Det er lørdag morgen, og jeg sidder i toget, der lige er kørt fra Hamburg Dammtor. En lidt hektisk morgen, for jeg havde udskudt alt det med at pakke til absolut sidste sekund, og det endte med, at jeg måtte skynde mig som en gal, og det passer mig dårligt. Ikke nok med det, men jeg havde også, ganske ukarakteristisk for mig, ikke engang overvejet hvordan man kommer til Hauptbahnhof fra min gade. Jeg havde konstateret, at S-banen fra Greifswalder Strasse går døgnet rundt, alle ugens dage, og derfra kommer man til Alexplatz, og derfra – derfra viser der sig vel noget, tænkte jeg. Jeg vil ikke kalde mig selv kontrolfreak, langt fra, men jeg plejer altid at have styr på den slags og at være i god tid. Så da jeg stod på Alexplatz halv syv her til morgen med min usandsynligt tunge kuffert og min mindst lige så tunge rygsæk, og ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre til hovedbanegården, mærkede jeg en vag, men ubehagelig panik sætte ind. Jeg slæbte alt mit jordiske gods, og det er meget, ned ad trappen for at studere kortet over U-banen, men ingen steder kunne jeg konstatere, om U-banen rent faktisk går til hovedbanen, noget, jeg havde taget som en selvfølge. at den gjorde. Jeg slæbte alt mit jordiske gods op igen til den øde Alexplatz og satte i så meget løb, som man nu kan med fyrre kilo skrammel på slæb. Helt henne på et gadehjørne holdt en enlig taxi, og jeg kunne ikke se, om der var nogen i den, men jeg måtte bare satse. Mens jeg løb, hvilket måske er en lettere overdrevet betegnelse for min fremfart, tænkte jeg, at hvis der kommer nogen og tager den for næsen af mig, slår jeg dem ned.
Der kom ingen, og taxien var bemandet med et styk letargisk chauffør, som ikke bemærkede min svedige og paniske fremtoning, tror jeg da. Og jeg kom frem til hovedbanen med hele tyve minutter at sidde og dampe af i.
Magelig
Jeg har en teori om hvorfor det gik sådan her til morgen, og den kommer her. Hele ugen har været i laveste gear. Nok har jeg cyklet, sammenlagt vel nok et sted mellem hundrede og hundredeoghalvtreds kilometer, men jeg har også taget min tid til det. Nok har jeg skrevet og arbejdet og tænkt, men også det i et behageligt neddroslet tempo. Alt i alt har jeg sjældent, om nogensinde, været i en så stor by med så god tid. Ingen har tilsyneladende travlt. Jeg blev selv så magelig, at jeg nogle gange skulle minde mig selv om at huske at betale på cafeerne, før jeg gik.
I går fredag gik det helt galt. Eller godt, som man nu ser det. Igen trillede jeg, og det er vel det bedste verbum til at beskrive min mangel på hastighed, gennem byen og ad stierne i Tiergarten, og der er vel næppe mange steder i verden mere behagelige og indbydende at trille.
Jeg satte mig på en bænk ved mindesmærket for de tre store, Haydn, Mozart og Beethoven, et monument, der i mange år stod et underligt øde sted, mens byen var delt. Sønderskudt og forladt endte monumentet med at blive pillet ned, indtil man restaurerede det og stillede det op ved bredden af en lille sø, hvor det står hvidt af marmor og gyldent af bladguld og ligner sig selv. På en detalje nær.
Haydn skudt i Berlin
De har skudt Haydn.
Tværs over hans bryst går en række skudhuller, der stammer fra de sidste, desperate dages kamp fra gade til gade i april 45. Man kunne godt have lappet Haydn sådan sammen, at hullerne ikke var til at se, de er da også nogenlunde fyldt ud. Men informationsskiltet kan berette, at man faktisk bevidst har valgt, at de skal kunne ses. Som de i øvrigt kan ses stort set alle vegne, selv på søjlerne ved Neues Museum. En del af historien. Og en bestandig påmindelse om, hvor tæt på, krig faktisk kan komme.
Jeg tænker, at noget af det, man lærer af at være i en by som Berlin, er at den postmoderne tanke om at alting ikke altid går en vej, er korrekt. De store fortællinger er blevet pillet fra hinanden, herunder forestillingen om, at alting bliver bedre og menneskeheden som sådan bliver klogere. Det er er ikke meget, der tyder på. Man troede det også for hundrede år. Så startede det tyvende århundrede for alvor, og da det var slut, måtte man indse, at alting snarere er cykliske. Vi har levet i fred og velstand så længe, at vi har meget svært ved at tro, at det kan slutte og verden endnu engang tumle ud i kaos. Men det kan den, hvis vi ikke passer godt på. Det er den metafortælling – historiernes historie – der bliver klart og tydeligt holdt op for ens ansigt, hvor man end går hen i denne by. Som jeg må indrømme, jeg har tabt mit ellers så mediterrane hjerte til.
Dolcetto med hjem
Jeg sad i går eftermiddags og fik en is på den lokale veganske økoisbar på en bænk ude på gaden sammen med alle familierne med deres mylder af unger og tænkte, at jeg uden videre kunne få en uge til at gå uden at forlade den trekant, der ligger mellem Kollwitzplatz, Kulturbrauerei og mit gadehjørne i Bötzowstrasse. Her er alt, og ikke nok med det, her er det hele. Ro, fred, tid. Spiste frokost på den mallorcanske (!) tapasbar lige uden for gadedøren – bogstaveligt talt lige uden for. Man går nærmest ind mellem bordene for at komme til døren. Kylling i citron og kartofler med manchego. Femten meter længere henne ligger Pepe Nero, det lokale trattoria, drevet med en vis ildhu af en flok italienere, hvor jeg har fået den bedste pizza, jeg har fået uden for Italien. Og her ligger Weinmarie, hvor jeg har snakket vin med ejeren, som byder på et glas og et sted at sidde, mens man overvejer hvilken en af de vine, han snakker så pænt om, man mon skal have med hjem. Jeg skal have en Dolcetto med hjem, mente han.
Jeg fik mig trillet hen til KaDeWe, som vitterlig er lige så stort og prangende som jeg havde regnet med. I denne del af byen er tempoet højere, trafikken er lige ved at være tæt, og folk har generelt mere travlt, især de tusinder af turister, der aflægger besøg i butikker af samme slags, de har derhjemme i Boston eller hvor de nu kommer fra.
Her er Berlin bare en storby. Og så dog. For her er også noget af den selvbevidste charme, byen også havde omkring år 1900, så vidt jeg da ved. Jeg fik mig en currywurst Berliner style, stående ved et bord midt på en plads sammen med en flok andre med samme glimrende ide.
Andante molto lento
Og så gik jeg i KaDeWe, hvor udvalget, særligt af alt, der kan spises, drikkes eller smøres på kroppen, er ganske forbløffende. Jeg kom ned fra mad-etagen uden et eneste indkøb, alene fordi jeg ikke anede, hvad jeg dog skulle vælge. Havde jeg for eksempel haft lyst til en flaske Riesling Beerenauslese til 200 euro eller en dåse kaviar til 500 euro eller en flaske champagne, årgang 1907 og bjerget fra et skibsvrag til en bagatel af 4500 euro, havde det ikke været noget problem. Eller levende fisk, eller flere slags muslinger end jeg vidste, der fandtes, eller – udvalget var så stort, at det grænsede til det perverse, også selv om der er et stykke op til Harrods, både hvad udvalg og næsten hysterisk overflod angår.
Jeg købte en Bulgari-parfume til Camilla, hvilket affødte et større ritual af indpakning og posefinderi; jeg tror, at selve emballagen til sådan en sag koster mere end indholdet. En bamse (F for Får) til Emil og et konstruktionssæt til Mathias.
Tilbage gennem Tiergarten i særdeles mådeligt tempo.
Tilbage til Prenzlauerberg, til roen og den økologiske, tilbagelænede selvbevidste elegance, der sådan tiltaler mig, at jeg kunne bo her så let som ingenting.
Og resten af dagen, og aftenen med, tilbragte jeg på altanen med bare at sidde og glo og skrive. Jeg kunne have gået ud for at spise – guderne skal vide, der er steder nok, og alle, jeg har prøvet, har været fremragende – men jeg kunne ikke rigtigt holde ud at skulle væk fra min altan.
Romanen, hvis den ellers med at blive til det, er nu på godt 35.000 ord. Jeg er med andre ord godt i vej, og ikke nok med det, jeg har adskillige kapitler i hovedet, og der ligger de godt og rart og bliver ruget ud. En uge mere, og jeg havde vel sagtens kunnet skrive størstedelen af bogen, fordi mange af kapitlerne netop har den kvalitet, hvor det føles som at tage diktat.
Gensyn – måske – med Bianca
Rendsburg. Vi er lige kørt over den berømte jernbanebro, og nede i kanalen kommer et containerskib af samme type som Bianca Rambow, også et Unifeeder-skib. Jeg genkender samtlige detaljer på skibet, lige ned til det skrånende dæk på bakken, hvor jeg sad mutters alene i september, hvis det da ellers er samme skib. Jeg må tjekke Biancas rute, når jeg kommer hjem. Hvis det er hende, er det en sær ironi, at jeg skulle spotte hende på vej hjem fra en skriverejse, der har været mere frugtbar på mange måder. Jeg har ikke skænket min containerskibshistorie med den kranke skæbne en eneste tanke på denne tur, ikke før nu.
Måske er det også godt det samme.
Nu ser jeg bare frem til at komme hjem til ungerne og til Camilla. Og til næste gang, jeg kan komme til Berlin.
