarebranchen kalder man den slags et ”market run” – man løber fra butik til butik for at se, hvordan ens egne varer præsenterer sig. Gerne inkognito. Forfattere er ikke anderledes, i hvert fald en stor del af os. Vi vil også gerne ind og se, om bøgerne står der, om de står godt og om man kan snige sig til at få dem vendt i reolen, så de står med forsiden ud mod publikum.

Man bliver selvfølgelig skuffet, hvis ens bøger ikke forefindes i sortimentet, og nogle gange tager man en snak med boghandleren – og kan altså mødes med meldinger som den nævnte. Boghandleren, jeg talte med, afviste min bog, næsten før han havde set den, fordi han fejlagtigt troede, jeg var en af dem, der selv får trykt mine bøger (hvad jeg ikke gør – jeg udkommer på et vaskeægte forlag med mange flere forfattere end bare mig). Da han så måtte erkende, at han ikke kendte bogbranchen så godt, som han troede, tyede han til det sidste argument i posen: Vi kan ikke konkurrere med supermarkederne. Her må jeg give ham ret. Boghandlerne kan ikke konkurrere, i hvert fald ikke på pris. Men de kan konkurrere på viden. De vil bare ikke.

Kendisfaktor og returret
I dag sælges rigtig mange bøger på forfatterens navn. En god anmeldelse af en bog får ikke læseren til at købe bogen, men måske til at låne den hjem fra biblioteket. Til gengæld sælger navnet på omslaget, så kendiseffekten er i den grad rykket ind på bogmarkedet. Samtidig er boghandlerne skrækslagne for at tage bøger hjem, de ikke kan komme af med igen. Min egen oplevelse er, at boghandlernes eneste formulerede forretningsstrategi går ud på at handle med de forlag, der kan tage bøgerne retur igen usolgt uden at boghandleren har løbet den mindste risiko. Det er en fiaskostrategi.

Arrogance, tak
Den polske stjerneviolinist Henryk Szeryng, som døde i 1988, besøgte altid pladeforretningerne i de byer, han gav koncerter i. Han stillede sig an ved LP-sektionen og bladrede skiverne gennem – og manglede nogle af hans egne plader, gik han resolut hen til skranken og forlangte at låne telefonen. Så ringede han til sin repræsentant i det pågældende land og remsede op, hvori pladeforretningens synd bestod – og krævede, at denne skæbnesvangre mangel blev udbedret øjeblikkeligt. Nogle gange ville man som forfatter ønske, man havde den arrogance at forlange, at boghandlerne rent faktisk burde føre bøger – primært ens egne bøger, selvsagt. Men vi forfattere med vores hjemmestrikkede sokker og tehætte har ikke det mod og den gennemslagskraft, og som resultat lider mangfoldigheden i den danske litteratur en hastig død. Og boghandlerne går samme vej som pladeforretningerne – lige durk i den store grimme glemmebog. Sådan er det gået i mange andre lande, og sådan kommer det også til at gå herhjemme, hvis boghandlerne ikke lægger kursen om og prøver at finde frem til det, de og kun de kan.

Viskelæder og skoletasker
Den forkætrede reform af bogmarkedet, som liberaliserede bogpriserne og fjernede boghandlernes monopol, har betydet, at mangfoldigheden i boghandlernes udvalg er forsvundet. Der er kun plads til de sikre sællerter – samtidig med, at det er præcis det samme udvalg, der kan erhverves i supermarkederne til under den halve pris. Hvad skal boghandlerne så leve af? Jo, de sælger viskelæder og skoletasker og beklager sig over, at supermarkedskæderne har taget deres marked. Man bør i virkeligheden vende situationen på hovedet: Supermarkederne lever af masseprodukterne; dåsetomaterne, pommes frites og femikrimier. Det er deres kompetence – den kræsne forbruger handler basisvarer hos supermarkederne og henter sin ost, kaffe, kød og andet hos sin udvalgte specialforretning.

De danske boghandlere er de faguddannede specialister, der faktisk ved noget om litteratur. Det bliver bare sværere og sværere at finde litteratur hos boghandlerne. For at blive i parallellen fra før, svarer det til at man går ind hos sin ostehandler efter specialost og får tilbudt massefremstillede konsumvarer – til den dobbelte pris af henne i supermarkedet. Så går man igen og konkluderer, at specialosten skal man på internettet efter. Ostehandleren kan ikke forstå, hvad han gør forkert, selvom det er så indlysende for forbrugeren, der efterspørger kvalitetsproduktet.

Boghandlerne har forsømt den lejlighed, liberaliseringen af bogmarkedet gav, til at specialisere sig i at formidle litteratur, bredt og smalt, og så lade supermarkederne om at sælge bøger af og om de kendte med samt svenske femikrimier.

Faguddannet personale har en viden, og viden koster penge. Det er snart det eneste, der er noget værd – så selvfølgelig er det dyrere at handle i en boghandler. Lokaler og strøm og lager koster, men viden koster endnu mere. Brug den dog, tilbyd den dog.

Den danske boghandlerbranche er nødt til at overveje, hvad man skal leve af fremover. Man kan ikke konkurrere på bestsellers og på døgnfluebiografier skrevet af ghostwriters. Og man kan ikke læne sig op ad et håb om at den nye kulturminister vil omgøre liberaliseringen af bogmarkedet, hvor dejligt det end kunne være for forfattere, boghandlere og for vækstlaget i dansk litteratur.

En skør ide

Så jeg har tænkt, og jeg har fået en vanvittig ide, som jeg gerne vil tilbyde.

Hvad nu, hvis boghandlerne prøvede at sælge litteratur? Det er de trods alt de eneste i landet, der kan sælge på fagkyndig vis. Brug forfatterne til at holde oplæsninger, litteraturaftener, præsentationer af deres bøger. Fokuser på at få mangfoldigheden tilbage i markedet. Grib de nye teknologiske muligheder – gør det muligt for folk at komme lige ind fra gaden med deres iPod og købe en lydbog eller en e-bog. Kend udbuddet og stil jer frem og sig: Her får du vejledning om litteratur; vi hjælper dig med at finde det, du godt kan lide. Jeres viden er en ressource, som I er ved at smide ud, og tilbage står I med takkekort og kalendere med missekatte på. Og en stak femikrimier, I ikke kan sælge alligevel.

Det er bare en ide. Den er til gengæld helt gratis. Jeg skal ikke have den retur.

Den vigtigste anmeldelse af alle (når man ikke er bestsellerforfatter) er netop lektørudtalelsen.

Det er som regel en bibliotekar, der skriver den, og den anvendes af bibliotekerne til at købe ind efter.

For en smal forfatter kan lektørudtalelsen være det, der endegyldigt afliver forfatterens håb om at få lidt ud af sin møje, for med en dårlig lektørudtalelse står man som regel med et skidt salg til bibliotekerne og en skidt eksponering af bogen hos landets biblioteker.

Derfor skal man glæde sig, når en lektørudtalelse er god. Og det er den.

Spændende og tankevækkende
Hun skriver bl.a.:

”En roman, der smidigt forener solid spænding med klassiske socialrealistiske elementer og således vil tiltale en bred gruppe af læsere af begge køn. (…) Genremæssigt er historien rørt sammen af det bedste fra spændingsgenren og den socialrealistiske roman. Det er en velkomponeret historie fuld af levende karakterer, lune, action, eftertænksomhed og nuancer.”

Konklusionen lyder: ”Spændende og tankevækkende roman om et venskab mellem to mænd og deres forskellige livsforløb. Historien vil tiltrække en bred gruppe af læsere.”

Da en lektørudtalelse er en konkret brugervejledning til bibliotekerne, kommer der som regel en sammenligning. Her sammenligner lektøren min roman med Mordet På Halland af Pia Juul, og det er vel i grunden ganske imponerende.

Jeg er også ude i nogenlunde samme ærinde som Pia. Ikke at dekonstruere krimi/spændingsromanen, men at fortælle en vedkommende historie om levendegjorte personer med brug af nogle af de narrative træk fra spændingsgenren. Men det er en anden historie.

Lige nu er jeg bare glad for at have fået (endnu) en forrygende god anmeldelse af bogen.

Faktisk mangler jeg endnu at høre så meget som ét knubbet ord.

Det er en af disse mange litterære oaser, der findes i landets byer – varmt, rart, masser af bøger, god tid, ingen stress. Jeg elsker biblioteker, og jeg har gjort det til en vane så vidt muligt at kigge ind på biblioteket i den by, jeg kører igennem. Selvfølgelig skal jeg lige ind og se til mine egne bøger. Det må være lidt som at være hesteopdrætter og have solgt sine heste til stutterier overalt i landet. Inkognito kigger man ind over hegnet, ser de har det godt, går igen.

På Varde Bibliotek hænger et opslag. De arrangerer en bustur til Bogforum lørdag med afgang fra Varde tidligt om morgenen og hjemkomst sent samme dag. Hvad jeg vil kalde en hård dag. Vi har et lille land at køre rundt i, men der er alligevel nogle timers kørsel i hver ende af Varde-Frederiksbergruten. Og så i bus.

Over opslaget stod skrevet ordet UDSOLGT.

At samles på Frederiksberg

Jeg blev så glad, da jeg så det. Der er altså mennesker, der gider spendere en hel lørdag på at køre i bus til Frederiksberg alene for at se på og høre på os forfattere, købe vores bøger, føle sig som en del af det litterære fællesskab, som er reelt, men sjældent egentlig erkendt. Vi sidder jo for os selv og læser (og skriver). Men der er noget, der binder os sammen. Bogforum er det største synlige bevis herpå.

Det bliver interessant at se, om det hedder Bogforum næste år, hvor den gedigne vækst i tilskuerantallet betyder, at hele menageriet flyttes til Bellacentret – for mig at se er charmen ved Bogforum,  at det hele holdes under et og samme tag. Og det, der er charmen, er også begrænsningen – de sidste par år har der været tidspunkter, hvor man ganske enkelt ikke har kunnet røre sig i gangene. Sådan helt konkret – man kan ikke bevæge lemmerne, og man oplever, at fødderne løfter sig fra gulvet, når man står der klemt inde mellem bogelskere fra hele landet.

Selv når man som forfatter sidder på en scene, og der sidder publikum i stolene, er man en smule i tvivl om de er kommet af interesse, eller om de bliver, fordi de ikke kan komme væk. Man vil helst tro det første.

Blasert bogbegejstring

En sideeffekt af Bogforum er en vis blaserthed. Udbuddet af levende, kendte, interessante og berømte er simpelthen større under Forums tag den weekend end ved Danish Music Awards eller ved en aften i Boltens Gård, og som resultat bliver man ret hurtigt mør. Derovre sidder Jussi, der sidder en kendt og elsket digter, man har beundret siden barneårene, og der sidder Sydney Lee og troner tatoveret og brun i en lille, hvid bås og signerer en bog, nogen har skrevet for ham. Bøger, bøger alle vegne.

Det ender med, at man ikke gider noget af det. Man bliver mæt og træt, stik mod sine forventninger og ønsker. Det må helst ikke ske, at man ender der – træt og led og ked.

Det kan undgås – det gælder bare om at planlægge sin rute.

Min egen rute
Mit eget første programpunkt er, at jeg selv skal tale med journalisten, tv-manden, provokatøren og forfatteren Miki Mistrati fredag kl. 13 på Balkonscenen. Vi udkommer på samme forlag og skal prøve noget nyt: I stedet for en interviewer og en forfatter vil vi prøve at være to forfattere, der gensidigt interviewer hinanden. Eller rettere – vi vil finde fælles temaer at tale om.

Det bliver skægt. Ingen tvivl om det.

Siden skal jeg – og nu bliver det svært – rundt og se, hvad der sker. Der er så meget, jeg gerne ville se. Som forfatter tror jeg nok, jeg vil vælge at kigge rundt til dem, jeg kender – vel vidende, at jeg går glip af rigtig meget godt andre steder samtidigt (jeg går især glip af kendisserne), men sådan er Bogforum.

Så mine egne nedslagssteder vil være som følger:

Fredag kl. 15 vil jeg gerne høre Jakob Vedelsby fortælle om sin roman ”Menneskeloven” på stand nr. 10 (Forlaget Aronsen).

Fredag 16.30 vil jeg gerne opleve Keld Conradsen på Balkonscenen fortælle om sin roman ”Angus McKinneys fatale forstyrrelser.”

17.30 samme tid ville jeg rigtig gerne høre Rune T. Kidde fortælle om sin nyeste roman. Jeg ser så meget op til den mand, som fortæller og som sprogatlet. Og jeg er lige blevet venner med ham på Facebook, og det er jeg meget stolt af.

Lørdag ville jeg tage mine børn med op på stand 400 og opleve Christopher Boserup Skov fortælle om sin forrygende serie af filosofiske og moralske børnebøger. Han optræder løbende dagen igennem, så der er ingen panik.

Et must for mig er lørdag kl. 11.30, hvor Mette Finderup fortæller om sin teenageserie Emmy. Det finder sted på Lindhardt og Ringhofs stand. Nu har jeg ikke selv børn i målgruppen, men jeg kender Mette helt tilbage fra gymnasietiden,og jeg synes, alle burde storme hen for at høre en gudsbenådet fortæller rulle sig ud.

Resten af lørdag gad jeg godt opleve Gyrdir Eliasson, Helle Helle og mange, mange flere. Men jeg tror realistisk set, at jeg ender med at stå i Fætter BR i Købmagergade og sige nej. Jeg har nemlig mine børn med, ser I. Og jeg har det privilegium at kende flere forfattere personligt. Min tur rundt på Bogforum er noget med at opsøge dem, jeg ser op til, men i lige så høj grad at gå rundt og sige dav og hej. Også det glæder jeg mig til.

Søndag skal jeg igen optræde på Balkonscenen, denne gang sammen med Abelone Koppel, som har skrevet romanen Her Fra. Abelone er datter af Christian Kampmann, og hendes roman tager udgangspunkt i hendes fars ulykkelige død tilbage i 1988, uden at det derfor er en selvbiografisk historie. Meget bevægende, velskrevet og smuk roman; også det er noget, jeg glæder mig til. Vi skal tale om lighederne og forskellighederne i vores bøger. Heldigvis skal vi til fest hos vores forlægger lørdag aften, så mon ikke vi når at få nogle nye vinkler på sagerne der…

Og så skal jeg hjem igen. Til Jylland og til mit daglige arbejde. Til nye bogprojekter og til den fremtid, jeg ikke kender, og som netop derfor er pirrende.

Tid til større rammer

Det er på tide, at Bogforum flytter, ingen tvivl om det. Men det bliver vemodigt.

Jeg er bange for, at det bliver en anelse ensomt i Bellacentrets store og fremmedartede haller. Men jeg er egentlig ikke nervøs. Lad os endelig få plads til os alle, med eller uden barnevogne (gerne med).

Jeg håber, de kommer fra Varde. Og fra Esbjerg. Og fra Rønne og Helsinge. Og fra ethvert sted i Danmark, hvor der findes mennesker, der mærker den glæde, bøger giver.

Når jeg drysser uigenkendt rundt på Bogforum er jeg hverken forfatter eller læser. Jeg er begge dele på samme tid. jeg er begejstret over den styrke, litteraturen har; når jeg ikke kan komme hen til kaffebaren, er det fordi jeg er bogstavelig talt omgivet af mennesker, der elsker at læse.

Jeg tænker på den busfuld bogelskere fra Varde. Og fra alle de andre byer i landet. Jeg håber, de får en fantastisk dag i selskab med alle bøgerne og bogelskerne og forfatterne.

Når jeg står som en enkelt sild i en gigantisk tønde i næste weekend, vil jeg tænke på bogturisterne fra Varde. Jeg vil tænke på alle de mennesker, der deler min kærlighed til bøgerne. Og jeg vil glæde mig over at dele tid og rum med dem for en kort periode.

Også selvom det kommer til at tage mig en time at nå hen til kaffebaren.

Jeg håber, vi ses, bogelskere.

(Dette indlæg har oprindeligt været bragt på Litteratursiden.dk)

Lagt mig ud med det fundamentalistiske segment af JV’s læsere (og det er en stor del af dem).

Det er sket før, grundet mine klummer, og jeg skal indrømme, at jeg bevidst provokerer dem.

Jeg kom til at skrive endnu en klumme med en eksplicit ikke- religiøs vinkel. Og så fik jeg høvl.

Og så svarede jeg igen.

Vi er ude i et våbenkapløb, mig mod de dette-er-Jesu-legeme-gumlende typer med et døende torturoffer sømmet op på væggen.

Interesseret? Her kommer hele beretningen. Først min klumme.

”Velgørenhedens voldsmænd

De står overalt. Med jakker eller t-shirts med logo på. Med et clipboard under armen og en god sag og en vis frejdig pågåenhed. På engelsk kalder man dem for chuggers – en forkortelse for charity muggers, altså velgørenheds-voldsmænd. Jeg har ladet mig fortælle, at Købmagergade i København i folkemunde er blevet døbt om til Chugger Street. For her er de alle vegne. Ligesom de er det over alt i landet, chuggerne. De står på svært passable offentlige steder og afkræver aflad, bodsbetaling, blodpenge. Taktikken er at trænge folk op i en krog og så præsentere dem for noget eller nogen, det er synd for. Dernæst kan man for et par hundrede kroner om måneden lette sin samvittighed og gøre noget for de sultne/børnene/de nuttede dyr/miljøet. Jeg har regnet ud, at det kun vil koste mig 2400 kroner om måneden at sige ja til dem alle. Forstå mig ret – jeg går ind for samtlige sager, der således bliver smasket op i hovedet på én. Det er ikke nær det. Jeg bryder mig ikke om metoden, men det er der råd for – man kan sige nej, se sur ud, tale på skrømt i sin mobiltelefon. Så slipper man af krogen. Nej, det, der dybest set bekymrer mig, er at der er tale om et symptom på en sygdom i vores samtid: Vi lever i en skyldskultur. Man skal helst føle skyld over et eller andet. Over at køre i bil, over at spise kød, over at se forkert ud, over at man ikke bruger tandtråd, over gældskrisen og over hvordan børsen åbner i Singapore, listen er endeløs. Nogen har svaret – de sælger skyldfrihed. Og når jeg passerer dem og fejer dem af, føler jeg yderligere skyld, selvom jeg bare skal i Føtex. Måske er der nogen, der kan sælge mig aflad for det?”

Ret uskyldigt, ikke?

Men nej. For jeg har i flere tidligere klummer sagt uforsonlige ting om den stive form for kristendom, der hersker her på egnen. Den, der forsager glæde og ethvert hippieagtigt udbrud af spontanitet, strikkede sokker og berøring af kønsdele, egne eller andres.Og at jeg ikke vil belære mine børn om at torturofret på væggen i kirken er en frelser, for det tror jeg ikke på.

Det har jeg før fået høvl for, har bl.a. fået at vide, at jeg var en dårlig far og ville brænde op i helvede, og denne gang svarede fabrikant Arne Hjort Knudsen i et stort opslag i JV i tirsdags, centralt på debatsiderne. Overskriften lød:

”Morten Jacobsen og hans åndsfællers dilemma.”

Holy shit (!), tænkte jeg. Nu får jeg prygl.

Fabrikant Knudsen skrev blandt andet, at han syntes, det var påfaldende, at jeg kunne erklære mig som ateist, når jeg havde været informationschef i landsdelens store musikinstitution. ”Det må næsten være en diskvalifikation for en person, som skal være formidler for en kunst, der for en stor del er blevet til som et åndeligt udtryk for hyldesten til og kontakten med Gud.”

Fabrikanten tager mig til indtægt for et skizofrent menneskesyn, og jeg er blevet ”besnakket af falske profeter” til væmmelige ting, såsom at ”sikre menneskerettighederne i hele verden.”

(Jeg sværger, det står der!)

Knudsen konkluderer, at grunden til, at det går så galt i den tredje verden er, at de ”har smidt de kristne missionærer ud, som har været med til at skabe velstand og udrydde den dybe nød.”

Jeg lader dette sidste stå for fabrikantens egen regning.

Og har svært ved at se, hvordan det er min og mine åndsfællers skyld at han fatter brik med smør på.

Jeg har så forfattet følgende svar til JV. Bær over med mig – det er langt, men jeg er også oppe at køre.

”Tæsk på bestilling

Arne Hjort Knudsen beretter i JV den 25. 10. om hvordan han opfatter mine klummer i samme avis. Jeg har ofte i mine klummer bevidst provokeret og argumenteret ud fra et religionsfrit synspunkt, og jeg har altid vidst, at jeg ville få tæsk for det. Det har jeg fået før, og nu får jeg det igen, og det betyder vel, at det rykker, det jeg skriver.

Den religionsfrie religionsmusik

Nå. For det første er det jo demonstrerbart forkert, hvad AHK skriver. Som informationschef i Sønderjyllands Symfoniorkester var det ikke mit job at forsvare et givent religiøst standpunkt. Ikke al orkestermusik har en religiøs baggrund – meget har – men ikke alt. Som ateist kan jeg fint gå i koncertsalen og nyde Bachs Matthæuspassion, så vel som jeg kan besøge Vatikanet og beundre kunsten og arkitekturen med hele mit hjerte. Som ateist er jeg ikke fritaget for højtidsfølelse og sans for det smukke; skønhed og smerte er ikke den kristne alene forundt.

Jeg skriver desuden mine klummer som privatperson og har aldrig i min tid i orkestret, i mine koncertintroduktioner og andetsteds, lagt skjul på mit standpunkt som moderne, ikke-religiøst og fritænkende individ med et venstreorienteret standpunkt. Det kan jobbet fint rumme. Der stod ikke i jobopslaget i sin tid, at jeg skulle være praktiserende kristen – for den gode musik er universel.

Skyldsdilemma

Sønderjyllands Symfoniorkester er en altfavnende kulturinstitution, der bærer en vestlig musiktradition, og denne tradition er i vid forstand kristen, men den er frem for alt båret af almengyldige idealer om skønhed. Jeg har nu skiftet job, men jeg ønsker orkestret alt godt i hele verden, og det har intet med religion eller mangel på samme at gøre. Jeg synes, de skal holdes ude af denne debat. Det, jeg skriver om, er begrebet skyld.

Jeg skriver – med mig selv som mere eller mindre fiktiv hovedperson – at det moderne menneske står i et frygteligt skyldsdilemma. Luk op for radioen en hverdagsmorgen, og du bliver bedt om at tage stilling til alt muligt, du ingen chance har for at gøre noget ved.

Vi er mange, der bekymrer os om store ting i disse tider. Om miljøet, om finanserne, om tvang, om vold og krig og uretfærdighed. Jeg synes dybest set, det er godt, at der bliver sat fokus på alle de forfærdelige ting, der sker. Jeg hylder også alle de mennesker, der gør noget ved det – det kræver mod, mere mod end det kræver at skrive en klumme.

Så dør baby

Men der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved. Jeg kan ikke påvirke valget i Tunesien, ikke forhindre folkemord eller hungersnød, og jeg stejler, når jeg personligt får pålagt ansvaret herfor – hvis jeg ikke bliver medlem af den ene eller den anden organisation, så dør baby. Det er usmageligt. Jeg kan kun leve efter den regel, jeg altid har levet efter – at jeg vil insistere på at være ordentlig. At behandle mit medmenneske godt og ofte bedre end han behandler mig. Det er ikke kristen etik. Jeg gentager: Det er ikke kristen etik. Det er sund fornuft og gælder i de fleste samfund i verdenshistorien til alle tider.

Du har en tissemand og en bil. Skam dig.

Det moderne menneske får skyldsfølelse proppet ned i halsen hver eneste dag. Det er ikke noget nyt. Dengang kristendommen havde fat i menneskers liv og tankesæt var det også skyld, det handlede om. Det var bare den nære skyld. Man skulle føle skyld over sin seksualitet, over sin krop, over sine tanker, over sin mangel på bestandig omtanke for gud. Nu om dage skal vi føle skyld over andre, fjernere fænomener. Men vi er samtidig ikke fri for skyld over for os selv – det er bare på en anden måde. Nu er vi for tykke, for forkerte, bruger ikke tandtråd, er af det forkerte køn, bor i de forkerte møbler og myrder isbjørne med vores biler; der er så meget, vi kan gøre forkert.

Alt det gør mig trist. Det er det, jeg gerne vil være fri af. Jeg ønsker ikke at føle skyld – eller at nogen skal.

Arne, du tager fejl. Intet menneske – kristent eller ej – er frit for skyld. Det er kun karakteren af skyld, der varierer.”

Sådan var ordene.

De kan bare stille an. Jeg har flere.

Nå, denne anmelder skrev, at han krummede tæer, når han læste mine dialoger (det har jeg heldigvis aldrig fået at vide siden; tværtimod). Det gjorde nas. Jeg tror nemlig, at noget af det, der gør en romanfortælling rigtig god, er dialogen, og det er noget, jeg altid gør meget ud af i mine historier.

Når det gælder kunsten at skrive dialog, mener jeg, at der er i hovedreglen tre ting, man skal overveje – tre stilistiske valg:

1. Dialogmarkører – altså hvordan man indrammer sin dialog.
2. Dialogstilen – skriver man direkte dialog, tænkt dialog eller fri indirekte dialog?
3. Dialogrealisme – hvor tæt på egentligt dagligdags sprog bør man komme?

Og så er der ting, man skal undgå (synes jeg). Det er:

1. Adverbielle konstruktioner som i: ”Kom her”, sagde han hæst.
2. Fantasifulde synonymer for ordene ”siger” eller ”sagde”. Som i ”Kom her,” smårallede han.
3. 100 % realistisk gengivet talesprog

Dialog og realisme

Grundlæggende set er dialog aldrig særlig realistisk. Vi er midt inde i et narrativt forløb, hvor en beretter eller en fortæller i forvejen har udvalgt de ting, han vil have, vi skal se for vores indre blik. Det er altid et fint afmålt udsnit af den fiktive ”virkelighed”, der omgiver personerne. Forfatteren – eller hans alter ego, fortæller/beretteren – viser os ikke alting, kun det, der skaber de rigtige billeder i læserens fantasi.

På samme måde er dialog også et destillat og et nænsomt udpluk af den ordveksling, der foregår mellem personer; ikke hvert et ord, der bliver sagt.

Det er ikke realisme; romankunst er sjældent realistisk, ikke engang i de genrer som foregiver stor realisme.

Det er altså ikke den virkelige verden, vi lytter til, når vi læser dialog. Vi får kun drypvist de replikker serveret, som forfatteren synes, vi skal have med for at drive historien fremad eller at tegne personerne.

Dialogens funktion er dobbelt: At tegne personer og at videregive information, der tjener til at flytte historien. Kunsten er at gøre begge dele på én gang.

Dialogmarkører
Den gængse måde at angive dialog er ved anførselstegn ”Ja” eller ved tankestreg: – Ja.

Anførselstegn kaldes også citationstegn, fordi de netop angiver et citat.

I min verden er der en kvalitativ forskel på citationstegn og tankestreger (som rettelig hedder citationstankestreger og har en anden typografisk længde end f.eks. bindestreger og egentlige tankestreger, men det er noget, man som forfatter trygt overlader til sætteren).

Jeg opfatter dialog skrevet med citationstegn ” som værende mere lyttet, mere citeret, og altså mere som et lydspor. Dialog markeret med citationstankestreg opfatter jeg som mere tænkt, mere sanset. Ikke at noget er bedre end noget andet; det har bare to forskellige stilistiske udtryk. I Mens Vi Venter har jeg to fortællere, Finn og Fergus, og jeg lader Finn bruge tankestregen i sin dialog og Fergus bruge citationstegn. Finn er mere indadvendt og reflekterende, Fergus mere handlende og ukompliceret. Så deres dialog skal se forskellig ud, fordi den lyder forskellig.

Så er der de tilfælde, hvor forfatteren slet ikke angiver, at der er tale om et udtalt citat.

Som i dette eksempel:

Poul sagde jeg gider ikke gå hjem allerede.

I mine øjne er det bare prætentiøst og forvirrende, med mindre forfatteren er en sand mester. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen er skrevet med den type dialogmarkering, og det fungerer fantastisk – muligvis fordi bogen har så lidt dialog, og fordi det er skrevet så intenst hørt.

Realisme – lyttet, tænkt eller konstrueret

De færreste personer i romaner taler som levende mennesker.

På dansk (i det mindste) er der pokker til forskel på talt og skrevet sprog. Ofte virker det kunstigt og forgjort – og forkert, simpelthen – hvis man skriver folks snak af ordret. (At det er en god øvelse i at skrive dialog er en anden sag – ind på en cafe og frem med notesblokken, bare de ikke opdager noget).

Vi taler som regel med et væld af grammatiske og syntaktiske fejl i vores sprog. Vi taler i hovedsætninger. Vi bruger næsten aldrig delsætninger. Hvis vi gør, bruger vi parataktisk ordstilling, som i dette typiske politiker-speak: ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad skal vi gøre.” Ikke ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad vi skal gøre.” Dén nakker korrekturlæseren lige på stedet, hvis jeg som forfatter lader min politikerfigur sige som i det første citat. Selvom det desværre er sådan, de taler.

Folk bander og svovler og blander deres metaforer, så det er en fryd, men det fungerer bare sjældent på skrift. Jeg har i Mens Vi Venter plukket en enkelt sprogblomst, jeg ikke kunne lade stå ubrugt hen: ”Det har vi givet hinanden håndkantsslag på.”

Dén elskede jeg, da jeg hørte den i en autentisk samtale. Så den lod jeg stå, men ellers er det vanskeligt at bruge dagligsprog ukritisk. Der røg realismen – igen.

Jeg har intet problem med at lade mine personer bande som skraldemænd, så længe det 1. bidrager til persontegningen og 2. ikke er påtaget. Så kan de for min skyld lukke sprogets værste gloser ud samt nogle, jeg selv har fundet på og som er endnu værre. Det morer mig.

Hvad man skal lade være med:

En af mine lakmusprøver for om jeg vil købe en bog er dialog. Det er ret let. Jeg står nede i boghandleren og bliver lun på en bog. Så slår jeg op og leder efter dialogen (hvis der ikke er en dialog, har jeg et problem).

Hvis der står noget i retning af:

”Hvad laver du,” vrælede hun hidsigt
”Det rager ikke dig,” brølede han hæst

Så ryger den direkte tilbage på hylden.

Hvad er problemet her? Jo, for det første er selve replikkerne ret så flade. Det er nok derfor, forfatteren (som er mig, i dette tænkte eksempel) har følt det påkrævet at kvalificere præcis hvordan personerne siger det, de gør.

Det er efter min mening slatten skrivestil at bruge adverbielle konstruktioner i dialog. Jeg er næsten allergisk over for det, for det indikerer, at jeg har med en doven forfatter at gøre, som ikke helt tror på sine replikkers styrke og derfor bare må dænge dem til med i bedste fald unødvendige fyldord.

Og så er der de blomstrende synonymer med forskellige betydningsladninger for at sige. Dem skal man lade blive hjemme i skrivebordsskuffen og så nøjes med at skrive han sagde eller hun siger. Det er alt rigeligt, hvis replikkerne i sig selv er betydningsbærende og persontegnende, og det skal de være, hver og en. Ellers må de hjertens gerne udsættes for en dødelig salve med delete-tasten.

Eksempler på god dialog

Hvad er så god dialog? Ja, det er vel strengt taget en smagssag – og som ofte er det nemmere at definere det gode ved at vise det dårlige. Men jeg prøver nu alligevel.

Jeg elsker, når Stephen King lader sine personer sige ting, ingen mennesker ville sige i virkeligheden, med en fyndighed, der hører fiktionen til. Det er noget, han kan, når han er bedst.

Her et eksempel: ”You are hell. You are a monkey. And now you are my monkey.” (Fra Lisey’s Story)

Hvem siger sådan? Ingen i Gus’ hele, vide verden. Men alligevel virker det, fordi det er musikalsk og ret mærkeligt.

Jeg elsker også, når en forfatter med kirurgisk præcision skærer en person til med få, gennemarbejdede replikker – og det er der heldigvis rigtig mange danske forfattere, der er gode til. At få vendt vores knudrede sprog til noget klart og intenst.

Jeg vil slutte dette indlæg af med et sådan stykke dialogkunst. Det er (hvem ellers) Helle Helle, der skriver sådan her i Dette Burde Skrives I Nutid (s. 75):

- Vil du have en ostemad, sagde hun.
- Nej, tak.
- Er du på kur?
- Lidt.

Prøv at lægge mærke til, hvor meget de få, korte ord egentlig fortæller os om personerne (to kvinder). Det fortæller i bunkevis om et hav af temaer, og det tegner de to personer lynende klart – og morsomt. For hvordan er man lidt på kur?
Er det ikke som at være lidt gravid?

Og hvad skade er en ostemad til, med mindre man er ekstremt kropsfikseret? Tankerne og spørgsmålene står i kø bare ved at læse den her stump.

Men det er så eventyrlig menneskeklogt og uhyggelig godt set

Og det er dialog. Når det er bedst.

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.dk 27. 1o. 2011.